Quite common within its geographical range.
IUCN Red List of Threatened Species: least concern
During dives, air remains trapped between the outer hairs of the thick coat of water shrews. This greatly increases the bouyancy of this shrew. In a laboratory experiment, a few tenths of a mg of the neurotoxic saliva killed a vole very quickly.
Perception Channels: tactile ; chemical
No negative impacts known.
These shrews eat the larvae of insects which some humans find bothersome.
These shrews forage almost exclusively underwater, efficiently preying on aquatic invertebrates such as snails, mollusks, freshwater insects, and also small vertebrates such as fish, amphibians and frogs. Prey are weakened by a poisonous secretion from the submaxillary gland. They generally forage by taking a dive that can last up to 20 seconds. After coming onto land, water shrews quickly run into their burrows and emerge a moment later almost dry, after coming through the tight squeeze of the tunnel where the water is absorbed by the soil. The process is then repeated a few meters away along the stream bank. Water shrews are also known to eat some terrestrial insects as well, such as dipteran larvae.
Neomys fodiens occurs throughout Eurasia, to western Siberia, northern Asia Minor, the Pacific coast of Siberia, and North Korea.
Biogeographic Regions: palearctic (Native )
Found on the banks of both standing or flowing fresh water and adjacent areas.
Terrestrial Biomes: forest
Aquatic Biomes: lakes and ponds; rivers and streams
A darkly colored shrew with a white underside. Coloration on dorsal and ventral sides are sharply demarcated. A fringe of bristles runs along the ventral surface of the tail and on the paws which are thought to serve as a swimming aid. Teeth have red tips. Females have five pairs of mammae.
Other Physical Features: endothermic ; bilateral symmetry
Average mass: 15 g.
Average basal metabolic rate: 0.328 W.
Average lifespan
Status: wild: 3.0 years.
Average lifespan
Status: captivity: 1.6 years.
The breeding season in England occurs fom April to September, with multiple litters per season. Litter size can be between 3 and 12, more commonly 5 or 6. Gestation lasts approximately 20 days, and lactation twice that. Sexual maturity is reached between 6 and 8 months.
Key Reproductive Features: gonochoric/gonochoristic/dioecious (sexes separate); sexual
Average birth mass: 0.78 g.
Average gestation period: 20 days.
Average number of offspring: 5.
Average age at sexual or reproductive maturity (male)
Sex: male: 106 days.
Average age at sexual or reproductive maturity (female)
Sex: female: 106 days.
Ar minoc'h-dour (Neomys fodiens) a zo ur bronneg bihan eus Eurazia.
Etre 7 ha 10 cm eo hirder e gorf, hag e lost zo etre 5 hag 8 cm. E bouez zo etre 8 ha 25 g. Bihan eo e zaoulagad hag e zivskouarn. Evel ar minoc'hed all eo hir ha begek e voj. E feur (du war e gein ha gwenn war e gof) zo didreuzus d'an dour.
En em vagañ a ra ar minoc'h-dour diwar amprevaned dour, pesked bihan, raned, buzhug ha c'hwiled.
Padout a ra an dougen etre 14 ha 21 devezh hag etre 4 ha 7 minoc'h-dour bihan a vez gant pep torad. Dizonet e vezont goude 6 sizhun.
La musaranya aquàtica pirinenca (Neomys fodiens) és la musaranya de mida més gran dels Països Catalans.
La característica que la distingeix de la resta de musaranyes és la cua: de secció cilíndrica, prima i tan llarga com el cos, és resseguida per la part inferior, des de la base fins a la punta, per una filera de pèls rígids que formen una quilla. Uns pèls semblants ressegueixen la vora externa de les potes. Les orelles queden amagades entre el pelatge del cap, no té pèls llargs sobresortints entre els ordinaris i les dents tenen les puntes d'un color vermell intens, que en els individus vells es pot haver descolorit més o menys.
A la boca hi té unes glàndules que secreten una saliva d'acció neurotòxica pels petits vertebrats -com, per exemple, granotes- que formen part de la seva alimentació. Tanmateix, les seves dents no són capaces de perforar la pell de grans mamífers, com ara els humans.
La coloració dorsal és grisa pissarra molt fosca, gairebé negra, i el ventre exhibeix tons des de blancs o groguencs fins a marrons clars. La línia que separa les dues coloracions queda ben marcada. Sovint presenta una taca blanca a la part interna de l'orella i una altra darrere l'ull. La cua és unicolor: bruna fosca amb la quilla platejada. El pelatge és més fosc a l'hivern que a l'estiu.
Dimensions corporals: cap + cos (6,2 - 9,5 cm) i cua (4,6 + 6,8 cm).
Pes: 10 - 22 g.
Vores de torrents i rius de muntanya no gaire cabalosos i d'aigües fresques i oxigenades, si bé pot construir el niu a una certa distància. Se la pot trobar força allunyada de l'aigua, però sempre en indrets molt humits.
De costums semiaquàtics, neda per la superfície amb moviments ràpids i també es pot capbussar, gràcies al fet que s'unta el pèl amb greix per impermeabilitzar-lo.
Activa tant de dia com de nit, el màxim d'activitat, però, el presenta en eixir el sol.
La musaranya aquàtica mediterrània també té una quilla de pèls sota la cua, però no la ressegueix de dalt a baix, sinó solament la punta.
La musaranya aquàtica pirinenca (Neomys fodiens) és la musaranya de mida més gran dels Països Catalans.
Rejsec vodní (Neomys fodiens) je největší zástupce rodu rejsků (Neomys).
Hlava s tělem dosahuje velikosti 7,2 až 9,6 centimetrů, ocas 4,7 až 7,7 centimetrů, výška 1,6 až 2 centimetry a hmotnost 9 až 23 gramů. Ušní boltec je zcela skrytý v srsti. Tlama trochu širší než u příslušníků rodu rejsků. Špičky zubů tmavě červené. Poměrně velký. Spodina ocasu lemována brvitým, stříbřitě šedým kýlem, který funguje jako kormidlo. Zadní tlapky poměrně velké, na vnějším okraji opatřené plovacími brvami, které umožňují lépe plavat. Zbarvení těla je velmi různorodé, od hnědé do šedé až k černé na hřbetu. Břicho zpravidla světlejší. Občas se za okem a na vnitřním okraji uší objeví bílá skvrna. Červenými špičkami zubů připomínají druhy rodu Sorex, k nimž ale nenáleží.
V celé Evropě kromě středomořské oblasti a Irska. Obývá čisté, neznečištěné vody, lze se s ním ale občas setkat i daleko od vody. Jedná se přitom pravděpodobně o jedince, kteří hledají nové teritorium. Nalezen i ve studních. Vyskytuje se až do výšky 2500 m n. m. V Česku se objevuje ve všech nadmořských výškách na území celého státu.[2]
Během doby rozmnožování svá teritoria brání. Doba rozmnožování trvá od dubna do září. V průběhu roku má 2 až 3 vrhy se 4 až 8 mláďaty, která na svět přicházejí holá a slepá. Pohlavní dospělosti mohou dosáhnout ještě v témže roce. Předpokládaná délka života jeden až dva roky.
Hmyz a jiní bezobratlí živočichové, vodní měkkýše, malé ryby a žáby, které občas bývají větší než sám rejsec vodní. Má vynikající čich. Kořist někdy požírá i pod vodou.
Na spodní čelisti jsou žlázy produkující slabý jed, který má ochromující účinky na kořist. Pro člověka však není nebezpečný. Zdravý rejsek má natolik hustý a dobře promaštěný kožíšek, že je po opuštění vody zcela suchý[3].
Obrázky, zvuky či videa k tématu rejsec vodní ve Wikimedia Commons
Rejsec vodní (Neomys fodiens) je největší zástupce rodu rejsků (Neomys).
Vandspidsmus (Neomys fodiens) er en insektæder, der tilhører Spidsmusefamilien. Den er op til 10 cm lang fra snude til halerod (dertil halen, der måler 5-8 cm). Den har en kort pels, der er sort på oversiden og oftest hvid på undersiden med en skarp grænselinje mellem de to sider. Ofte er halespidsen hvid (dog kun sjældent i Danmark).[1] Dyret lever bl.a. af insekter, orme og andre smådyr samt undertiden større dyr som frøer og fugle.[1]
Spidsmusen er vidt udbredt i det meste af Europa samt en del af Asien (det nordlige Lilleasien, det vestlige samt stillehavskysten af Sibirien og Koreahalvøen).[2] Den er udbredt i hele Danmark.[1]
Den findes i flere forskellige omgivelser - især ved søer og vandløb, men også i skov, hegn og enge. De spidsmus, man finder længst fra vand, er som regel unge dyr.[1]
Vandspidsmusen bygger typisk rede i enten huler under jorden eller i hule træer op til tre meters højde. Den er især aktiv om natten, men kan også ses om dagen. Når dyrene jager, sker det af og til i grupper.[1]
Vandspidsmusen spyt er har giftigt hvilket gør den til et af de få giftige pattedyr, men den er i praksis ikke i stand til at gennembryde skindet på større dyr eller mennesker.
Vandspidsmus (Neomys fodiens) er en insektæder, der tilhører Spidsmusefamilien. Den er op til 10 cm lang fra snude til halerod (dertil halen, der måler 5-8 cm). Den har en kort pels, der er sort på oversiden og oftest hvid på undersiden med en skarp grænselinje mellem de to sider. Ofte er halespidsen hvid (dog kun sjældent i Danmark). Dyret lever bl.a. af insekter, orme og andre smådyr samt undertiden større dyr som frøer og fugle.
Spidsmusen er vidt udbredt i det meste af Europa samt en del af Asien (det nordlige Lilleasien, det vestlige samt stillehavskysten af Sibirien og Koreahalvøen). Den er udbredt i hele Danmark.
Den findes i flere forskellige omgivelser - især ved søer og vandløb, men også i skov, hegn og enge. De spidsmus, man finder længst fra vand, er som regel unge dyr.
Vandspidsmusen bygger typisk rede i enten huler under jorden eller i hule træer op til tre meters højde. Den er især aktiv om natten, men kan også ses om dagen. Når dyrene jager, sker det af og til i grupper.
Vandspidsmusen spyt er har giftigt hvilket gør den til et af de få giftige pattedyr, men den er i praksis ikke i stand til at gennembryde skindet på større dyr eller mennesker.
Die Wasserspitzmaus (Neomys fodiens) ist eine der drei in Europa und im nördlichen Asien lebenden Arten der Gattung Wasserspitzmäuse aus der Familie der Spitzmäuse (Soricidae). Zur Unterscheidung von den zwei anderen Neomys-Arten wird sie auch als Eurasische Wasserspitzmaus bezeichnet. Sie besiedelt die Uferbereiche naturnaher Gewässer in weiten Teilen der Paläarktis.
Die Art ist die größte Spitzmaus Europas. Die Kopf-Rumpf-Länge beträgt 70–96 mm und die Schwanzlänge 47–77 mm. Die Tiere wiegen 15–20, selten bis zu 25 g. Das Fell ist auf der Oberseite glänzend schwarz, die Unterseite ist variabel silbrig weiß bis schwarzbraun, häufig auch rostbraun überhaucht. Die Art ist gut an das Leben im Wasser angepasst. Das Fell ist lang und dicht, die Schwanzunterseite hat über die ganze Länge einen Borstenkiel, der als Ruder dient, und die Hinterfüße haben Borsten, die den Vortrieb fördern. Die Wasserspitzmaus ist einer der wenigen giftigen Säuger Mitteleuropas. Das von unter der Zunge liegenden Giftdrüsen produzierte Sekret wirkt bei Tieren bis Mausgröße tödlich.
Das Verbreitungsgebiet der Wasserspitzmaus umfasst große Teile der nördlichen Paläarktis. Es reicht in West-Ost-Richtung von Großbritannien und Nordwestspanien bis zum Amur und zur Halbinsel Sachalin am Pazifik, in Nord-Süd-Richtung im westlichen Teil des Areals von Nordnorwegen bis Mittelitalien und Nordgriechenland.
Sie fehlt in Europa in Island und Irland, auf der Iberischen Halbinsel südlich der Pyrenäen sowie auf allen Mittelmeerinseln und ist im übrigen Mittelmeergebiet und in Südosteuropa auf die Gebirge beschränkt.
Die Wasserspitzmaus besiedelt naturnahe Uferbereiche von Gewässern aller Art einschließlich von Meeresufern, aber auch Sümpfe, nasse Wälder und Wiesen und im Norden des Verbreitungsgebietes sogar Felder. Die Art kommt vom Flachland bis in 2500 m Höhe vor.
Wasserspitzmäuse sind sehr gute Schwimmer und Taucher. Die Nahrung besteht aus Wasserinsekten und deren Larven, Kleinkrebsen, Schnecken sowie kleinen Fischen und Fröschen, die überwiegend tauchend erbeutet werden. Die Baue werden selbst gegraben oder von anderen Säugern übernommen und haben immer einen Ausgang zum Wasser hin. Die Fortpflanzung findet von April bis September statt. Ein Weibchen hat 2 bis 3 Würfe im Jahr, die jeweils 4 bis 11 Junge umfassen. Die Jungtiere wiegen bei der Geburt 0,6 g, die Augen öffnen sich nach 20 bis 24 Tagen und die Säugezeit beträgt 38 bis 40 Tage. Die Tiere werden im Freiland maximal etwa 18 Monate alt.
Die Wasserspitzmaus wird in Deutschland aufgrund ihrer engen Bindung an naturnahe Gewässer und der Gefährdung dieser Lebensräume durch Gewässerverbauung und Nutzungsintensivierung in der Roten Liste als „gefährdet“ (Kategorie 3) geführt. Sie steht in Deutschland als besonders geschützte Tierart unter Naturschutz. Der Weltbestand gilt laut IUCN als ungefährdet ("least concern").
Halter gibt es in Europa, Russland und Großbritannien. Ein ehemaliger deutscher Halter war der Tierpark Berlin.[1]
Die Wasserspitzmaus (Neomys fodiens) ist eine der drei in Europa und im nördlichen Asien lebenden Arten der Gattung Wasserspitzmäuse aus der Familie der Spitzmäuse (Soricidae). Zur Unterscheidung von den zwei anderen Neomys-Arten wird sie auch als Eurasische Wasserspitzmaus bezeichnet. Sie besiedelt die Uferbereiche naturnaher Gewässer in weiten Teilen der Paläarktis.
The lavellan (Neomys fodiens) is a fairly lairge watter shrew, up tae 10 centimetres (4 in) lang, wi a tail up tae three-quarters sae lang again. It haes cuttie daurk fur, aften wi a puckle white flauchts an a white wame.
The lavellan (Neomys fodiens) is a fairly lairge watter shrew, up tae 10 centimetres (4 in) lang, wi a tail up tae three-quarters sae lang again. It haes cuttie daurk fur, aften wi a puckle white flauchts an a white wame.
Суу чычкан (Neomys fodiens), (Pennant, 1774).
Европа, Кавказ, Сибирң, Казахстандын түндүк бөлүгү. Кыргызстанда Күңгөй жана Тескей Алатоо тоо кыркаларында (Жыланды өзөнү), Ысыккөл ойдуңунда (Каракол шаарынын, Түп, Оттук, Туура-Суу айылдарынын айланасы, Түргөн, Аксу дарыялары), Чүй өрөөнүндө (Токмоктун тегерегинде) жана Кыргыз тоо кыркаларында (Чоң-Курчак өз.), Суусамыр өрөөнүндө табылган. Жашаган аймктары. Өрөөндөрдөн алңпы курчоосуна чейин көл, дарыя, саздак жерлердин жанындагы токойлуу, бадалдуу биотоптор.
Абдан аз сандуу түр. Жыланды өзөнүндө (Тескей Алатоо) 3 жылда 20 650 кармоочу цилиндро- суткада 2 особ, Кыргыз тоо кыркаларында 200 цилиндро-суткада 2 жылдын ичинде 6 особ кармалган.
Жыл бою активдүү. Тиричилигин түндөсү жүргүзөт. Азыгынын негизин омурткасыздар түзөт. Көбөйүү мезгили - марттан июлга чейин, 7 эмбрион катталган. Ареалынын европалык бөлүгү үчүн бооздук маалы болжол менен 28 күндү түзөт, көбөйүү мезгили 3-3,5 айдан ашпайт.
Жашоого ылайыктуу аймактардын айыл-чарба жерлерине айланышы.
Жүргүзүлгөн эмес.
Каралган эмес.
Жайылма токой жана бадал өсүмдүктүүлүктү, суу жана саздак аймактарды коргоо менен байланыштуу. Санын жана таралышын аныктоо, чектөөчү факторлорду иликтөө.
VI категория, Near Threatened, NT: R. Кыргызстан үчүн сейрек кездешүүчү түр, өзүнүн ареалынын чет жагында жайгашкан. Кыргызстанда уруунун жалгыз өкүлү.
The Eurasian water shrew (Neomys fodiens), known in the United Kingdom as the water shrew, is a relatively large shrew, up to 10 cm (4 in) long, with a tail up to three-quarters as long again. It has short, dark fur, often with a few white tufts, a white belly, and a few stiff hairs around the feet and tail. It lives close to fresh water, hunting aquatic prey in the water and nearby. Its fur traps bubbles of air in the water which greatly aids its buoyancy, but requires it to anchor itself to remain underwater for more than the briefest of dives.
Like many shrews, the water shrew has venomous saliva, making it one of the few venomous mammals, although it is not able to puncture the skin of large animals, nor that of humans. Highly territorial, it lives a solitary life and is found throughout the northern part of Europe and Asia, from Britain to Korea.
The Eurasian water shrew grows to a length of about 10 cm (4 in) long with a tail length of 8 cm (3 in) and weight of 15 to 19 grams (0.53 to 0.67 oz). The dense short fur on the head, back and sides is greyish-black. The underparts are dirty white and are sharply demarcated from the dorsal surface. Sometimes they are tinged with rusty brown or occasionally are entirely dark grey. There is a white spot just behind the eye and often another near the small, rounded ear which is nearly hidden in the fur. The nose is black and the snout long and tapering.[4] The sharp, mostly white teeth are tipped with red, typical of the shrew subfamily Soricinae. The rusty colour comes from deposits of iron which serve to harden the enamel and which are concentrated in the tips of the teeth, particularly the molars which are the teeth most subject to wear.[5] The female has five pairs of nipples. The legs are short and the hind feet are powerful, with a fringe of short, stiff hairs on the outer edge, both of which features assist while it is driving its body through the water. The tail is slender and has a keel of short white hairs on the underside.[4] This shrew often utters shrill cries as it scurries about.[4]
Its karyotype has 2n = 52 and FN = 98.[1]
The Eurasian water shrew is found throughout Europe with the exception of Iceland, Ireland, certain Mediterranean islands and the Balkans.[4] In Asia, its range extends from western Siberia and Asia Minor to North Korea and the Pacific coast of Siberia.[6] It rarely strays far from water and is found in and around ditches, streams, ponds, watercress beds, fish ponds, damp meadows and rough bushy ground adjoining water.[4]
Outside the breeding season, both male and female Eurasian water shrews maintain a territory but during the breeding season, only the females do so. At this time the males wander about visiting various female territories which indicates a promiscuous mating system without pair bonding.[7] On the whole they are solitary animals that seem to mutually avoid each other and there is no social hierarchy.[6]
The breeding season extends from April to September and much of the courtship takes place in the water. It either uses pre-existing burrows or digs its own. The nesting chamber is lined with moss, dry grass and leaves. Litters of four to eight or more young are born after a twenty-four-day gestation period. The young are tiny and helpless at birth. Their eyes open at fifteen to eighteen days and they are fully weaned at about seven weeks. Females can produce two or three litters a year.[4] The juveniles disperse after weaning, setting up their own territories.[7] They are sexually mature at six to eight months and their life expectancy is about three years.[6]
The Eurasian water shrew is active both night and day and is thoroughly at home in the water. Its short fur holds air and the skin does not get wet when it swims. When it emerges from the water it enters one of its many burrows and any moisture adhering to the fur is absorbed by the earth walls. It mostly feeds on aquatic organisms which are caught while it is swimming. It can remain underwater for twenty seconds before it has to surface to breathe. Larger prey items can be subdued by the toxic secretions from its submaxillary glands. They feed on crayfish, water snails, small fish, aquatic larvae, insects, spiders, amphibians, especially newts and small rodents are also eaten. It also feeds on land on such things as insect larvae.[6]
The Eurasian water shrew has a pair of glands under its jaw which produce venom, and this has been shown to be potent against the field vole (Microtus agrestis), and lethal at a minimum dose of fifteen milligrams per kilogram body weight.[8] The venom consists of a paralytic peptide which has been patented for use in neuromuscular therapy.[9] Overall, the Eurasian water shrew venom has stronger paralytic properties and lower cardioinhibitory activity. Thus acting as an immobilizing agent towards their prey or to organisms that may threathen them.[10]
Their behavior in captivity is described in Konrad Lorenz's book King Solomon's Ring.
The International Union for Conservation of Nature lists the Eurasian water shrew as being of "Least concern" in its Red List of Threatened Species. This is because it has a large population distributed across a wide range and its population seems fairly stable. In some areas habitat degradation is occurring and wetlands are being drained but not to such an extent as to increase the status to "Vulnerable". Other possible threats include agricultural products and sewage which may pollute waterways and reduce the availability of food. In western Spain, a separate subspecies (N. f. niethammeri) has a very limited range and may be declining in numbers.[11]
_(6008296453).jpg)
{{cite journal}}: CS1 maint: multiple names: authors list (link) The Eurasian water shrew (Neomys fodiens), known in the United Kingdom as the water shrew, is a relatively large shrew, up to 10 cm (4 in) long, with a tail up to three-quarters as long again. It has short, dark fur, often with a few white tufts, a white belly, and a few stiff hairs around the feet and tail. It lives close to fresh water, hunting aquatic prey in the water and nearby. Its fur traps bubbles of air in the water which greatly aids its buoyancy, but requires it to anchor itself to remain underwater for more than the briefest of dives.
Like many shrews, the water shrew has venomous saliva, making it one of the few venomous mammals, although it is not able to puncture the skin of large animals, nor that of humans. Highly territorial, it lives a solitary life and is found throughout the northern part of Europe and Asia, from Britain to Korea.
El musgaño patiblanco (Neomys fodiens) es una especie de mamífero soricomorfo de la familia Soricidae.
Al ser un animal semiacuático, presenta una serie de adaptaciones morfológicas a la natación (tercio posterior del cuerpo ancho, pies relativamente grandes, pelos rígidos en manos y pies). Tiene glándulas salivares con una sustancia ligeramente narcótica. El pelaje del dorso es oscuro, casi negro, y la región ventral gris plateada con reflejos pardos, rojizos o negros. Es de mayor tamaño que Neomys anomalus, con unas medidas de 68 a 97 mm incluida la cola y con un peso de 10 a 23 gramos; su fórmula dentaria es 3.1.2.3 1.1.1.3 {displaystyle {frac {3.1.2.3}{1.1.1.3}}} 
Puede actuar como reservorio de Pneumocystis carinii, agente causante de un grupo de neumonías que afectan a los humanos.
Especie de distribución paleártica, desde el norte de la península ibérica hasta el lago Baikal; más al este existen poblaciones aisladas el la desembocadura del río Amur, Isla de Sajalín y costa rusa del mar de Japón. En España se extiende por la franja septentrional que discurre desde los Pirineos y Prepirineo de Cataluña hasta el norte de la provincia de La Coruña, el límite meridional se localiza en la zona centro de la provincia de Burgos.
En la península ibérica se presentan dos subespecies, N. f. fodiens que ocupa la región pirenaica, oeste de Asturias y Galicia y N. f. niethammeni que ocuparía el resto del área de distribución. Aunque la validez de esta última subespecie está siendo cuestionada, ambos morfotipos se diferencian por el tamaño craneal (mayor en N. f. niethammeri) y por ciertos rasgos morfológicos dentarios y mandibulares.
Es una especie con requerimientos eurosiberianos y vive ligada a la presencia de cursos de agua permanente, limpios, bien oxigenados y ricos en poblaciones de invertebrados; hay zonas donde muestra un comportamiento más terrestre, ocupando ambientes húmedos en bosques, pastizales o cultivos de regadío. Mientras en Asturias su presencia es directamente proporcional a la pluviosidad e inversamente proporcional a la altitud, en Cataluña se revela como una especie de montaña, y se la localiza por encima de los 900 msnm.
Es una especie estrictamente zoófaga, con una dieta aleatoria y oportunista, alternando recursos terrestres o acuáticos según la disponibilidad de alimento; tiene una amplia gama de presas (oligoquetos, gasterópodos, crustáceos, miriápodos e insectos). En los casos de algunas poblaciones europeas, se ha descrito el consumo ocasional de peces, anfibios, aves y restos de micromamíferos. Se han mencionado casos de canibalismo.
Suele ser presa habitual de las rapaces nocturnas, como la lechuza común (Tyto alba), el búho chico (Asio otus) y el cárabo (Strix aluco).
La contaminación de los cursos de agua y la degradación o destrucción de los ecosistemas ribereños o zonas húmedas que ocupan, disminuyen sensiblemente sus poblaciones.
El musgaño patiblanco (Neomys fodiens) es una especie de mamífero soricomorfo de la familia Soricidae.
Vesimutt ehk harilik vesimutt ehk tava-vesimutt (Neomys fodiens) on karihiirlaste sugukonda kuuluv poolvee-eluline loom.
Vesimuti levila hõlmab Euraasia põhjaosa Suurbritanniast Põhja-Koreani.
Vesimuti tüvepikkus on 63–69 mm, sabapikkus 47–82 mm ja tagakäpa pikkus 16–20 mm.[2] Tema keha on kaetud lühikeste karvadega.
Vesimutid elavad valdavalt üksikelu. Ta on eriti aktiivne öösel.
Vesimutt on üks vähestest mürgistest imetajatest: oma mürgise süljega halvab ta väiksemaid loomi, inimesele mürk märkimisväärselt ei mõju.
Vesimutt ehk harilik vesimutt ehk tava-vesimutt (Neomys fodiens) on karihiirlaste sugukonda kuuluv poolvee-eluline loom.
Vesimuti levila hõlmab Euraasia põhjaosa Suurbritanniast Põhja-Koreani.
Vesimuti tüvepikkus on 63–69 mm, sabapikkus 47–82 mm ja tagakäpa pikkus 16–20 mm. Tema keha on kaetud lühikeste karvadega.
Vesimutid elavad valdavalt üksikelu. Ta on eriti aktiivne öösel.
Vesimutt on üks vähestest mürgistest imetajatest: oma mürgise süljega halvab ta väiksemaid loomi, inimesele mürk märkimisväärselt ei mõju.
Ur-satitsua (Neomys fodiens) ugaztuna da, soricidaeen familiakoa. Eurasia osoan bizi da, Irlandatik Ipar Korearaino[1].
Kolorez beltz urdinxka eta neurriz beste satitsuak baino handiagoa da.[2]
Artikulu hau biologiari buruzko zirriborroa da. Wikipedia lagun dezakezu edukia osatuz. Ur-satitsua (Neomys fodiens) ugaztuna da, soricidaeen familiakoa. Eurasia osoan bizi da, Irlandatik Ipar Korearaino.
Kolorez beltz urdinxka eta neurriz beste satitsuak baino handiagoa da.
Vesipäästäinen (Neomys fodiens) on Suomessa rauhoitettu nisäkäs.[2]
Lajin tieteellinen nimi muodostuu kreikan kielen sanoista neo (minä uin) ja mus (hiiri). Tieteellinen lajinimi, fodiens tarkoittaa kaivavaa. Vesipäästäinen on Suomen ainoa myrkyllinen nisäkäs.
Vesipäästäinen on levinnyt laajalle Euraasiassa. Sitä tavataan Atlantin rannikolta Siperian taigalle ja tundralta Välimerelle sekä Sisä-Aasian aroille saakka. Vesipäästäinen esiintyy koko Fennoskandiassa. Sitä ei kuitenkaan tavata Pyreneiden eteläpuolelta eikä Balkanilta.[1]
Vesipäästäisen ruumiinpituus on 6,3–9,6 senttiä, häntä 4,7–8,2 senttiä ja paino 8–23 g. Vesipäästäisen selkä on musta ja vatsa valkoinen tai harmaankirjava, väriraja on jyrkkä. Rakenteeltaan vesipäästäinen on sopeutunut vesielämään.
Vesipäästäinen viihtyy kaikenlaisissa vesissä, järvissä, joissa ja pikku puroissa. Hyvin nopeajuoksuisia virtoja se karttaa. Vesipäästäinen on sopeutunut hyvin vesielämään. Se kelluu kuin korkki, ui nopeasti ja sukeltaa taitavasti. Koska sen ilmava turkki tekee sen hyvin kelluvaksi, sen on ennen sukellusta hypähdettävä hieman veden pinnan yläpuolelle. Vesipäästäinen liikkuu myös maalla ja kaivaa maanalaisia käytäviä rantatörmään. Vesipäästäinen on paikkauskollinen, joskin asuinvesistön jäätyminen tai muu mullistus voi aikaansaada muuton uuteen ympäristöön.[3]
Vesipäästäinen saalistaa veden alla, veden pinnalla ja kuivalla maalla. Sen ravintoa ovat hyönteiset ja niiden toukat, madot, kotilot sekä hämähäkkieläimet. Saalislistalta löytyvät myös pikkukalat, kalanmäti sekä sammakot ja pikkunisäkkäät. Vesipäästäisen sylki on myrkyllistä. Myrkky on niin voimakasta, että sen kerrotaan aiheuttavan sammakon kuoleman muutamassa minuutissa.[4] Vesipäästäinen on Suomen ainoa myrkyllinen nisäkäs. Koko maailman nisäkkäistäkin vain almikit (Solenodontidae), hidaslorit (Nycticebus), vesinokkaeläin (Ornithorhynchus anatinus) ja lyhythäntäpäästäinen (Blarina brevicauda) ovat vesipäästäisen lisäksi myrkyllisiä.[5]
Levinneisyysalueen pohjoisosissa pariutumisaika on huhti–toukokuussa. Suomessa laji poikii yleensä kahdesti: ensimmäinen poikue on touko–heinäkuussa ja toinen myöhemmin kesällä. Poikueessa on 3–10 yksilöä. Heinillä pehmustettu pesä on kasvuston suojassa tai maanalaisessa kolossa. Noin puolet poikasista kuolee ennen kahden kuukauden ikää ja vain 20-30 % selviytyy seuraavaan vuoteen, eli lisääntymisikään, saakka.
Vesipäästäinen (Neomys fodiens) on Suomessa rauhoitettu nisäkäs.
Lajin tieteellinen nimi muodostuu kreikan kielen sanoista neo (minä uin) ja mus (hiiri). Tieteellinen lajinimi, fodiens tarkoittaa kaivavaa. Vesipäästäinen on Suomen ainoa myrkyllinen nisäkäs.
Neomys fodiens, appelé Crossope aquatique, ou Crossope, Musaraigne d'eau, Musaraigne aquatique, Musaraigne ciliée ou encore Musaraigne porte-rame[1], est une espèce de mammifère insectivore de la famille des Soricidae. C'est la plus grosse et la plus remarquable des musaraignes d'Europe. Elle mène une vie semi-aquatique dans les fleuves et les ruisseaux.
On trouve parfois des individus noirs, dits « mélaniques » (on les a un temps considérés comme une sous-espèce, ce qui a finalement été invalidé par des analyses génétiques) ou roux (peut-être à la suite de l'ingestion d'espèces de gammares ou autres crustacés riches en pigments rouges, car en captivité ils retrouvent leur couleur "normale" à la mue).
La musaraigne aquatique sort régulièrement de son nid pour aller chercher sa nourriture dans l'eau, essentiellement des crustacés et d'autres animaux aquatiques, ainsi que des gastéropodes et des insectes. Elle capture aussi des proies plus grandes, comme des grenouilles ou des petits poissons.
Sur la terre ferme, la musaraigne s'affaire beaucoup, explorant tous les coins et recoins avec son long museau sensible, prête à bondir sur les vers de terre et les insectes. Dans l'eau, elle chasse sur le fond de la rivière en fouillant sous les pierres et dans les herbes de la même façon que sur la terre ferme, et remonte rapidement (elle peut rester 20 secondes sous l'eau) en tenant sa proie.
La bouche de la musaraigne aquatique porte de nombreuses dents pointues et contenant du venin qui lui permettent de tenir une proie même beaucoup plus grosse qu'elle tout en la mâchant. Une musaraigne aquatique mange quotidiennement plus que son propre poids. Les musaraignes peuvent stocker de la nourriture en période d'abondance.
La musaraigne aquatique est un animal agressif et solitaire, chacune occupant un territoire qu'elle défend contre tout intrus. Elle creuse un terrier dans une berge, puis fabrique une boule de racines, de mousse et d'herbes dont elle garnit le nid.
La musaraigne aquatique est active de jour comme de nuit, et son temps est partagé entre les périodes d'activité et de repos. Elle se déplace par petits bonds sur le sol et n'aime pas rester trop longtemps dans l'eau. Elle revient souvent sur la berge pour se sécher, en se glissant dans l'étroit passage de son terrier pour chasser l'eau de sa fourrure avant de se toiletter longuement.
La musaraigne aquatique est particulièrement active au printemps, même si la saison de reproduction varie avec les temps. L'accouplement est violent. Le mâle approche la femelle avec prudence pour savoir si elle est en chaleur. Sinon, ils peuvent se battre. Lorsque l'accouplement a lieu, le mâle est très agressif et favorise peut-être ainsi l'ovulation chez la femelle. Celle-ci s'accouple souvent encore après la naissance de sa première portée, la seconde naissant ainsi juste après la dispersion de la première.
Écozone paléarctique, France métropolitaine sauf Corse du niveau de la mer jusqu'à 2 000 m, toute l'Europe centrale et du Nord, Asie jusqu'à la presqu'île de Sakhaline.
En tant que petit prédateur[2] semi-aquatiques d'invertébrés d'eau douce[3], en raison de leur habitat[4],[5], et en considérant que la qualité de l'eau affecte négativement la diversité et l'abondance[6] des invertébrés aquatiques (macroinvertébrés en particulier, considérés comme de bons bioindicateurs[7]), les musaraignes aquatiques ont été intuitivement proposées ou considérées comme bio-indicateur vertébré de la qualité de l'eau. Les cartes anglaises de distribution[8] ne confirmaient pas par exemple de liens avec la qualité de l'eau. Une étude récente conclut que cette espèce (Neomys fodiens) ne peut pas être considérée comme un bon bioindicateur de la qualité de l'eau.
Cette étude est fondée sur des pièges-tubes[9] posés durant plus de 3 ans sur 26 endroits différents quant à la qualité de l'eau, dans les zones humides du Sussex (Royaume-Uni). L'étude a porté sur la présence/absence de musaraigne aquatique sur ces sites, en évaluant l'activité des musaraignes (mesurées par le nombre d'excréments laissés dans les pièges). Parallèlement, la qualité physico-chimique de l'eau a été mesurée via six paramètres analysés (oxygène dissous, pH, température, ammoniac, nitrate et phosphate) et deux indices dérivés d'indicateurs biologiques (via la composition des populations d'invertébrés aquatiques). L'étude n'a pas permis de mettre en évidence une corrélation entre qualité du milieu (physique, chimique ou biologique) et présence de cette musaraigne.
Les résultats suggèrent que la présence/absence de la musaraigne d'eau et sa fréquence sont plus liés à l'environnement général et à la saison qu'à la qualité de l'eau elle-même. Ces musaraignes se sont montrées plus tolérantes qu'on ne l'imaginait à de mauvaises qualités d'eau (ces eaux sont parfois pauvres en biodiversité, mais riches en quelques espèces considérées comme de mauvais bio-indicateurs tels que grands chironomidés[10] par exemple)[11], ce qui peut aussi intéresser les gestionnaires de milieux naturels prenant en compte cette espèce dans leurs plans de gestion[12].
Neomys fodiens, appelé Crossope aquatique, ou Crossope, Musaraigne d'eau, Musaraigne aquatique, Musaraigne ciliée ou encore Musaraigne porte-rame, est une espèce de mammifère insectivore de la famille des Soricidae. C'est la plus grosse et la plus remarquable des musaraignes d'Europe. Elle mène une vie semi-aquatique dans les fleuves et les ruisseaux.
O muraño patibranco (Neomys fodiens), é o maior dos sorícidos que habitan en Galicia. Ten un tamaño que chega ata os 100 mm de lonxitude, cunha cola que pode chegar ata 3/4 do seu corpo. A súa pelaxe e escura e curta, a miúdo con mechóns brancos, posúe nas súas pernas e cola, pelos ríxidos que lle axudan a manter o equilibrio na auga. A súa pelaxe mantén burbullas de aire que contribúen a que este flote.
O muraño ten saliva velenosa, o que fai del un dos poucos mamíferos velenosos aínda que non é quen de furar a pel de grandes mamíferos. É moi territorial, vive unha vida solitaria. Distribúese ao longo de Eurasia, dende Irlanda ata Corea do Norte.
(Vexa o mapa de distribución en Galicia baixo o modelo)
O muraño patibranco (Neomys fodiens), é o maior dos sorícidos que habitan en Galicia. Ten un tamaño que chega ata os 100 mm de lonxitude, cunha cola que pode chegar ata 3/4 do seu corpo. A súa pelaxe e escura e curta, a miúdo con mechóns brancos, posúe nas súas pernas e cola, pelos ríxidos que lle axudan a manter o equilibrio na auga. A súa pelaxe mantén burbullas de aire que contribúen a que este flote.
O muraño ten saliva velenosa, o que fai del un dos poucos mamíferos velenosos aínda que non é quen de furar a pel de grandes mamíferos. É moi territorial, vive unha vida solitaria. Distribúese ao longo de Eurasia, dende Irlanda ata Corea do Norte.
(Vexa o mapa de distribución en Galicia baixo o modelo)
Il toporagno d'acqua eurasiatico o semplicemente toporagno d'acqua (Neomys fodiens (Pennant, 1771)) è un mammifero insettivoro della famiglia dei Soricidi.[1]
Con tre sottospecie (Neomys fodiens bicolor, Neomys fodiens fodiens e Neomys fodiens niethammeri, di cui tuttavia solo le ultime due vengono considerate valide dalla maggior parte degli autori) il toporagno d'acqua eurasiatico vive su quasi tutta l'Europa e nella parte sud-occidentale e settentrionale dell'Asia. Nelle Isole Britanniche è largamente presente sul territorio dell'Inghilterra, Galles e Scozia, mentre è assente dall'Irlanda, dall'Isola di Man, dalle Ebridi e dalle Isole Shetland. In Italia la specie pare diffusa in tutto il Nord, fino al Lazio ed al Molise, anche se mancano dati precisi sulla sua distribuzione.
Predilige le aree boschive nei pressi di fonti d'acqua permanenti o di laghi, ai quali è strettamente legato, a condizione che le rive siano ricoperte da abbondante vegetazione con presenza di tronchi d'albero[3].
La specie presenta dimensioni maggiori rispetto al normale toporagno: misura infatti circa 9 cm, cui si sommano 7 cm di coda. Nonostante le dimensioni e l'aspetto massiccio, tuttavia, un individuo adulto non supera 18 g d'estate, mentre d'inverno il suo peso è ancora minore.
Le parti superiori del corpo sono di colore nero-ardesia, con varie sfumature diverse da individuo ad individuo che arrivano al marrone-grigiastro: le parti ventrali, invece, sono di colore grigio cenere o bianco sporco, ma per l'effetto di contrasto hanno aspetto candido. Anche la gola, la mandibola, le zampe e la parte inferiore della coda sono bianche, così come bianca è una macchiolina presente al di sopra di ciascun occhio.
Il muso del toporagno d'acqua è tozzo e conico, ed i suoi occhi sono piuttosto piccoli ed azzurri. Le orecchie, ognuna munita di un ciuffo di peli bianchi, sono a forma di semicerchio e vengono completamente nascoste sotto il pelo. Le zampe sono larghe ed appiattite, le posteriori più lunghe rispetto alle anteriori: le dita sono ricoperte di peli setolosi, che offrono una buona resistenza all'acqua e perciò vanno a costituire una sorta di palmatura, che torna assai utile all'animale durante il nuoto. In ogni caso, l'animale utilizza tali setole anche a mo' di pettine per lisciarsi il pelo. Un altro adattamento ad uno stile di vita semiacquatico è costituito dalla coda, che è appiattita in senso laterale e dotata nella parte inferiore di una doppia frangia di robusti peli che fungono da chiglia, trasformando così l'appendice in un ottimo timone.
I toporagni d'acqua sono animali perlopiù solitari e piuttosto territoriali: ciascun territorio corrisponde in un tratto di fiume di una cinquantina di metri, nell'ambito del quale, oltre al proprietario, si possono trovare anche vari esemplari di passaggio. Questi animali hanno abitudini catadrome, ossia alternano periodi di veglia e di riposo durante tutto l'arco del giorno e della notte: risultano tuttavia più attivi di giorno che di notte ed i loro «turni» di attività e di riposo sono leggermente più lunghi di quelli dei toporagni comuni. Per riposare si scavano delle tane poco profonde lungo la riva: non cadono mai in letargo, perciò anche d'inverno li si può osservare mentre cacciano le prede sotto il ghiaccio. Il motivo di tale alternanza è il loro metabolismo, estremamente veloce: se l'animale stesse tre ore senza mangiare, morirebbe sicuramente di fame
Il suo ciclo vitale è strettamente legato all'acqua, tuttavia alcuni di questi animali sono stati catturati in siti lontani chilometri dal fiume o dal lago più vicino, ed in effetti non si è mai saputo se tali animali risiedessero effettivamente in quei luoghi o se la loro presenza fosse ivi transitoria.
Pur essendo buoni nuotatori, è assai raro che si avventurino a più di due metri dalla riva, sia perché solitamente colonizzano ruscelli più stretti di tale valore, che perché muoversi in acque così aperte e profonde li renderebbe doppiamente vulnerabili, sia agli attacchi di predatori aerei che di predatori acquatici. L'animale nuota in superficie galleggiando con la testa leggermente al disopra della superficie, mentre il corpo resta appiattito e le zampe si muovono come remi.
L'animale è in grado di camminare per un certo tempo sul fondo dei fiumi, aggrappandosi ai ciottoli posti sul fondo: altre volte li si può osservare mentre spiccano dei netti salti fuori dell'acqua, probabilmente allo scopo di cogliere di sorpresa degli insetti che volano sulla superficie.
Il loro raggio visivo, è assai limitato, cosicché i toporagni si spaventano facilmente per qualsiasi improvviso rumore: le credenze popolari vogliono addirittura che basti un tuono a far morire d'infarto questi animali.
In superficie, i toporagni d'acqua catturano perlopiù girini e pulci d'acqua, mentre sul fondo predano vermi tricotteri ed altre larve di insetti. Si nutrono anche di una gran varietà di animali acquatici, quali lumache, piccoli crostacei, rane e anche piccoli pesci, ma non disdegnano neppure animali morti. Si è riusciti ad adescare questi animali perfino con esche di formaggio. Appena l'animale cattura del cibo in acqua, immediatamente torna a riva per asciugarsi e mangiare, poiché un'eccessiva permanenza in acqua ne causerebbe la morte per freddo, a causa della dispersione del calore corporeo. Caso unico fra gli animali, questi animali non perdono tempo ad asciugarsi per poi mangiare, ma fanno le due cose contemporaneamente, consumando il pasto mentre con le zampe posteriori si pettinano il pelo.
Riescono ad avere ragione anche di avversari di dimensioni assai maggiori delle loro: questo perché il loro morso è leggermente velenoso, grazie ad una secrezione delle loro ghiandole mascellari, e può perciò risultare letale anche per piccoli roditori, mentre nell'uomo causa arrossamento e forte gonfiore.
Per i toporagni d'acqua europei la stagione della riproduzione va da metà aprile a settembre, con una punta massima in maggio e giugno nell'Europa settentrionale. La femmina si costruisce tane più profonde di quella che è solita scavarsi per dormire; in queste scava una camera apposita, foderata di muschio e di piccole radici, oppure può costruire un nido rotondo tessendo insieme erbe e foglie. Dopo un periodo di gestazione di 24 giorni partorisce dai 5 agli 8 piccoli, del peso di un grammo, ciechi e senza pelo. Questi si sviluppano rapidamente; sono svezzati a 27 giorni e sono indipendenti a 5-6 settimane. A volte la femmina ha una seconda nidiata in settembre.
La durata massima della loro vita è di soli 15 mesi, ma la maggior parte muore prima di aver raggiunto la «vecchiaia».
I principali nemici dei toporagni d'acqua sono le civette, seguite da ermellini, donnole, vipere ed altri serpenti, ma molti cadono vittime anche di pesci predatori di maggiori dimensioni quali lucci, anguille e grandi trote.
Il toporagno d'acqua eurasiatico o semplicemente toporagno d'acqua (Neomys fodiens (Pennant, 1771)) è un mammifero insettivoro della famiglia dei Soricidi.
Vandeninis kirstukas (Neomys fodiens) – kirstukinių (Soricidae) šeimos žinduolis. Tai gana stambus kirstukas – ilgis gali siekti 10 cm. Kailis tamsus ir trumpas, kartais su keletu baltų kuokštų. Gyvenimo būdu panašus į kirstukus nykštukus. Turi jautrius ūsus. Vandeninio kirstuko seilės nuodingos, taigi tai vienas iš nedaugelio nuodingų žinduolių, tačiau jis nepavojingas stambiems gyvūnams, tarp jų ir žmonėms, nes nesugeba perkąsti jų odos.
Šis su teriologija susijęs straipsnis yra nebaigtas. Jūs galite prisidėti prie Vikipedijos papildydami šį straipsnį. De waterspitsmuis (Neomys fodiens) is zoogdier uit de familie der spitsmuizen (Soricidae). De wetenschappelijke naam van de soort werd voor het eerst geldig gepubliceerd door Thomas Pennant in 1771. De waterspitsmuis is een van de grootste spitsmuizen van Europa en komt in zowel Nederland als België voor, zij het spaarzaam.
Het dier is tussen de 63 en 110 millimeter groot en de staart is 47 tot 82 millimeter lang. Het gewicht is 8 tot 23 gram. Waterspitsmuizen hebben een fluweelachtige vacht. De bovenzijde is bijna zwart. De kleur van de buikzijde varieert van wit tot zilverachtig grijs. Er is een duidelijk grens tussen beide zijden. Melanisme komt geregeld voor bij deze soort. De tanden van de waterspitsmuis hebben rode punten, net als bij andere soorten uit de onderfamilie der roodtandspitsmuizen (Soricinae).
Zoals de naam doet vermoeden zijn waterspitsmuizen waterdieren. De waterspitsmuis is snel en behendig onder water, en kan goed duiken. Ook loopt hij over de bodem van het water. Hij kan tot 20 seconden onder water blijven. De waterspitsmuis zwemt met zijn staart en poten. De onderzijde van de staart is voorzien van rijen witte borstelharen, die dienen als een soort kiel bij het zwemmen. Ook de achterpoten hebben deze stijve borstelharen, waar door ze verbreed zijn. Ze kunnen hun oren sluiten.
De vacht is waterafstotend, door de afscheiding van vetklieren, die hij op het land door zijn vacht poetst. Als een waterspitsmuis zwemt, blijven er luchtbellen tussen de vacht zitten, waardoor de vacht van de waterspitsmuis een zilveren kleur krijgt. Deze luchtbellen houden warmte vast, maar zorgen er ook voor dat de waterspitsmuis blijft drijven. Om bij de bodem te komen, moet een waterspitsmuis met een sprong het water induiken en zo het wateroppervlak te breken. De waterspitsmuis heeft gevoelige, beweeglijke snorharen en een spitse snuit, waarmee hij naar prooi kan zoeken in de modder en onder steentjes.
Waterspitsmuizen jagen vooral op schaaldieren, waterinsecten, larven als kokerjuffers en waterslakken in het water, en slakken, wormen en kevers op het land. Ook kleine vissen, zoogdieren en amfibieën worden gegrepen. De waterspitsmuis heeft giftig speeksel. Dit wordt vooral gebruikt om grotere prooidieren als vissen en kikkers te verlammen. De waterspitsmuis kan prooien aan die groter zijn dan hijzelf. De spitsmuis moet per dag 50% van het eigen lichaamsgewicht aan voedsel binnenkrijgen. Zijn prooi eet hij op het land of in zijn hol. De waterspitsmuis legt soms voedselvoorraden aan.
Het dier is gebonden aan water en is zowel 's nachts als overdag actief, vooral voor zonsopgang. Het is een solitaire soort, die echter socialer is dan de meeste andere roodtandspitsmuizen. De territoria overlappen elkaar regelmatig.[2]
De waterspitsmuis graaft met zijn poten en snuit een systeem van nauwe tunnels en gangen in de oever. Soms gebruikt hij mollentunnels. De ingang kan zowel boven of onder de waterspiegel liggen. In dit stelsel van tunnels maakt hij een nestbal van plantendelen.
De meeste jongen worden in een ondergronds hol geboren in mei en juni, maar het voortplantingsseizoen duurt van april tot september. Na een draagtijd van 14 tot 27 dagen krijgt het vrouwtje 6 jongen, maar het kan variëren van 3 tot wel 15 jongen. De jongen zijn kaal en blind als ze geboren worden. De ogen gaan na 21 dagen open. De jongen worden na 27 à 28 dagen gespeend. Zij blijven ongeveer 40 dagen bij hun moeder. Alleen zij zorgt voor de jongen. In het tweede jaar zijn de jongen geslachtsrijp, alhoewel enkele vrouwtjes al in het eerste jaar kunnen voortplanten. Een vrouwtje kan 2, soms 3 worpen per jaar krijgen. De levensduur is 14 tot 19 maanden.
Vooral in dichte vegetatie nabij helder, snelstromend tot stilstaand water zijn ze te vinden. Rivieren, beken en meren met een dichte oeverbegroeiing hebben zijn voorkeur, maar het dier kan ook worden aangetroffen bij poeltjes, moerassen, sloten en met kroos begroeide vijvers, en zelfs aan de kust is hij te vinden. De soort is zelden ver van water te vinden, maar kan soms in loofbossen, heggen en grasvelden aangetroffen worden, tot 3 kilometer van water af.
De waterspitsmuis komt voor in grote delen van Europa, met uitzondering van Ierland, IJsland en het grootste gedeelte van het Iberisch Schiereiland. Zijn verspreidingsgebied reikt oostwaarts tot aan de Oost-Siberische regio Daurië en het Tiensjangebergte in het westen van China. De soort heeft daarnaast een disjunct verspreidingsgebied in het noordoosten van China en het Russische Verre Oosten, waar ze voorkomen langs de benedenloop van de Amoer en op het eiland Sachalin. Binnen het Europese deel van het verspreidingsgebied vormen het Balkangebergte, het Silagebergte in het zuiden van Italië en het noorden van Spanje de zuidgrens. In de Alpen kunnen ze tot op 2.500 meter hoogte voorkomen.[1]
De waterspitsmuis (Neomys fodiens) is zoogdier uit de familie der spitsmuizen (Soricidae). De wetenschappelijke naam van de soort werd voor het eerst geldig gepubliceerd door Thomas Pennant in 1771. De waterspitsmuis is een van de grootste spitsmuizen van Europa en komt in zowel Nederland als België voor, zij het spaarzaam.
Vasspissmusa (Neomys fodiens) er ein spissmusart som lever nær vatn i tempererte strok i heile Eurasia. Det er den største spissmusarten me finn i Skandinavia og også den einaste delvis vasslevande.
Vasspissmusa kan bli opptil 100 mm lang og er såleis stor til spissmus å vera. Halen er om lag like lang som resten av kroppen, og er naken. Resten av kroppen er dekt med ein kort, mørk pels som er særs mjuk å ta på. Undersida er lysare. Mellom beina og halen har dei nokre stive hår som fungerer som ein kjøl i vatnet.
Vasspissmus har giftig spytt som kan nyttast til å lamma større byttedyr som småfisk og frosk. Han vert difor rekna mellom dei giftigaste pattedyra som finst. I munnen har dei mange små, skarpe tenner som passar godt til å halda fast bytte.
Vasspissmusa trivst best nær sakterennande elver og bekkar med ikkje så altfor grumsete vatn. Sjølv om han er ein god symjar og dykkar, sym han sjeldan langt frå bredda. Ein finn dei òg i skog langt frå vatn.
Det hender ein treffer på vasspissmus i familiegrupper, men dei heldt seg stort sett for seg sjølv. Arten er sterkt territorial, og er aktiv både dag og natt. Når dei søv i korte periodar, er det i hi dei grev ut hi fora med gras og mose. Desse ligg som regel i elvebredder.
Stoffskiftet til vasspissmusa er særs raskt, noko som gjer at dyret må bruka mykje tid på å eta. Kvart døger set dei til livs mat tilsvarande si eiga vekt. Viss dei går stort lenger enn tre timar utan å eta, døyr dei. Kosthaldet består som oftast av krepsdyr, vassinsekt og snigel, men dei tek òg større dyr som frosk og småfisk. På land et dei meitemark og insekt.
Vasspissmusa parar seg gjennom heile sommarhalvåret, men mest intensivt på forsommaren. Hannen snik seg forsiktig inn på området til hoa for å undersøka om ho er brunstig. Viss ho ikkje er det, vert det rett som det er slåsskamp i staden for paring ut av det.
Hoa parar seg som regel fleire gongar i løpet av ein sesong, ofte same dag som ho har fødd. På denne måten får ho ofte dei nye kulla så snart dei gamle er avvent. På ein sommar før ho gjerne opp to eller tre kull på 3-8 ungar.
* Vår fantastiske verden, Skandinavisk presse AB 1992
Vasspissmusa (Neomys fodiens) er ein spissmusart som lever nær vatn i tempererte strok i heile Eurasia. Det er den største spissmusarten me finn i Skandinavia og også den einaste delvis vasslevande.
Vannspissmus (Neomys fodiens) er art i slekten eurasiske vannspissmus (Neomys), som teller tre arter og er en av flere slekter i spissmusfamilien (Soricidae). Vannspissmusa tilhører også en liten og meget eksklusiv ikke-systematisk gruppe med toksiske pattedyr, blant annet sammen middelhavsvannspissmus (N. anomalus) og den amerikanske arten nordlig korthalespissmus (Blarina brevicauda). Arten er utbredt i Norge.
Vannspissmusa er den største norske spissmusarten med en kroppslengde på 63–93 mm, halen er 58–82 mm lang og vekten 8–25 g. Den er lett kjennelig på fargen, som i motsetning til de andre «brune» spissmusartene er svart på rygg og oversiden av halen, samt på yttersiden av føttene og fotsålene. Resten av dyret er hvitt, og det er en ganske skarp fargegrense mellom over- og underside.[1] Disse fargene gir god kamuflasje, i alle fall når den beveger seg i vann, jfr. vannfugler og fisk med lignende fargetegninger – mørk over og lys under.
Arten er modifisert for en semi-akvatisk tilværelse og er semi-fossorial. Halen er flattrykt fra sidene og har en kjøl av stive hår og stive hårbremmer på bakføttene. Den svømmer med bakbeina og styrer med halen, og den er en hurtig svømmer, opptil ½ meter i sekundet.[2] Vannspissmusa kan lukte under vann.[3] Vannspissmusa får 1–3 ungekull om sommeren, og hvert kull består av 5–8 unger. Hunnen går drektig i cirka 20 dager og ungene avvennes etter 38–40 dager.[1] Unger født i første kull kan forplante seg allerede samme sommer.[4]
Arten eter for det meste virvelløse dyr, som den fanger både i vann og på land, men den eter også mye annet, som fisk og frosk.[1] Vannspissmusa har rask forbrenning og må spise ofte og mye, derfor kan den oppleves som svært aktiv og grådig. Det hender at vannspissmus sloss innbyrdes, og blir den ene drept kan seierherren finne på å ete opp taperen. Denne kannibalistiske atferden har gitt opphav til det karakteristiske kallenavnet på arten - kannibalspissmus.[2] Sitatet under står som et bevis på at, denne atferden har vært kjent i århundrer.
Den er et rovlystent beist som utgir seg for å være fromt og vennlig, men hvis man rører den vil den bite hardt, med en dødelig gift. Den har et blodtørstig lynne, med stor lyst til å skade alt, og den elsker ingen.
– Edward Topsell, 1607Vannspissmusa er utbredt over store deler av Eurasia, inkludert i nesten hele Europa (ikke lengst mot sør). Utbredelsen er delt i to distinkte områder.
Det første og største utbredelsesområdet strekker seg fra Storbritannia og Skandinavia sør til det nordlige Spania og østover gjennom Europa og videre østover (nord for Tyrkia og Svartehavet), i et noe smalere belte, gjennom Sibir til områder øst av Bajkalsjøen og nordvest i Mongolia. I Europa går sørgrensen ved De kantabriske fjell, Pyreneene, Alpene, Abruzzo og fjellpartier på Balkan.[6]
Det andre og minste utbredelsesområdet inkluderer Sakhalin og landområdene langs den asiatiske stillehavskysten innenfor, inkludert deler av Mandsjuria.
I Norge er arten utbredt over nesten hele landet, men ser ut til å mangle langs Finnmarkskysten.[7]
Vannspissmusa lever i nær tilknytning til vann, men den er også funnet flere ganger et godt stykke fra vassdrag.[1][8] Observasjoner og fangst er nesten alltid knyttet til vann, vassdrag eller fuktig mark. Oresumper og fuktenger samt høystaudemark langs elver og små bekker peker seg ut som gode biotoper, den er også funnet ved strandenger på kysten og langs vassdrag i næringsfattig lavfuruskog.[9]
Vannspissmusa er verken truet globalt eller nasjonalt. Den er oppført på Bernkonvensjonens liste III. Næringsfattige, sure vannsystemer ser ut til å utelukke forekomst av arten. Sur nedbør er derfor en trussel. Forurensning av vann fører til fattigere makrofauna og gjør forurenset vann til uegnet jaktbiotop. Skjøtsel og kanalisering av vassdrag fører til tap av egnet habitat. Å unngå forsuring og forurensning sammen med ivaretakelse av naturlige bekkeløp vil tjene artens forekomst.[7]
Vannspissmus (Neomys fodiens) er art i slekten eurasiske vannspissmus (Neomys), som teller tre arter og er en av flere slekter i spissmusfamilien (Soricidae). Vannspissmusa tilhører også en liten og meget eksklusiv ikke-systematisk gruppe med toksiske pattedyr, blant annet sammen middelhavsvannspissmus (N. anomalus) og den amerikanske arten nordlig korthalespissmus (Blarina brevicauda). Arten er utbredt i Norge.
Multimedia w Wikimedia Commons Rzęsorek rzeczek[3][4] (Neomys fodiens) – gatunek niewielkiego ssaka owadożernego z rodziny ryjówkowatych.
Europa i Azja. W Polsce występuje na całym obszarze kraju, nad rzekami i strumieniami o czystym nurcie i czystym, żwirowatym lub piaszczystym dnie, również nad jeziorami, stawami i na terenach bagiennych.
Długość ciała: do 96 mm, długość ogona: do 80 mm, masa ciała: 9-25 g. Sierść gęsta, ciemna na stronie grzbietowej; wyraźna granica między ciemną sierścią na grzbiecie i jaśniejszą (prawie białą) sierścią na brzuchu. Powierzchnia palców tylnych łap pokryta sztywnym, dłuższym włosem (przystosowanie do pływania). Uszy ledwo wystające z futerka. Długi ogon, służący przy pływaniu jako ster, ma na spodniej stronie kil z białych, szczeciniastych włosów[5].
Aktywny dniem i nocą. Zwykle żyje samotnie. Wspaniale biega i nurkuje, a także potrafi biegać po dnie wody[5]. Ma toksyczną ślinę, którą paraliżuje zdobycz. Jest jednym z dwóch w Polsce jadowitych ssaków obok rzęsorka mniejszego[6]. Przy zanurzaniu się w wodzie między ościstymi włosami gęstego futra pozostaje mnóstwo małych pęcherzyków powietrza. Nadają one rzęsorkowi srebrzysty wygląd, chronią przed utratą ciepła, ale i wypychają ku górze. Rzęsorek rzeczek poluje również na lądzie. Kopie korytarze w nadbrzeżnych skarpach. Korytarze wejściowe jego budowli są tak wąskie, że przepychając się przez nie mokry rzęsorek wyciska niemal całą wodę z futerka. Swoje gniazdo wyścieła częściami roślin. W swojej kryjówce regularnie gromadzi zapasy[5].
Odżywia się głównie zwierzętami wodnymi, jak larwy owadów, kijanki, małe ryby, ślimaki.
Okres godowy trwa od kwietnia do września. Ciąża 24-27 dni[5]. Od 2 do 3 miotów w roku, po 4-8 młodych w miocie; samodzielność młode osiągają już w wieku 6 tygodni; dojrzałość płciową uzyskują w 4 miesiącu życia; młode urodzone wczesną wiosną mogą rozmnażać się jeszcze tej samej wiosny.
Rzęsorek rzeczek (Neomys fodiens) – gatunek niewielkiego ssaka owadożernego z rodziny ryjówkowatych.
Chițcanul de apă (Neomys fodiens) este un mamifer ce trăiește atât în mediul acvatic cât și în mediul terestru. Preferă pâraiele și râurile cu apă curată și curgere lentă. Înotător și scufundător excelent, se îndepărtează foarte rar de mal. Hrana este compusă din raci mici, insecte acvatice, broaște sau pești de dimensiuni mici.
Acest articol referitor la subiecte din zoologie este un ciot. Puteți ajuta Wikipedia prin completarea sa.
Chițcanul de apă (Neomys fodiens) este un mamifer ce trăiește atât în mediul acvatic cât și în mediul terestru. Preferă pâraiele și râurile cu apă curată și curgere lentă. Înotător și scufundător excelent, se îndepărtează foarte rar de mal. Hrana este compusă din raci mici, insecte acvatice, broaște sau pești de dimensiuni mici.
Dulovnica väčšia[2][3] (Neomys fodiens) je hmyzožravec z čeľade piskorovité. Obýva Palearktídu od Britských ostrovov po Bajkalské jazero a ostro Sachalin. Výskyt na Slovensku bol doložený na 66,1 % územia.[2]
Zo 429 mapovacích kvadrátov DFS sa celkovo vyskytla v 285 (66,1 % rozlohy Slovenska, do roku 1964 len v 96, 22,3 %) v nadmorských výškach 97 (Tajba) – 1 850 m n. m.[2]
Commons ponúka multimediálne súbory na tému Dulovnica väčšia
Wikidruhy ponúkajú informácie na tému Dulovnica väčšia
Tento článok týkajúci sa živočíchov je zatiaľ „výhonok“. Pomôž Wikipédii tým, že ho doplníš a rozšíriš. Dulovnica väčšia (Neomys fodiens) je hmyzožravec z čeľade piskorovité. Obýva Palearktídu od Britských ostrovov po Bajkalské jazero a ostro Sachalin. Výskyt na Slovensku bol doložený na 66,1 % územia.
Povodna rovka (znanstveno ime Neomys fodiens) je vrsta rovke, ki je razširjena tudi v Sloveniji.
Odrasle živali merijo v dolžino okoli 10 cm, rep pa meri okoli 8 cm. Odrasle živali tehtajo med 15 in 19 g.
Povodna rovka (znanstveno ime Neomys fodiens) je vrsta rovke, ki je razširjena tudi v Sloveniji.
Vattennäbbmus (Neomys fodiens) är en art i släktet vattennäbbmöss som tillhör ordningen äkta insektsätare. Den lever vid kanten av vattenansamlingar över stora delar av Palearktis.
Djuret är den största näbbmusen som förekommer i Europa. Den har en kroppslängd mellan 70 och 95 millimeter och därtill kommer en 47 till 77 millimeter lång svans. Vikten ligger vanligen mellan 15 och 20 gram, sällan 25 gram. Pälsens färg är på ovansidan svart och på undersidan variabel. Där kan den vara vitaktig eller svartbrun med rödbrun skugga. Med sin täta päls är arten väl anpassad till livet i vatten. Dessutom har den borst vid svansens undersida och vid sina bakre extremiteter som används för att styra i vattnet.[2] Vid ögonen finns ofta en grå fläck och öronen är gömda i pälsen.[3]
Vattennäbbmusen är ett av de få giftiga däggdjuren i Europa.[1] Giftkörtlarna sitter under tungan och med giftet kan den fälla bytesdjur till husmusens storlek.
Artens utbredningsområde sträcker sig från Storbritannien och nordvästra Spanien i väst till Amurfloden och halvön Sachalin i öst. Vattennäbbmusens nordligaste utbredning ligger i norra Norge och söderut förekommer arten till mellersta Italien och norra Grekland.
Arten saknas på Island och Irland, på södra delen av Iberiska halvön (söder om Pyrenéerna) och på alla Medelhavsöar. Vid Medelhavet och i Sydösteuropa lever arten bara i bergstrakter.
Habitatet utgörs främst av strandlinjer vid olika slags vattenansamlingar (däribland även kustlinjer). Vattennäbbmusen förekommer även i träskmark, i fuktiga skogar och ängar. I norra delen av utbredningsområdet vistas den även på odlade fält. Arten lever i slättlandet och i bergsregioner upp till 2 500 meter över havet.[1]
Vattennäbbmusen har bra förmåga att simma och dyka. Födan utgörs främst av vattenlevande insekter och deras larver samt av kräftdjur, snäckor, groddjur och fiskar. Varje individ lever ensam och reagerar utanför parningstiden aggressiv mot artfränder. De har inga särskilda aktivitetstider och håller ingen vinterdvala.[4]
Bon grävs antingen själv eller övertas från andra däggdjur. En av bons utgånger ligger mot vattnet. Vattennäbbmusen har olika läten, till exempel ett som påminner om fåglarnas kvitter.[3]
Honan kan para sig två till tre gånger mellan april och september. Per kull föds 3 till 15 ungar efter 14 till 21 dagars dräktighet. De blinda ungarna väger vid födelsen 0,6 gram och öppnar ögonen efter 20 till 24 dagar. De dias 38 till 40 dagar. I naturen blir vattennäbbmusen upp till 19 månader gammal.[2]
Arten hotas när vattenansamlingar förlorar sitt naturliga utseende. Den förtecknas därför i röda listan av olika centraleuropeiska stater. IUCN klassar djuret som livskraftigt.[1]
Wikimedia Commons har media som rör Vattennäbbmus.
Vattennäbbmus (Neomys fodiens) är en art i släktet vattennäbbmöss som tillhör ordningen äkta insektsätare. Den lever vid kanten av vattenansamlingar över stora delar av Palearktis.
Su sivri faresi (Neomys fodiens), sivri faregiller (Soricidae) familyasından burnu kirpi gibi uzun bir böcekçil memeli türü.
Türkçede "fare" olarak adlandırılmalarına ve genel görünüm olarak benzemelerine karşın, farelerden ayrı bir takımda yer alırlar.
Boyları yaklaşık 9 cm, kuyruk 6 cm'dir. Ağırlıkları 15 gramdır. Sırtları tamamen siyah, alt kısımlar beyazımsıdır. Çoğunlukla gözlerinin ve kulaklarının arkasında beyaz bir benek bulunur. Kulakları kıllar arasında kaybolmuştur.
Genellikle durgun sular ve akarsuların kıyılarındaki bitkilerin arasında yaşarlar. İyi yüzerler ve dalabilirler. Dalış süreleri 25 sn kadar olabilir. Su altında koşabilirler. Toprakta dehlizler açarlar. Yuvaları ot, yosun ve ince köklerden yapılmış küre şeklindedir. Gece ve gündüz aktiftirler. Su içerisindeki böcek, eklembacaklılar, salyangoz, balık, kurbağa gibi canlıları yerler.
Yılda 2-3 kez doğururlar. Bir batında 5-9 yavru meydana getirirler. Gebelik süreleri 25-27 gündür. İki yıl kadar yaşarlar. Avrupa'dan Orta Asya'ya kadar yayılış gösterirler. Türkiye'de Kuzey ve Kuzeydoğu Anadolu'da yaşarlar.
Su sivri faresi (Neomys fodiens), sivri faregiller (Soricidae) familyasından burnu kirpi gibi uzun bir böcekçil memeli türü.
Türkçede "fare" olarak adlandırılmalarına ve genel görünüm olarak benzemelerine karşın, farelerden ayrı bir takımda yer alırlar.
Boyları yaklaşık 9 cm, kuyruk 6 cm'dir. Ağırlıkları 15 gramdır. Sırtları tamamen siyah, alt kısımlar beyazımsıdır. Çoğunlukla gözlerinin ve kulaklarının arkasında beyaz bir benek bulunur. Kulakları kıllar arasında kaybolmuştur.
Genellikle durgun sular ve akarsuların kıyılarındaki bitkilerin arasında yaşarlar. İyi yüzerler ve dalabilirler. Dalış süreleri 25 sn kadar olabilir. Su altında koşabilirler. Toprakta dehlizler açarlar. Yuvaları ot, yosun ve ince köklerden yapılmış küre şeklindedir. Gece ve gündüz aktiftirler. Su içerisindeki böcek, eklembacaklılar, salyangoz, balık, kurbağa gibi canlıları yerler.
Yılda 2-3 kez doğururlar. Bir batında 5-9 yavru meydana getirirler. Gebelik süreleri 25-27 gündür. İki yıl kadar yaşarlar. Avrupa'dan Orta Asya'ya kadar yayılış gösterirler. Türkiye'de Kuzey ve Kuzeydoğu Anadolu'da yaşarlar.
Голова і тіло довжиною 67–96 мм, хвіст довжиною 45–77 мм, вага 12–18 грамів. Має чорну верхню частину і білуватий низ, між якими існує чітке розмежування. Як і для більшості мідицевих, морда довга, а очі й вуха маленькі. Шерсть коротка і щільна, і часто бувають пучки білого волосся навколо очей і на вухах[2].
Як і всі рясоніжки (рід Neomys) та мідиці (рід Sorex sensu lato), відноcиться до триби бурозубок і підродини мідицевих (Soricinae). В емалі кінчиків зубів відкладається залізо, роблячи їх більш стійкими до зносу і надаючи їм червоний колір[2].
Мешкає водяна кутора по берегах невеликих прісних водойм. Це у значній мірі нічний вид. Це одиночні тварини, які утримують свої території. Вони не впадають у сплячку, і є активними протягом року.
Гнізда влаштовує в кинутих норах гризунів, під корінням дерев, у труску, під купиною, іноді сама риє нору. Водяна кутора чудово плаває і пірнає, за що і отримала свою назву. При зануренні водостійке хутро утримує бульбашки повітря, які надають тварині сріблястий зовнішній вигляд.
Нападає вона не тільки на безхребетних і риб, але і на мишоподібних гризунів і пташенят водоплавних птахів. В її слині міститься речовина, що викликає параліч у жертв; цю речовину виробляє підщелепна слинна залоза. Завдяки цьому рясоніжка може робити запаси живих, але знерухомлених тварин — укушені нею безхребетні залишаються живими, проте нерухомими 3–5 днів.
Розмножується рясоніжка в теплий період року — з квітня до вересня. У виводку від 3 до 12 дитинчат; виводків на рік — 2–3. У природі тривалість її життя 2 роки, в умовах неволі — 4 роки.
Транспалеарктичний вид ссавців, чий ареал охоплює величезну територію від Британії до узбережжя Тихого океану в межах лісової зони.
На півночі в Скандинавії зустрічається до берегів Льодовитого океану; на півдні доходить до півночі Малої Азії, північних областей Монголії, Китаю і Північної Кореї. На південному сході Росії зустрічається в Примор'ї і на о. Сахалін. У західній і центральній частинах ареалу нечисленна, на сході рідкісна.
В Україні вид відомий найбільше з Карпат та суміжних з Карпатами областей. Спорадично реєструється в інших областях, на схід — до Сумщини, Харківщини та Луганщини та Донеччини. Найтиповіші місцезнаходження — береги малих річок і струмків, гірські потічки або прилеглі до них біотопи.
Neomys fodiens là một loài động vật có vú trong họ Soricidae, bộ Soricomorpha. Loài này được Pennant mô tả năm 1771.[2]
Phương tiện liên quan tới Neomys fodiens tại Wikimedia Commons
Bài viết liên quan đến họ Chuột chù này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Neomys fodiens là một loài động vật có vú trong họ Soricidae, bộ Soricomorpha. Loài này được Pennant mô tả năm 1771.
Обыкновенная кутора, или водяная кутора, или водяная землеройка[1] (лат. Neomys fodiens) — транспалеарктический вид млекопитающих рода куторы, крупнейшая землеройка Европы.
Длина тела достигает 10 см, длина хвоста 8 см; масса тела — до 20 г.
Ареал её охватывает громадную территорию от Британии до побережья Тихого океана в пределах лесной зоны. На севере в Скандинавии встречается до берегов Ледовитого океана; в России самые северные находки — на полуострове Таймыр, в южной Якутии и в Магаданской области. На юге доходит до севера Малой Азии, северных областей Монголии, Китая и Северной Кореи. На юго-востоке России встречается в Приморье и на о. Сахалин. В западной и центральной частях ареала малочисленна, на востоке редка.
Обитает водяная кутора по берегам небольших пресных водоёмов. Гнёзда устраивает в брошенных норах грызунов, под корнями деревьев, в валежнике, под кочками, иногда сама роет нору. Водяная кутора отлично плавает и ныряет, за что и получила своё название. Нападает она не только на беспозвоночных и рыб, но и на мышевидных грызунов и птенцов водоплавающих птиц. Наряду с утконосом и щелезубом, водяная кутора относится к ядовитым млекопитающим. В её слюне содержится парализующее вещество, вырабатываемое подчелюстной слюнной железой. Благодаря ему кутора может делать запасы живых, но обездвиженных животных — укушенные ею беспозвоночные сохраняют неподвижность в течение 3–5 дней.
Размножается водяная кутора в тёплый период года — с апреля по сентябрь. В выводке от 3 до 12 детёнышей; выводков в год 2–3. В природе продолжительность её жизни 2 года, в лабораторных условиях — 4 года.
Водяная кутора играет некоторую роль в поддержании природных очагов туляремии, но сама обладает повышенной резистентностью к этой инфекции. Вредит прудовому хозяйству, истребляя молодь рыб.
Обыкновенная кутора, или водяная кутора, или водяная землеройка (лат. Neomys fodiens) — транспалеарктический вид млекопитающих рода куторы, крупнейшая землеройка Европы.
Длина тела достигает 10 см, длина хвоста 8 см; масса тела — до 20 г.
Ареал её охватывает громадную территорию от Британии до побережья Тихого океана в пределах лесной зоны. На севере в Скандинавии встречается до берегов Ледовитого океана; в России самые северные находки — на полуострове Таймыр, в южной Якутии и в Магаданской области. На юге доходит до севера Малой Азии, северных областей Монголии, Китая и Северной Кореи. На юго-востоке России встречается в Приморье и на о. Сахалин. В западной и центральной частях ареала малочисленна, на востоке редка.
Обитает водяная кутора по берегам небольших пресных водоёмов. Гнёзда устраивает в брошенных норах грызунов, под корнями деревьев, в валежнике, под кочками, иногда сама роет нору. Водяная кутора отлично плавает и ныряет, за что и получила своё название. Нападает она не только на беспозвоночных и рыб, но и на мышевидных грызунов и птенцов водоплавающих птиц. Наряду с утконосом и щелезубом, водяная кутора относится к ядовитым млекопитающим. В её слюне содержится парализующее вещество, вырабатываемое подчелюстной слюнной железой. Благодаря ему кутора может делать запасы живых, но обездвиженных животных — укушенные ею беспозвоночные сохраняют неподвижность в течение 3–5 дней.
Размножается водяная кутора в тёплый период года — с апреля по сентябрь. В выводке от 3 до 12 детёнышей; выводков в год 2–3. В природе продолжительность её жизни 2 года, в лабораторных условиях — 4 года.
Водяная кутора играет некоторую роль в поддержании природных очагов туляремии, но сама обладает повышенной резистентностью к этой инфекции. Вредит прудовому хозяйству, истребляя молодь рыб.
水鼩鼱（学名：Neomys fodiens）为鼩鼱科水鼩鼱属的动物。在中国大陆，分布于新疆塔城、吉林等地，常见于河湖附近。该物种的模式产地在德国柏林。[1]
这是一篇與哺乳动物相關的小作品。你可以通过编辑或修订扩充其内容。
갯첨서(학명: Neomys fodiens)는 땃쥐과에 속하는 포유류의 일종이다.[2] 비교적 큰 땃쥐류로 몸길이는 10 cm, 그리고 꼬리는 몸길이의 3/4에 이른다. 무리를 짓지않고 독립생활을 하며, 영국에서 한국까지의 유럽 북부 지역 일부와 아시아에서 발견된다.
갯첨서(학명: Neomys fodiens)는 땃쥐과에 속하는 포유류의 일종이다. 비교적 큰 땃쥐류로 몸길이는 10 cm, 그리고 꼬리는 몸길이의 3/4에 이른다. 무리를 짓지않고 독립생활을 하며, 영국에서 한국까지의 유럽 북부 지역 일부와 아시아에서 발견된다.
