No special status.
US Federal List: no special status
CITES: no special status
IUCN Red List of Threatened Species: endangered
This fish causes tremendous damage when packs of them become entangled in commercial fishing nets.
This species is used for its oil and as fish meal. It is also a popular labratory animal. In some areas (Europe more than the U.S.), it is a popular food fish.
Spiny dogfish prey on bony fishes, smaller sharks, octopuses, squid, crabs, and eggcases of sharks and chimaeras.
The spiny dogfish inhabits the temperate and subarctic latitudes of the North Atlantic and North Pacific oceans. Specimens have been found in the Black and Mediterranean seas.
Biogeographic Regions: arctic ocean (Native ); atlantic ocean (Native ); pacific ocean (Native )
Spiny dogfish exist in an oceanic environment of depths from the surface to 400 fathoms or more. They prefer a temperature range of 6-11 degrees centregade.
Aquatic Biomes: benthic ; coastal
Average lifespan
Status: wild: 60.0 years.
The spiny dogfish can be recognized by its two dorsal fins, each with a spine; second dorsal is smaller than the first. Pectoral fins posses curved margins and rounded free rear tips. These sharks have narrow anterior nasal flaps. The teeth are oblique and smooth with a notch on the outer margin. Color is slate grey to brown above (often with scattered small white spots) and light grey to pure white on the belly. An albino was reported in Norwegian waters.
Range mass: 3.1 to 9.1 kg.
Other Physical Features: bilateral symmetry
This shark is ovoviviparous. Males reach maturity between 80-100cm in length or at around 11 years of age; females mature at100-124 cm or in 18-21 years. Mating takes place during the winter months. As soon as the eggs are fertilized, the female secretes a thin, horny, transparent shell around them. The shells suround several eggs at once and are called candles. Gestation lasts between 22-24 months. Litters range between 2-11 pups and are between 20-30 cm at birth. They live for as long as 25-30 years.
Average age at sexual or reproductive maturity (male)
Sex: male: 3163 days.
Average age at sexual or reproductive maturity (female)
Sex: female: 7668 days.
Die Spikkel-penhaai (Squalus acanthias) kom wêreldwyd voor en word in Suider-Afrika gevind vanaf die Oranjerivier tot by die Oos-Kaap. By die haai is die eerste dorsale vin agter die pektorale vin, die snoet is gepunt met wit kolle op. In Namibië word dit die doringhaai genoem.
Die Spikkel-penhaai (Squalus acanthias) kom wêreldwyd voor en word in Suider-Afrika gevind vanaf die Oranjerivier tot by die Oos-Kaap. By die haai is die eerste dorsale vin agter die pektorale vin, die snoet is gepunt met wit kolle op. In Namibië word dit die doringhaai genoem.
Kop van naby
'n Berg Spikkel-penhaaie wat met nette gevang is
Spikkel-penhaai naby Kalifornië, 302 meter onder water
Die een is aan die kus van Washington in die VSA afgeneem
L'agullat, ferró, quelve, cassó o quissona (d'en terra) (Squalus acanthias) és un petit tauró de color cendrós, amb una forta pua a l'aleta dorsal. De la seua pell s'obté un cuir molt sòlid.
És, probablement, el tauró més freqüent del món i un dels més ben estudiats. Generalment se'l troba en moles separades per sexe i per edat. També se l'ha vist en grups mixtos de joves i adults, i formant agregacions amb diferents espècies de taurons. És de moviments lents però també se'l cita com un gran migrador.
Cerca la termoclina ideal de l'aigua que va de 7 °C de mínima a 15 °C de màxima.
Colonitza els ambients sublitorals fins als 400 m de fondària.
El seu nodriment prové de tota classe d'ésser viu que sigui copiós en el seu medi. És un predador oportunista i menja peixos que formin bancs, crustacis, mol·luscs, cucs, ctenòfors, algues, etc.
És ovovivípar aplacentari. Després d'una gestació de 18 a 24 mesos pot tindre una ventrada d'una a vint cries (la normal és d'una dotzena), segons l'edat de la mare. Els nounats en néixer poden fer de 22 a 33 cm i arribaran a viure entre 15 i 30 anys. Vers la primavera s'apropen a la costa per reproduir-se i a la tardor tornen cap al fons.
Espècie d'interès comercial pesquer. L'art per a la captura és el palangre o l'arrossegament. Immediatament després de la seua pesca, és escorxat i arriba a la llotja sense cap ni pell, on es ven amb diversos noms.
La carn es pot consumir fresca, congelada, bullida, escabetxada, en croquetes, salada o fumada.
El seu fetge conté un oli de qualitat.
També pot aprofitar-se com a pinso per a animals estabulats, menja per a mascotes, fertilitzants i cuir.
L'agullat, ferró, quelve, cassó o quissona (d'en terra) (Squalus acanthias) és un petit tauró de color cendrós, amb una forta pua a l'aleta dorsal. De la seua pell s'obté un cuir molt sòlid.
Pysgodyn sy'n byw yn y môr ac sy'n perthyn i deulu'r Squalidae ydy'r Ci Pigog sy'n enw gwrywaidd; lluosog: cŵn pigog (Lladin: Squalus acanthias; Saesneg: Spiny dogfish).
Mae ei diriogaeth yn cynnwys y Môr Du a'r Môr Canoldir ac mae i'w ganfod ym Môr y Gogledd ac arfordir Cymru.
Ar restr yr Undeb Rhyngwladol dros Gadwraeth Natur (UICN), caiff y rhywogaeth hon ei rhoi yn y dosbarth 'Bregus' (Vulnerable) o ran niferoedd, bygythiad a chadwraeth.[1]
Pysgodyn sy'n byw yn y môr ac sy'n perthyn i deulu'r Squalidae ydy'r Ci Pigog sy'n enw gwrywaidd; lluosog: cŵn pigog (Lladin: Squalus acanthias; Saesneg: Spiny dogfish).
Mae ei diriogaeth yn cynnwys y Môr Du a'r Môr Canoldir ac mae i'w ganfod ym Môr y Gogledd ac arfordir Cymru.
Ar restr yr Undeb Rhyngwladol dros Gadwraeth Natur (UICN), caiff y rhywogaeth hon ei rhoi yn y dosbarth 'Bregus' (Vulnerable) o ran niferoedd, bygythiad a chadwraeth.
Pighaj (latin: Squalus acanthias) er en mindre haj, som lever i store dele af verden – dog ikke omkring polerne og i troperne. Den er holder primært til i kystområderne, især bugte og flodudmundinger, men er også i stand til at dykke ned til omkring 1.400 meters dybde.
Den almindelige pighaj er grå med små, lyse pletter og har fået sit navn efter de to pigge, som sidder foran rygfinnerne, og bruges i selvforsvar. Som den eneste i sin art, udskiller den almindelige pighaj en nervegift i sine piggene. Giften er ikke livsfarlig for mennesker, men kan dog forvolde stor smerte.
Almindeligvis jager den sild, torsk og de dyr, der lever på havbunden. De færdes i stimer af som regel samme køn. Nogle tager på sæsonbetingede migrationer f.eks. for at finde nye områder med føde eller hvor hunnerne kan føde deres unger.
Normal længde er op til 1,6 meter med en vægt på 9 kg og lever i op til 75 år. Den føder 1-20 levende unger ad gangen, som hver varierer i længden 18-30 cm. Sælges af fiskehandlere under betegnelsen kongeål.
På trods af dens store udbredelse, trues pighajen af overfiskeri. Dette hænger sammen en meget lang generationstid, idet hunnen først bliver kønsmoden, når den er omkring 12-15 år, og dens graviditet varer næsten to år. Der er således stor risiko for at den fanges, før den når at føde nye unger.
Dens særlige navn kongeål hænger sammen med at fiskehandlere tidligere havde svært ved at sælge dens kød. Men ved i stedet at sælge kødet som kongeål, lykkedes det at gøre det til en mere populær forbrugsvare.
Pighaj (latin: Squalus acanthias) er en mindre haj, som lever i store dele af verden – dog ikke omkring polerne og i troperne. Den er holder primært til i kystområderne, især bugte og flodudmundinger, men er også i stand til at dykke ned til omkring 1.400 meters dybde.
Den almindelige pighaj er grå med små, lyse pletter og har fået sit navn efter de to pigge, som sidder foran rygfinnerne, og bruges i selvforsvar. Som den eneste i sin art, udskiller den almindelige pighaj en nervegift i sine piggene. Giften er ikke livsfarlig for mennesker, men kan dog forvolde stor smerte.
Almindeligvis jager den sild, torsk og de dyr, der lever på havbunden. De færdes i stimer af som regel samme køn. Nogle tager på sæsonbetingede migrationer f.eks. for at finde nye områder med føde eller hvor hunnerne kan føde deres unger.
Normal længde er op til 1,6 meter med en vægt på 9 kg og lever i op til 75 år. Den føder 1-20 levende unger ad gangen, som hver varierer i længden 18-30 cm. Sælges af fiskehandlere under betegnelsen kongeål.
På trods af dens store udbredelse, trues pighajen af overfiskeri. Dette hænger sammen en meget lang generationstid, idet hunnen først bliver kønsmoden, når den er omkring 12-15 år, og dens graviditet varer næsten to år. Der er således stor risiko for at den fanges, før den når at føde nye unger.
Dens særlige navn kongeål hænger sammen med at fiskehandlere tidligere havde svært ved at sælge dens kød. Men ved i stedet at sælge kødet som kongeål, lykkedes det at gøre det til en mere populær forbrugsvare.
Der Dornhai (Squalus acanthias) ist ein Hai aus der Familie der Dornhaie (Squalidae) – es ist eventuell die individuenreichste Haiart.
Der Dornhai hat einen schlanken, langgestreckten Körper mit spitzer Schnauze. Die Farbe von Rücken und Flanken variiert von dunkelgrau bis braun mit weißen Flecken, die Bauchseite ist hell. Vor jeder seiner beiden Rückenflossen befindet sich ein spitzer Dorn – daher der Name –, der über eine Furche mit einer Giftdrüse verbunden ist. Dornhaie werden etwa einen Meter lang und erreichen ein Gewicht von bis zu zehn Kilogramm, selten darüber. Sie leben in einer Tiefe von 50 bis 200 Metern und traten in früheren Zeiten weltweit in gewaltigen Schwärmen auf.
Dornhaie können über 20 Jahre alt werden. Erst nach zehn Jahren werden sie geschlechtsreif. Die Weibchen sind dann etwa 75 bis 90 Zentimeter, die Männchen 60 bis 80 Zentimeter lang. Nach der inneren Befruchtung durch Kopulation bilden sich im Weibchen Eikapseln mit bis zu sechs Eiern. Die Embryonen schlüpfen bereits im Mutterleib aus ihren Eikapseln und entwickeln sich in der Gebärmutter (dem Uterus) bis zur Geburtsgröße von 20 bis 30 Zentimetern (Ovoviviparie). Nach 18 bis 22 Monaten werden etwa zwei bis elf Junge geboren.
Aufgrund dieser langsamen Vermehrung sind sie, wie alle anderen Haiarten auch, besonders durch Überfischung bedroht und stehen auf der Roten Liste gefährdeter Arten. In der EU besteht ein Verbot der gezielten Befischung für den SEAFO-Übereinkommensbereich.[1]
Das Fleisch ist wie bei allen Knorpelfischen grätenfrei; die Rückenstücke des Dornhais kommen in Deutschland als Seeaal auf den Markt, die Bauchlappen werden geräuchert als Schillerlocken gehandelt, obwohl die Bestände im Nordatlantik um 95 Prozent zurückgegangen sind.[2] Andere Namen für im deutschsprachigen Raum angebotene Haiprodukte sind Kalbsfisch, Speckfisch, Karbonadenfisch, Königsaal, Seestör oder Steinlachs (Englisch: Rock Salmon).
Das Muskelfleisch des Hais ist meist stark mit Methylquecksilber belastet. Nach einer Studie des Instituts für Toxikologie an der Christian-Albrechts-Universität zu Kiel überschreitet zum Beispiel eine Portion von 150 g Schillerlocken die duldbare Tagesdosis für Erwachsene um das Zehnfache.[3]
Der Dornhai (Squalus acanthias) ist ein Hai aus der Familie der Dornhaie (Squalidae) – es ist eventuell die individuenreichste Haiart.
Der Dornhai hat einen schlanken, langgestreckten Körper mit spitzer Schnauze. Die Farbe von Rücken und Flanken variiert von dunkelgrau bis braun mit weißen Flecken, die Bauchseite ist hell. Vor jeder seiner beiden Rückenflossen befindet sich ein spitzer Dorn – daher der Name –, der über eine Furche mit einer Giftdrüse verbunden ist. Dornhaie werden etwa einen Meter lang und erreichen ein Gewicht von bis zu zehn Kilogramm, selten darüber. Sie leben in einer Tiefe von 50 bis 200 Metern und traten in früheren Zeiten weltweit in gewaltigen Schwärmen auf.
Dornhaie können über 20 Jahre alt werden. Erst nach zehn Jahren werden sie geschlechtsreif. Die Weibchen sind dann etwa 75 bis 90 Zentimeter, die Männchen 60 bis 80 Zentimeter lang. Nach der inneren Befruchtung durch Kopulation bilden sich im Weibchen Eikapseln mit bis zu sechs Eiern. Die Embryonen schlüpfen bereits im Mutterleib aus ihren Eikapseln und entwickeln sich in der Gebärmutter (dem Uterus) bis zur Geburtsgröße von 20 bis 30 Zentimetern (Ovoviviparie). Nach 18 bis 22 Monaten werden etwa zwei bis elf Junge geboren.
Aufgrund dieser langsamen Vermehrung sind sie, wie alle anderen Haiarten auch, besonders durch Überfischung bedroht und stehen auf der Roten Liste gefährdeter Arten. In der EU besteht ein Verbot der gezielten Befischung für den SEAFO-Übereinkommensbereich.
Das Fleisch ist wie bei allen Knorpelfischen grätenfrei; die Rückenstücke des Dornhais kommen in Deutschland als Seeaal auf den Markt, die Bauchlappen werden geräuchert als Schillerlocken gehandelt, obwohl die Bestände im Nordatlantik um 95 Prozent zurückgegangen sind. Andere Namen für im deutschsprachigen Raum angebotene Haiprodukte sind Kalbsfisch, Speckfisch, Karbonadenfisch, Königsaal, Seestör oder Steinlachs (Englisch: Rock Salmon).
Das Muskelfleisch des Hais ist meist stark mit Methylquecksilber belastet. Nach einer Studie des Instituts für Toxikologie an der Christian-Albrechts-Universität zu Kiel überschreitet zum Beispiel eine Portion von 150 g Schillerlocken die duldbare Tagesdosis für Erwachsene um das Zehnfache.
Piiakuulu (Squalus acanthias) on kala.
Täs artikkelis käytetty nimi on kiännetty kalan suomenkielizes nimes "piikkihai".
Piiakuulu (Squalus acanthias) on kala.
Qhyin`d mér (Squalus acanthias)
U Spinarolu (Squalus acanthias) hè un pesciu di mare chì face parte di a famiglia di i Squalidae.
U spinarolu hè prisente in Corsica.
U Spinarolu (Squalus acanthias) hè un pesciu di mare chì face parte di a famiglia di i Squalidae.
Ο ακανθίας,ή σκυλόψαρο είναι το πιο γνωστό σκυλόψαρο, μέλος της οικογένειας των σκυτελλιδών. Το κύριο χαρακτηριστικό του ακανθία είναι οι δύο άκανθες μπροστά από το πρώτο και δεύτερο ραχιαίο πτερύγιο. Απαντάται σε ρηχά νερά και σε μεγαλύτερες αποστάσεις από τις ακτές, κυρίως σε εύκρατες θάλασσες. Έχει πιστοποιηθεί ότι ζει πάνω από 100 χρόνια.[2]
O ακανθίας έχει ραχιαία αγκάθια, δεν έχει πρωκτικό πτερύγιο ενώ φέρει και λευκά στίγματα κατά μήκος της πλάτης του. Το ουραίο πτερύγιο έχει ασύμμετρους λοβούς, σχηματίζοντας μια ετερόκερκη ουρά. Το όνομα ακανθίας αναφέρεται σε δύο αγκάθια του καρχαρία. Αυτά χρησιμοποιούνται αμυντικά. Σε περίπτωση που συλληφθεί, ο ακανθίας μπορεί να κυρτώνει την πλάτη του εν είδει αψίδας για να διαπεράσει τον εχθρό του. Αδένες στη βάση των αγκαθιών εκκρίνουν ήπιο δηλητήριο.
Τα αρσενικά ωριμάζουν σε ηλικία περίπου 11 ετών, φτάνοντας σε μήκος 80-100 εκατοστών, ενώ τα θηλυκά ωριμάζουν σε 18 με 21 χρόνια και είναι ελαφρώς μεγαλύτερα από τα αρσενικά, φτάνοντας το ένα με ενάμιση μέτρο μήκος.[3] και τα δύο φύλα είναι γκρίζα καφετί στο χρώμα και είναι πιο σκούρα στη ράχη και λευκότερα στη κοιλιά. Τα αρσενικά προσδιορίζονται από ένα ζευγάρι πυελικών πτερυγίων που τροποποιήθηκε ως όργανο μεταφοράς σπέρματος ή πτερυγιόποδο. Το αρσενικό εισάγει το ένα πτερυγιόποδο στην αμάρα του θηλυκού στη διάρκεια της συνουσίας. Είναι ωοζωοτόκα ζώα.
Ο ακανθίας,ή σκυλόψαρο είναι το πιο γνωστό σκυλόψαρο, μέλος της οικογένειας των σκυτελλιδών. Το κύριο χαρακτηριστικό του ακανθία είναι οι δύο άκανθες μπροστά από το πρώτο και δεύτερο ραχιαίο πτερύγιο. Απαντάται σε ρηχά νερά και σε μεγαλύτερες αποστάσεις από τις ακτές, κυρίως σε εύκρατες θάλασσες. Έχει πιστοποιηθεί ότι ζει πάνω από 100 χρόνια.
The spiny dogfish (Squalus acanthias), spurdog, mud shark, or piked dogfish[2] is one of the best known species of the Squalidae (dogfish) family of sharks, which is part of the Squaliformes order.[3]
While these common names may apply to several species, Squalus acanthias is distinguished by two spines (one anterior to each dorsal fin) and no anal fin. It lives in shallow waters and further offshore in most parts of the world, especially in temperate waters. Those in the northern Pacific Ocean were reevaluated in 2010 and found to constitute a separate species, now called the Pacific spiny dogfish (Squalus suckleyi).[4]
The spiny dogfish has dorsal fins, no anal fin, and white spot along its back. The caudal fin has asymmetrical lobes, forming a heterocercal tail. The species name acanthias refers to the shark's two spines. These are used defensively. If captured, the shark can arch its back to pierce its captor with spines near the dorsal fins that secrete a mild venom into its predator.[5]
This shark is known to hunt in packs that can range up into the thousands. They are aggressive hunters and have a sizable diet that can range from squid, fish, crab, jellyfish, sea cucumber, shrimp and other invertebrates.[6]
Dogfish sharks experience one of the longest gestation periods of any organism, which can last from around 18 to 24 months. During spawning season, which occurs during the colder months of winter, females can lay anywhere from 2 to 12 eggs, which develop ovoviviparously and the pups are birthed as live young, with about 5 to 6 in each litter of pups, mainly depending on the size of the female. Reproduction occurs in the winter in offshore waters, while pups are normally born in the warmer and deeper offshore waters where it is harder for humans and predators to reach them. The reproductive cycle begins when females produce several large eggs of yellow coloring, which become fertilized once they pass through the shell gland and are wrapped in what is called a "candle", or a kind of reproductive capsule. One can determine if an egg is fertilized when the blastoderm is visible. The candle passes through the rest of the reproductive tract until it reaches the uterus. Attached to the gill region of the pup is a yolk sac which provides nutrients for them as they develop, which they absorb as they grow. Even after fully absorbing the yolk sac, the pups may live in the uterus for a period of time afterwards during the gestation period.[7][8] Both sexes are greyish brown in color and are countershaded. Males are identified by a pair of pelvic fins modified as sperm-transfer organs, or "claspers". The male inserts one clasper into the female cloaca during copulation.
In females the size of ova and the state of uteri determines whether sexual maturity has been reached, while in males, clasper length and calcification is the determination factor. Many of the growth patterns show a isometric growth pattern, as the pups have very similar features to the adults. Sexual maturity does not match body size development, they mature quite earlier than one would expect. Most males reach sexual maturity at an earlier ages of around 10 years, growing to be about 60–65 cm in length. Females take a longer period of time, around 16 years, to reach sexual maturity, and can grow to about 80–84 cm (30–30 in) at that time. Some dogfish have been seen to live nearly 70 years, but the average lifespan is around 30–40 years.[9][10] Male Spiny dogfish use their claspers to impregnate females, which take time to develop properly, and before reaching sexual maturity, tend to be longer than their pelvic fins. During this time, the testes develop, but no sperm will exist inside until later stages are reached, and genital ducts are deformed compared to adult ducts. Once the adult stage is reached, claspers have elongated, and are now hardened with calcium and are still slightly longer than their pelvic fin. At this point testes are fully developed, and sperm exist within the seminal vesicles, and genital ducts conform to a twisted shape we commonly see in adults.[11]
Spiny dogfish are bottom-dwellers. They are commonly found at depths of around 50–149 m (160–490 ft), but have been found deeper than 700 m (2,300 ft).[12]
Life span estimates based on analysis of vertebral centra and annuli in the dorsal spines range from 35 to 54 years.[13]
Spiny dogfish are sold as food in Europe, the United States, Canada, New Zealand,[14] Venezuela and Chile. The meat is primarily eaten in England, France, Italy, the Benelux countries, Germany, and as an unwitting houndshark in Greece. The fins and tails are processed into fin needles for cheaper versions of shark fin soup in Chinese cuisine. In England, dogfish are bought in fish and chip shops as "huss", and previously as "rock salmon" until the term was outlawed. Commercial harvests where banned in the UK from 2010 until 2023.[15] In France, they are sold as "small salmon" (saumonette) and in Belgium and Germany as "sea eel" (zeepaling and Seeaal, respectively). In Greece, all small dogfish are commercially called galéos, after the critically endangered Galeorhinus galeus that produces a seasonal dish; other small sharks such as the spiny dogfish substitute it.
Spiny dogfish bodies are ground into fertilizer, liver oil and pet food. Because of their availability, cartilaginous skulls and small sizes, they are popular vertebrate dissection specimens in high schools and universities.
Reported catches varied between 31,700 tonnes in 2000 and 13,800 tonnes in 2008.[16] Bottom trawlers and sink gillnets are the primary tools. In Mid-Atlantic and Southern New England fisheries, they are often caught with larger groundfish, classified as bycatch, and discarded. Recreational fishing accounts for an insignificant portion of the spiny dogfish catch.[17]
The Cape Cod Commercial Fishermen's Alliance promotes sustainable use of the dogfish in restaurants and fish markets in the Cape Cod area of Massachusetts, as of 2017, paid for by the National Oceanographic and Atmospheric Administration. It aims to persuade diners to buy less-popular fish.[18]
Once the most abundant shark species in the world, populations of Squalus acanthias have declined significantly. They are classified in the IUCN Red List of threatened species as Vulnerable globally and Critically endangered in the Northeast Atlantic, meaning stocks around Europe have decreased by at least 95%. This is a direct result of overfishing to supply northern Europe's taste for rock salmon, saumonette, and zeepaling. Despite these alarming figures, very few management or conservation measures are in place for Squalus acanthias.[1] In EU waters, a Total Allowable Catch (TAC) has been in place since 1999, but until 2007 it only applied to ICES Areas IIa and IV. It was also set well above the actual weight of fish being caught until 2005, rendering it meaningless. Since 2009 a maximum landing size of one metre (3 ft 3 in) has been imposed in order to protect the most valuable mature females. The TAC for 2011 was set at 0 tons, ending targeted fishing for the species in EU waters. It remains to be seen if populations will be able to recover.[19]
In the recent past the European market for spiny dogfish has increased dramatically, which led to the overfishing and decline of the species. This drastic increase led to the creation and implementation of many fishery management policies placing restrictions on the fishing of spiny dogfish. However, since the species is a late-maturing fish, it takes a while to rebuild the population.
In 2010, Greenpeace International added the spiny dogfish to its seafood red list. "The Greenpeace International seafood red list is a list of fish that are commonly sold in supermarkets around the world, and which have a very high risk of being sourced from unsustainable fisheries."[20] In the same year, the Convention on Migratory Species (CMS; also known as the Bonn Convention) listed the species (Northern Hemisphere populations) under Annex I of its Migratory Shark Memorandum of Understanding.[21]
In recent years, however, the US has implemented fishing controls and opened up the fishery. The proposed quota for 2011 was 16.1 million kilograms (35.5 million lb) with a trip limit of 1,800 kg (4,000 lb), an increase over past years in which the quota has ranged from 2 to 9 million kilograms (5 to 20 million lb), with trip limits from 900 to 1,400 kg (2,000 to 3,000 lb).[22] In 2010, NOAA announced the Eastern US Atlantic spiny dogfish stocks to be rebuilt,[23] and in 2011, concerns about dogfish posing a serious predatory threat to other stocks resulted in an emergency amendment of the quota with nearly 6.8 million kilograms (15 million lb) being added.[24]
In June 2018, the New Zealand Department of Conservation classified Squalus acanthias Linnaeus as "Not Threatened" with the qualifier "Secure Overseas" under the New Zealand Threat Classification System.[25]
In 2023, populations in EU and UK waters were determined to have recovered enough that they could be commercially fished.[26]
Squalus acanthias fossils are known from the Miocene of Denmark and the Netherlands, dating from approximately 11 million years ago.[27] As with other cartilaginous fish, the fossil record of Squalus acanthias consists predominantly of dental material, as cartilage does not fossilize well. The teeth of S. acanthus can be hard to differentiate from those of other squaliforme sharks,[28] making identification difficult.
{{citation}}
: Missing or empty |title=
(help) The spiny dogfish (Squalus acanthias), spurdog, mud shark, or piked dogfish is one of the best known species of the Squalidae (dogfish) family of sharks, which is part of the Squaliformes order.
While these common names may apply to several species, Squalus acanthias is distinguished by two spines (one anterior to each dorsal fin) and no anal fin. It lives in shallow waters and further offshore in most parts of the world, especially in temperate waters. Those in the northern Pacific Ocean were reevaluated in 2010 and found to constitute a separate species, now called the Pacific spiny dogfish (Squalus suckleyi).
La mielga, galludo o tollo de cacho (Squalus acanthias) es una especie de elasmobranquio escuálido de la familia Squalidae. Es un pequeño tiburón alcanza 1,25 metros de longitud,[2] tiene cuerpo estilizado con espinas venenosas y muy afiladas en las aletas dorsales. El aparato toxicóforo está delante de cada aleta dorsal, con la glándula toxicófora ubicada en el surco dorsal de dicho radio. Cuando el tóxico se inyecta en la piel produce un intenso dolor de la zona, tumefacción y rubor.[3]
Es una especie muy abundante, de aguas boreales a templadas, que aparece en zonas costeras y exteriores de la plataforma continental, en declives insulares y en la parte superior del talud. Habita desde la superficie a las proximidades del fondo, generalmente muy próximo al mismo. Posiblemente sea el tiburón más abundante, no obstante su distribución es más restringida en relación a otras especies. Es un nadador lento e inactivo y se pueden encontrar tanto en solitario, en compañía de otros tiburones o formando grandes bancos, a veces de miles de ejemplares. En general, los machos aparecen en aguas más superficiales que las hembras, con excepción de las hembras preñadas. Muestra preferencia por aguas cuyo rango de temperatura oscila entre un mínimo de 7 u 8 °C y un máximo de 12 o 15 °C y supuestamente realiza migraciones latitudinales y en profundidad para mantenerse en dicho rango.
Habita en fondos entre 100 y 900 metros de profundidad, siendo más abundante entre 200 y 400 m. Se suele agrupar en bandadas.[2] La mielga es ovovivípara, con camadas de 1 a 20 embriones por gestación. Generalmente las hembras grandes tienen camadas más numerosas y crías que alcanzan mayor talla al nacer. Las crías miden entre 22 y 33 cm. al nacer y la proporción de sexos es la misma. La hembra libera a los embriones por la cabeza con una serie de contracciones rítmicas que recuerda al nacimiento en los mamíferos.
Es un predador insaciable que se alimenta principalmente de peces óseos, siendo capaz de despedazar presas relativamente grandes con sus poderosas mandíbulas y dientes en forma de tijera. Se alimentan de arenques, caballas, cangrejos, etc. Prefiere las aguas templadas y frías. Se suele encontrar en el mar del Norte.
En canario este animal es llamado galludo o pinchudo; en cambio el nombre F.A.O. es en español mielga, Picked dogfish en inglés, y Aiguillat commun en francés.
|fechaacceso=
requiere |url=
(ayuda) La mielga, galludo o tollo de cacho (Squalus acanthias) es una especie de elasmobranquio escuálido de la familia Squalidae. Es un pequeño tiburón alcanza 1,25 metros de longitud, tiene cuerpo estilizado con espinas venenosas y muy afiladas en las aletas dorsales. El aparato toxicóforo está delante de cada aleta dorsal, con la glándula toxicófora ubicada en el surco dorsal de dicho radio. Cuando el tóxico se inyecta en la piel produce un intenso dolor de la zona, tumefacción y rubor.
Es una especie muy abundante, de aguas boreales a templadas, que aparece en zonas costeras y exteriores de la plataforma continental, en declives insulares y en la parte superior del talud. Habita desde la superficie a las proximidades del fondo, generalmente muy próximo al mismo. Posiblemente sea el tiburón más abundante, no obstante su distribución es más restringida en relación a otras especies. Es un nadador lento e inactivo y se pueden encontrar tanto en solitario, en compañía de otros tiburones o formando grandes bancos, a veces de miles de ejemplares. En general, los machos aparecen en aguas más superficiales que las hembras, con excepción de las hembras preñadas. Muestra preferencia por aguas cuyo rango de temperatura oscila entre un mínimo de 7 u 8 °C y un máximo de 12 o 15 °C y supuestamente realiza migraciones latitudinales y en profundidad para mantenerse en dicho rango.
Habita en fondos entre 100 y 900 metros de profundidad, siendo más abundante entre 200 y 400 m. Se suele agrupar en bandadas. La mielga es ovovivípara, con camadas de 1 a 20 embriones por gestación. Generalmente las hembras grandes tienen camadas más numerosas y crías que alcanzan mayor talla al nacer. Las crías miden entre 22 y 33 cm. al nacer y la proporción de sexos es la misma. La hembra libera a los embriones por la cabeza con una serie de contracciones rítmicas que recuerda al nacimiento en los mamíferos.
Es un predador insaciable que se alimenta principalmente de peces óseos, siendo capaz de despedazar presas relativamente grandes con sus poderosas mandíbulas y dientes en forma de tijera. Se alimentan de arenques, caballas, cangrejos, etc. Prefiere las aguas templadas y frías. Se suele encontrar en el mar del Norte.
En canario este animal es llamado galludo o pinchudo; en cambio el nombre F.A.O. es en español mielga, Picked dogfish en inglés, y Aiguillat commun en francés.
Harilik ogahai ehk katraan (Squalus acanthias) on hailiik ogahailaste sugukonnast.
Tal on sale, väljavenitatud keha ja terav koon. Selg ja küljed on helehallid kuni pruunid valgete laikudega, kõht on hele.
Kummagi seljauime ees on terav oga, mis on vao kaudu ühenduses mürginäärmega.
Ogahaid kasvavad umbes meetri pikkuseks ning kaaluvad kuni 10 kg, harva rohkem.
Nad elavad 50–200 m sügavusel ning liiguvad suurte parvedena.
Ogahaid elavad kuni 20 aastat. Suguküpseks saavad nad alles 10-aastaselt. Emased on siis umbes 75–90, isased 60–80 cm pikad. Pärast sisemist viljastamist kopulatsiooni teel moodustuvad emasel munakapslid, kus on kuni kuus muna. Embrüod kooruvad kapslitest juba emaihus ja arenevad emaka piirkonnas sünnikasvuni 20–30 cm (ovovivipaaria). 18–22 kuu pärast sünnib 2–11 poega.
Sellise aeglase paljunemise tõttu on harilik ogahai sarnaselt teiste hailiikidega ohustatud ülepüüdmisest ja on kantud punasesse raamatusse.
Harilikku ogahaid tarvitatakse toiduks.
Harilik ogahai ehk katraan (Squalus acanthias) on hailiik ogahailaste sugukonnast.
LevikukaartTal on sale, väljavenitatud keha ja terav koon. Selg ja küljed on helehallid kuni pruunid valgete laikudega, kõht on hele.
Kummagi seljauime ees on terav oga, mis on vao kaudu ühenduses mürginäärmega.
Ogahaid kasvavad umbes meetri pikkuseks ning kaaluvad kuni 10 kg, harva rohkem.
Nad elavad 50–200 m sügavusel ning liiguvad suurte parvedena.
Ogahaid elavad kuni 20 aastat. Suguküpseks saavad nad alles 10-aastaselt. Emased on siis umbes 75–90, isased 60–80 cm pikad. Pärast sisemist viljastamist kopulatsiooni teel moodustuvad emasel munakapslid, kus on kuni kuus muna. Embrüod kooruvad kapslitest juba emaihus ja arenevad emaka piirkonnas sünnikasvuni 20–30 cm (ovovivipaaria). 18–22 kuu pärast sünnib 2–11 poega.
Sellise aeglase paljunemise tõttu on harilik ogahai sarnaselt teiste hailiikidega ohustatud ülepüüdmisest ja on kantud punasesse raamatusse.
Harilikku ogahaid tarvitatakse toiduks.
Mielga pikarta (Squalus acanthias) Squalidae familiako itsas arrain selazeoa da, metro bat luze dena, kolore arrekoa, bizkar-hegal bakoitzaren aurreko ertzean ezten pozoidun bana duena. Itxuraz marrazoaren antzekoa da, tamainaz ordea askoz txikiagoa. Mediterraneo itsasoan eta Ozeano Atlantikoan bizi da.
Mielga pikarta (Squalus acanthias) Squalidae familiako itsas arrain selazeoa da, metro bat luze dena, kolore arrekoa, bizkar-hegal bakoitzaren aurreko ertzean ezten pozoidun bana duena. Itxuraz marrazoaren antzekoa da, tamainaz ordea askoz txikiagoa. Mediterraneo itsasoan eta Ozeano Atlantikoan bizi da.
Piikkihai (Squalus acanthias) on piikkihaiden heimoon kuuluva rustokalalaji, joka voi kasvaa metrin mittaiseksi. Se on saanut nimensä selkäevissä olevista piikeistä. Väriltään se on harmahtavan ruskea, vatsapuolelta vaalea. Piikkihai syö kalaa ja selkärangattomia, ja saalistaa suurissa parvissa. Se onkin yksi harvoista hailajeista, joka elää parvissa, jonka vuoksi sitä on helppo pyydystää suuria määriä. Kalanviljelylaitokseen osuessaan piikkihaiparvi voi tehdä pahaa jälkeä. Piikkihaita pyydystetään ihmisruoaksi ja syödään niin Euroopassa kuin Kiinassakin, jossa siitä tehdään haineväkeittoa. Haihyytelö on Länsi-Euroopassa arvostettu herkku, samoin erilaiset mädistä valmistetut hyytelöt. Trooppisilla alueilla piikkihain lihaa kuivataan tai savustetaan, jolloin sitä on helppo säilyttää ja myydä. Sen pientä päätä (15-30 cm) myydään matkamuistoksi. Piikkihai ei ole ihmiselle vaarallinen.
Piikkihai on yleinen Skandinavian rannikolla. Lisäksi sitä tavataan Välimeressä sekä Pohjois- ja Etelä-Amerikan, Japanin ja Australian rannikolla. Ne viihtyvät mutapohjaisissa vesissä. Sillihain ohella piikkihai on toinen hailalaji, jota on tavattu myös Suomen merialueelta.
Itämereen se tulee nimenomaan suolapulssien mukana.
Piikkihai (Squalus acanthias) on piikkihaiden heimoon kuuluva rustokalalaji, joka voi kasvaa metrin mittaiseksi. Se on saanut nimensä selkäevissä olevista piikeistä. Väriltään se on harmahtavan ruskea, vatsapuolelta vaalea. Piikkihai syö kalaa ja selkärangattomia, ja saalistaa suurissa parvissa. Se onkin yksi harvoista hailajeista, joka elää parvissa, jonka vuoksi sitä on helppo pyydystää suuria määriä. Kalanviljelylaitokseen osuessaan piikkihaiparvi voi tehdä pahaa jälkeä. Piikkihaita pyydystetään ihmisruoaksi ja syödään niin Euroopassa kuin Kiinassakin, jossa siitä tehdään haineväkeittoa. Haihyytelö on Länsi-Euroopassa arvostettu herkku, samoin erilaiset mädistä valmistetut hyytelöt. Trooppisilla alueilla piikkihain lihaa kuivataan tai savustetaan, jolloin sitä on helppo säilyttää ja myydä. Sen pientä päätä (15-30 cm) myydään matkamuistoksi. Piikkihai ei ole ihmiselle vaarallinen.
L’aiguillat commun, aussi appelé aiguillat tacheté, requin épineux (selon la CITES), ou simplement aiguillat, est une espèce de petit requin très prisée pour la consommation humaine. De ce fait, il dispose de nombreux noms vernaculaires, comme chien de mer en français, et spiny dogfish, dogfish ou grayfish en anglais. De petite taille, mais réputé agressif, l'aiguillat commun est le représentant le plus courant des requins squaliformes.
L'aiguillat se retrouve entre les eaux fraîches et peu profondes des zones tempérées et subarctiques de l'hémisphère nord, dans les océans Atlantique et Pacifique[1]. Il vit à des profondeurs de 10 à 200 m, mais a déjà été observé à 960 m de profondeur. C'est un poisson migrant au rythme des saisons, se tenant dans des eaux dont la température oscille entre 5 et 16 °C et qui se reproduit au large.
Du Labrador jusqu'à la Caroline du Nord, puis vers les Antilles, plus au large. Pour l'hiver, les aiguillats migrent vers le sud, ou parfois en eaux plus profondes, et ce, plus vite dans les eaux plus septentrionales. On a remarqué des déplacements étendus, impliquant une bonne vitesse de croisière (10 km par jour), chez des individus marqués, à l'ouest de l'Atlantique[2].
De la Scandinavie jusqu'au Maroc, pénétrant dans la mer Noire et la Méditerranée. Le marquage en Norvège indique qu'ils migrent en automne pour gagner les eaux à l'ouest des îles Shetland et Orkney et qu'il retournent à la côte norvégienne au début du printemps[réf. nécessaire].
Leur surnom de chiens de mer est dû au fait que ces requins se déplacent et chassent souvent en groupes nombreux, comme les chiens.
Le corps fusiforme s'allonge sur près de 1 m et pèse environ 4 kg, dans le cas du mâle. La femelle, plus grande que le mâle, peut atteindre 1,3 m. L'aiguillat commun est généralement gris ardoise ou brunâtre, avec des taches blanches sur le dos, et des taches gris pâle ou blanches sur le ventre. Les mâles adultes sont munis de ptérygopodes. La coloration du dos va du gris ardoise au gris brunâtre et elle tourne au gris pâle, puis au blanc sur le ventre ; quelques rangées irrégulières de taches blanches sur les dos et gris pâle sur le ventre. Caractéristique chez les squales, l'œil est grand, ovale et blanc à la pupille noire qui semble vous regarder presque avec malice. Les deux nageoires dorsales de l'aiguilat commun sont chacune précédées d'une épine forte, fixe, pointue et venimeuse, quoique non mortelle, pouvant décourager d'éventuels prédateurs. La queue hétérocerque, sa tête aplatie au museau obtus, ainsi que l'absence de nageoire anale, contribuent grandement à son hydrodynamisme. Ses mâchoires sont symétriquement garnies de petites dents coupantes à une pointe, orientée vers la commissure des lèvres.
L'aiguillat est vorace et son alimentation est très diversifiée. Le chiot se tient dans les eaux de surface ou à des profondeurs moyennes, dévorant méduses (cnidaires) et autres organismes planctoniques. Lorsqu'il atteint 40 cm ou environ 5 ans, il descend graduellement à de plus grandes profondeurs. Il se nourrit de poissons, tels le capelan, le hareng, le maquereau, la morue, le saumon et le merlu, de mollusques, tels le calmar et le buccin, de crustacés, tels les crabes, les amphipodes et les crevettes, et aussi de polychètes.
La fécondation a lieu dans les oviductes entre février et juin. Les femelles portent ordinairement de 4 à 6 « chiots » pendant 18 à 24 mois, (c'est période de gestation la plus longue connue chez les vertébrés; l'éléphant n'en a que pour 21 mois). Les chiots naissent en hiver, dans les zones plus chaudes, au large et vers le Sud. Ce sont des répliques exactes des adultes, mesurant entre 22 et 33 cm de long, soit le quart de leur longueur maximale. Les mâles sont matures à l'âge de 4 ou 5 ans et les femelles de 7 à 8 ans.
La croissance de l'aiguillat commun est lente et sa longévité surpasse celle de la plupart des requins : il peut vivre jusqu'à 70 ans soit le double de la longévité moyenne des requins, qui est d'ordinaire comprise entre 20 et 30 ans. Les anneaux visibles sur les épines des nageoires dorsales permettent de mesurer l'âge et la vitesse de croissance du requin, à l'instar des anneaux sur les sections d'arbres ou des otolithes chez les poissons osseux.
En Norvège, l'aiguillat est pêché toute l'année, à l'aide de palangres et de filets. Dans le Golfe du Saint-Laurent, il fait partie des espèces qu'on retrouve souvent parmi les prises accidentelles.
Ce requin n'est pas très apprécié des pêcheurs côtiers gaspésiens, entre autres, au point que certains cessent de pêcher quelque temps pour permettre à ces squales de passer et éviter ainsi de faire dévorer à mesure les poissons qui mordraient à leurs lignes.
Pendant la Seconde Guerre mondiale, l'aiguillat était pêché pour en extraire la vitamine A contenue dans l'huile de son foie. La production de vitamines synthétiques a mis fin aux besoins d'huile de foie d'aiguillat, mais néanmoins ce poisson présente toujours une importance économique. Il s'est révélé comme ayant une bonne chair pour la cuisine ; il est souvent utilisé comme spécimen à l'étude dans les classes de biologie et d'anatomie ; converti en farine de poisson, il sert à alimenter les animaux familiers.
La chair est blanche et sur le côté adipeux on y voir des « chevrons » rougeâtres. Elle est généralement vendue en filets, à l'état frais ou congelé. Sa chair grasse et tendre est très appréciée fumée. L'aiguillat peut être poêlé ou rôti et se retrouve dans divers plats. Il contient 2 % d'acides gras oméga-3. Les Britanniques l'utilisent pour leur fameux plat de fish and chips.
L’aiguillat commun, aussi appelé aiguillat tacheté, requin épineux (selon la CITES), ou simplement aiguillat, est une espèce de petit requin très prisée pour la consommation humaine. De ce fait, il dispose de nombreux noms vernaculaires, comme chien de mer en français, et spiny dogfish, dogfish ou grayfish en anglais. De petite taille, mais réputé agressif, l'aiguillat commun est le représentant le plus courant des requins squaliformes.
A melga[2] (Squalus acanthias) é unha especie de elasmobranquio escuálido da familia Squalidae. É unha pequena quenlla que alcanza 1,25 metros de lonxitude, ten corpo estilizado con espiñas venenosas e moi afiadas nas aletas dorsais. O aparello toxicóforo está diante de cada aleta dorsal, coa glándula toxicófora situada no asuco dorsal de devandito radio. Cando o tóxico se inxecta na pel produce unha intensa dor da zona, tumefacción e rubor.
A melga (Squalus acanthias) é unha especie de elasmobranquio escuálido da familia Squalidae. É unha pequena quenlla que alcanza 1,25 metros de lonxitude, ten corpo estilizado con espiñas venenosas e moi afiadas nas aletas dorsais. O aparello toxicóforo está diante de cada aleta dorsal, coa glándula toxicófora situada no asuco dorsal de devandito radio. Cando o tóxico se inxecta na pel produce unha intensa dor da zona, tumefacción e rubor.
Lo spinarolo[1] (Squalus acanthias) è un pesce d'acqua salata appartenente alla famiglia Squalidae.
Questa specie è diffusa nelle zone costiere dei mari temperati (normalmente con temperature pari e inferiori a 15 °C) di tutto il mondo.
Vive sui fondali, di solito non oltre i 200 metri di profondità, ma può scendere eccezionalmente fino a 1500 metri[2].
È uno squalo dal corpo molto affusolato, ma con un profilo ventrale pronunciato. Gli occhi sono ben sviluppati. La bocca è larga e i denti delle due mascelle sono piuttosto simili. Lento nuotatore, deve il suo nome alle due pinne dorsali spinate, che vengono usate a scopo difensivo per infliggere dolorose ferite. La pinna caudale è caratterizzata da una chiglia laterale e da una fossetta dorsale. La colorazione è grigiastra con macchie bianche su fianchi. Le dimensioni medie oscillano tra un metro ed un massimo di un metro e sessanta, con un peso (per gli esemplari adulti) che va oltre i 9 kg.
Si muove spesso in branchi composti da esemplari di un solo sesso ma anche in gruppi suddivisi per grandezza o età[3].
Lo spinarolo è ovoviviparo. La femmina partorisce piccoli già formati ed indipendenti dopo una gestazione molto lunga, che dura all'incirca due anni.
Lo spinarolo si nutre prevalentemente di pesci come merluzzi e aringhe, nonché di invertebrati come krill e molluschi.
De doornhaai (Squalus acanthias), ook wel speerhaai, spoorhaai of stekelhaai, is een haai uit de familie van de doornhaaien (Squalidae) en behoort daarom ook tot de orde van doornhaaiachtigen (Squaliformes).
De naam dankt het dier aan de stekels bij de voorrand van de rugvinnen, waarmee hij pijnlijke steekwonden kan toebrengen. De vis kan maximaal 160 centimeter lang en 9100 gram zwaar worden. De hoogst geregistreerde leeftijd is 75 jaar.
De kenmerkende stekels aan de voorkant van beide rugvinnen zijn verdedigingswapens, die lastig kunnen zijn voor een visser die een doornhaai in de netten krijgt. Verder zijn doornhaaien ongevaarlijk. Deze kleine haai jaagt vooral in grote scholen op vrijzwemmende vis (voornamelijk zandspiering), maar lust ook wel kreeftachtigen, inktvissen en zeeanemonen.
Deze soort is eierlevendbarend. De draagtijd is bijna 2 jaar, wat erg lang is voor een haai.
De doornhaai komt voor in zeewater en brak water. De vis prefereert een gematigd klimaat en komt voor in de Grote en Atlantische Oceaan. Bovendien komt de doornhaai voor in de Middellandse Zee en Noordzee. Doornhaaien leven op de zeebodem op een diepte van 0 tot 1460 meter.
In Noorwegen werd in de winter op doornhaaien gevist door trawlers en met behulp van lijnen met haken. Het gerookte vlees werd ook wel verkocht als 'zeepaling', en is onder meer in Duitsland (als 'Schillerlocken') zeer geliefd.
In 1974 werd in de Noord-Amerikaanse wateren 27.400 ton aan doornhaai gevangen. Deze hoeveelheid daalde snel naar 5900 ton gedurende de jaren 1980. In de jaren 1990 steeg de gevangen hoeveelheid weer naar 28.000 ton.[2]
De doornhaai was dus voor de beroepsvisserij van aanzienlijk economisch belang. In de hengelsport wordt er weinig op de vis gejaagd. In de jaren 1990 werd de doornhaai sterk overbevist, in korte tijd bleek dat 75% van de volwassen vrouwtjes (die voor de nieuwe aanwas moeten zorgen) was weggevangen. In het noorden van de Atlantische Oceaan is de omvang van de populatie met minstens 95% gedaald (een factor 20 minder) door overbevissing. Helaas ontbraken aanvankelijk effectieve vangstbeperkingen. Voor de wateren van de landen van de Europese Gemeenschap gelden sinds 1999 visquota (Total Allowable Catches, TAC's). Deze visquota (TAC's) golden alleen voor bepaalde zeegebieden en ze waren eerst ruim boven wat werkelijk werd gevangen, dus eigenlijk zinloos. In 2009 is het visquotum strenger gesteld op rond de 1400 ton voor deze gebieden. De visserijcommissie van de Europese gemeenschap wil in 2010 de vangsten in deze gebieden geheel verbieden (visquotum = 0 ton).
De doornhaai is zeer kwetsbaar voor overbevissing, zoals bijna alle soorten haaien. Haaien zijn draagkrachtstrategen en hebben, zeker in vergelijking tot gewone (been-)vissen, betrekkelijk weinig nakomelingen. Deze haaiensoort is inmiddels op de internationale Rode Lijst van de IUCN beland en heeft de status kwetsbaar (vulnerable).[1]
De doornhaai (Squalus acanthias), ook wel speerhaai, spoorhaai of stekelhaai, is een haai uit de familie van de doornhaaien (Squalidae) en behoort daarom ook tot de orde van doornhaaiachtigen (Squaliformes).
Pigghå (Squalus acanthias) er ein haifisk i håfamilien. Han har ein giftig pigg framme på kvar av dei to ryggfinnane, derav namnet.
Pigghåen er utbreidd langs heile norskekysten, men har gått sterkt tilbake dei siste åra. Norsk raudliste 2006 reknar den norske bestanden som kritisk truga, noko som skuldast at den låge fruktbarheita har gjort fisken særs sårbar for overfiske. Han lever på djupn ned til 400 m, og opptrer ofte i stimar på fleire tusen individ. Han kan bli opptil 120 cm lang. Kjøtet skal vere velsmakande.
Pigghå (Squalus acanthias) er ein haifisk i håfamilien. Han har ein giftig pigg framme på kvar av dei to ryggfinnane, derav namnet.
Pigghåen er utbreidd langs heile norskekysten, men har gått sterkt tilbake dei siste åra. Norsk raudliste 2006 reknar den norske bestanden som kritisk truga, noko som skuldast at den låge fruktbarheita har gjort fisken særs sårbar for overfiske. Han lever på djupn ned til 400 m, og opptrer ofte i stimar på fleire tusen individ. Han kan bli opptil 120 cm lang. Kjøtet skal vere velsmakande.
Pigghå (Squalus acanthias) er en haifisk i håfamilien. Den har en giftig pigg foran på hver av de to ryggfinnene, derav navnet. Det er forbudt å fiske og lande pigghå i Norge. Forbudet gjelder også fritidsfiske.
Pigghåen er vår vanligste haiart, utbredt langs hele norskekysten. Den lever på dyp ned til 1400 meter,[3] og opptrer ofte i stimer på flere tusen individer. Den fanges i dag hovedsakelig på grunn av sitt velsmakende kjøtt.
Pigghåen ble plassert i kategorien "sterkt truet" på Nasjonal rødliste i 2015, og på verdensbasis er den "sårbar".
Hunnene blir opp til 160 cm og kan veie over ni kilo, mens hannene som regel blir 90 cm lange og 6-7 kilo.[4]
Pigghå (Squalus acanthias) er en haifisk i håfamilien. Den har en giftig pigg foran på hver av de to ryggfinnene, derav navnet. Det er forbudt å fiske og lande pigghå i Norge. Forbudet gjelder også fritidsfiske.
Pigghåen er vår vanligste haiart, utbredt langs hele norskekysten. Den lever på dyp ned til 1400 meter, og opptrer ofte i stimer på flere tusen individer. Den fanges i dag hovedsakelig på grunn av sitt velsmakende kjøtt.
Pigghåen ble plassert i kategorien "sterkt truet" på Nasjonal rødliste i 2015, og på verdensbasis er den "sårbar".
Hunnene blir opp til 160 cm og kan veie over ni kilo, mens hannene som regel blir 90 cm lange og 6-7 kilo.
Koleń pospolity[3], koleń[4] (Squalus acanthias) – gatunek ryby chrzęstnoszkieletowej z rodziny koleniowatych (Squalidae). Ceniona ryba konsumpcyjna[przez kogo?].
Przybrzeżne wody klimatu umiarkowanego wzdłuż szelfu kontynentalnego, w wodach o temperaturze od 7–15 °C. Gatunek szeroko rozprzestrzeniony. Spotykany również w zachodniej części Bałtyku. Zanotowano przypadki wpływania do estuariów.
Ciało torpedowate, szaro-brązowe z jaśniejszym brzuchem. Dwie płetwy grzbietowe, w każdej jeden kolec połączony z gruczołem jadowym. Kolenie osiągają przeciętnie do 160 cm długości (samice do 120 cm) i do 9 kg masy ciała. Największe okazy dorastają do 2 m. Pływają w stadach liczących kilkaset do kilku tysięcy sztuk. Żywią się rybami, głowonogami i skorupiakami.
Koleń pospolity wyróżnia się najdłuższą ze wszystkich ryb chrzęstnoszkieletowych ciążą[5] trwającą 22–24 miesięcy. Samica rodzi od 1–20, przeciętnie 6–7 młodych. Młode po urodzeniu mają ok. 30 cm długości.
Gatunek wpisany do Czerwonej Księgi IUCN jako narażony na wyginięcie (kategoria VU). Jeden z najpospolitszych i najdłużej żyjących rekinów – kolenie pospolite żyją do 75 lat.
Koleń pospolity, koleń (Squalus acanthias) – gatunek ryby chrzęstnoszkieletowej z rodziny koleniowatych (Squalidae). Ceniona ryba konsumpcyjna[przez kogo?].
Squalus acanthias (conhecido em Portugal como galhudo ou galhudo-malhado[1]) é uma espécie de elasmobrânquio esqualiforme da família Squalidae. É um pequeno tubarão de profundidade que pode alcançar 1,25 metros de comprimento,[2] com corpo estilizado com espinhos venenosos muito afilados nas barbatanas dorsais.
Squalus acanthias (conhecido em Portugal como galhudo ou galhudo-malhado) é uma espécie de elasmobrânquio esqualiforme da família Squalidae. É um pequeno tubarão de profundidade que pode alcançar 1,25 metros de comprimento, com corpo estilizado com espinhos venenosos muito afilados nas barbatanas dorsais.
Câinele de mare (Squalus acanthias) este o specie de rechin din ordinul Squaliformes, familia Squalidae, cunoscut și sub numele de „peștele cu pinteni”.[2]
Câinele de mare poate fi întâlnit în apele puțin adânci din Marea Neagră, Marea Mediterană, Marea Baltică, Marea Nordului și apele reci din Atlantic și Pacific. În Marea Neagră, se află una dintre cele mai mari populații de rechini din acest gen. Spre deosebire de rechinii oceanici, este total inofensiv pentru om. [3] Din familia Squalidae, în Marea Neagră este prezentă și specia Squalus blainville.
Traiește mai mult izolat la adâncimi de 50-90 metri, în intervalul martie-iunie și octombrie-noiembrie, uneori până la 100 m, foarte rar apropiindu-se de litoral la adâncimi mai mici de 10 m. Se hrănește cu scrumbii, aterine, hamsii, guvizi, stavrizi, crabi și creveți. [4]
Câinele de mare are o talie mică. La maturitate masculii ajung la 1-1,5 m, femelele până la 1,7 m, iar greutatea între 6-14 kg.
Pielea este acoperită cu solzi mărunți, placoizi. Ambele înotătoare dorsale sunt precedate de câte un țep, de unde-i provine și numele de peștele cu pinteni.
Are capul plat, gura este așezată ventral sub bot. Dinții sunt ascuțiți, așezați pe 6 rânduri, cu vârfurile îndoite de la mijloc în direcția colțurilor gurii. Ochii sunt foarte mari, de formă ovală, fără membrană (pleoapă), iar culoarea irisului poate varia foarte mult. Branhiile sunt mici și așezate înaintea pectoralelor.
În colorația corpului predomină nuanța cenușiu-albăstruie, cenușiu închis pe partea dorsală și părțile laterale, pe burtă alb-gălbuie. Este un înotător foarte bun datorită formei hidrodinamice deosebite a corpului.
Fiind adaptați vieții în ape reci, câinii de mare nu au un metabolism intens și au un ritm de creștere foarte lent. Vârsta medie este de 35-40 de ani, dar sunt și exemplare care trăiesc până la 50-75 de ani. Masculii ating maturitatea sexuală la vârsta de 10-11 ani și femelele la 18-21 de ani.
Este o specie ovovipară, perioada de împerechere fiind în ianuarie-martie. După o perioadă de gestație de 22-24 luni, nasc între 2 și 11 pui, măsurând 25-30 cm. [5]
Creșterea lentă, maturitatea sexuală târzie și faptul că femelele produc un număr mic de pui pe an, fac ca populațiile de câine de mare să se refacă foarte greu. [6] Letea Sorina, 20 Iunie 2012
Carnea câinelui de mare este comestibilă, bună la gust și lipsită de grăsimi. Poate fi consumată în stare proaspătă, congelată, afumată (batog), semiconserve și conserve.
Din ficat (cca. 13,2% din greutatea corpului) se extrage un ulei (untura de pește), foarte bogat în vitamina A. Pielea poate fi utilizată în șlefuirea metalelor sau tăbăcită la confecționare diferitelor obiecte de marochinarie. [7]
Anual se pescuiesc în apele marine aproape 15 000 tone. În Marea Neagră, capturile raportate de câine de mare au scăzut în ultimii 20 de ani, cu peste 70%. [8]
Câinele de mare (Squalus acanthias) este o specie de rechin din ordinul Squaliformes, familia Squalidae, cunoscut și sub numele de „peștele cu pinteni”.
Pigghajen (Squalus acanthias) är en haj som tillhör familjen pigghajar. Den kommer från Nordatlanten in till den svenska västkusten i juni, oftast i stora stim.
Pigghajen är en rastlös jägare som ständigt är på vandring. Den är en allätare vad gäller födan, och på menyn står allt från sill, makrill, torsk, plattfisk till allehanda kräftdjur.
Pigghajen har likt andra hajar inre befruktning, och som många andra hajar föder den levande ungar, oftast 4–8, som är 20–25 cm långa. Befruktningen sker med hjälp av hanarnas könsrullar, som är ombildade bukfenor och som motsvarar däggdjurens penis. Reproduktionen är långsam, eftersom pigghajen inte blir könsmogen förrän efter 10–14 år, och honan behöver 2 år på sig innan ungarna kan födas.[2]
Pigghajen är en matfisk och utsatt för hårt fisketryck. I fiskhandeln finns den till försäljning flådd och med huvudet borttaget under namnet nordsjöål eller felaktigt kallat havsål. Havsål är inte en haj utan en en benfiskart.
Arten är starkt hotad, och EU har fastställt fiskekvoter för pigghaj, men de har legat långt över forskarnas rekommendationer.[2][ifrågasatt uppgift]
1 april 2011 blev pigghajen totalfredad i svenska vatten. Fångade hajar skall snabbt sättas tillbaka i oskadat skick.[3]
I Halland kallas denna art hå.[4]
Pigghajen (Squalus acanthias) är en haj som tillhör familjen pigghajar. Den kommer från Nordatlanten in till den svenska västkusten i juni, oftast i stora stim.
Pigghajen är en rastlös jägare som ständigt är på vandring. Den är en allätare vad gäller födan, och på menyn står allt från sill, makrill, torsk, plattfisk till allehanda kräftdjur.
Pigghajen har likt andra hajar inre befruktning, och som många andra hajar föder den levande ungar, oftast 4–8, som är 20–25 cm långa. Befruktningen sker med hjälp av hanarnas könsrullar, som är ombildade bukfenor och som motsvarar däggdjurens penis. Reproduktionen är långsam, eftersom pigghajen inte blir könsmogen förrän efter 10–14 år, och honan behöver 2 år på sig innan ungarna kan födas.
Pigghajen är en matfisk och utsatt för hårt fisketryck. I fiskhandeln finns den till försäljning flådd och med huvudet borttaget under namnet nordsjöål eller felaktigt kallat havsål. Havsål är inte en haj utan en en benfiskart.
Arten är starkt hotad, och EU har fastställt fiskekvoter för pigghaj, men de har legat långt över forskarnas rekommendationer.[ifrågasatt uppgift]
1 april 2011 blev pigghajen totalfredad i svenska vatten. Fångade hajar skall snabbt sättas tillbaka i oskadat skick.
Mahmuzlu camgöz (Squalus acanthias), Squalidae familyasından Türkiye sularında da görülen bir köpek balığı türü.
Genelde 80–100 cm ve 3–4 kg olan bu köpek balığının 150 cm'ye ve 10 kg'ye çıktığı bilinir [1]. Ancak 200 cm ve 15–20 kg olanlarına da rastlanmıştır. Aslen halk arasında camgöz olarak bilinse de camgözler sınıfından değildir. En önemli özelliği iki sırt yüzgecinin önlerinde birer sivri mahmuz bulunmasıdır. Gözleri ise dışarıya doğru çıkık yeşil-mavi renktedir.
Balık sürüleriyle ve ahtapotlarla beslenen ve bu sürüleri takip eden, kendisi de sürü oluşturan bayağı köpek balığı, çok keskin dişleriyle profesyonel balıkçıların ağlarına büyük zarar verir. Kırlangıç türü dip balıklarını avlayan amatör balıkçıların oltalarına nadiren takılır.
İnsanlara saldırmaz.
Eti Türkiye'de pek yenmez. Ancak pek çok Avrupa ülkesinde mutfaklarda kullanılır. Son yıllarda (2006) sayılarında büyük bir düşme görüldüğünden birçok yerde kırmızı listeye alınmıştır (ticareti yapılsa da tüketimi tavsiye edilmeyenlerin listesi).
Mahmuzlu camgöz (Squalus acanthias), Squalidae familyasından Türkiye sularında da görülen bir köpek balığı türü.
Genelde 80–100 cm ve 3–4 kg olan bu köpek balığının 150 cm'ye ve 10 kg'ye çıktığı bilinir . Ancak 200 cm ve 15–20 kg olanlarına da rastlanmıştır. Aslen halk arasında camgöz olarak bilinse de camgözler sınıfından değildir. En önemli özelliği iki sırt yüzgecinin önlerinde birer sivri mahmuz bulunmasıdır. Gözleri ise dışarıya doğru çıkık yeşil-mavi renktedir.
Balık sürüleriyle ve ahtapotlarla beslenen ve bu sürüleri takip eden, kendisi de sürü oluşturan bayağı köpek balığı, çok keskin dişleriyle profesyonel balıkçıların ağlarına büyük zarar verir. Kırlangıç türü dip balıklarını avlayan amatör balıkçıların oltalarına nadiren takılır.
İnsanlara saldırmaz.
Eti Türkiye'de pek yenmez. Ancak pek çok Avrupa ülkesinde mutfaklarda kullanılır. Son yıllarda (2006) sayılarında büyük bir düşme görüldüğünden birçok yerde kırmızı listeye alınmıştır (ticareti yapılsa da tüketimi tavsiye edilmeyenlerin listesi).
Як і всі акули, катран має обтічну форму тіла, що вважається однією з досконалих для риб.
Довге і струнке тіло акул може легко розтинати воду і пливти з великою швидкістю. Паща її міститься на нижньому боці загостреного рила і півмісяцем загинається назад у постійному лютому оскалі. Всередині пащі є кілька рядів зубів, якими риби хапають, рвуть, ріжуть, подрібнюють їжу. Зуби в акул виростають на зміну вирваним, сточеним або тим, що випали.
Забарвлення сірувато-коричневе, спина темніша, з боків тіла поодинокі білі плями, черево світле.
В основі спинних плавців є кістяні загнуті шипи, уколи якими можуть викликати некроз тканин[2].
Для людини ця акула не становить небезпеки. Людина може лише поранитися колючками або променями плавців під час необережного перебирання улову.
Тримається зграями в придонних шарах води, але зустрічається і біля поверхні. Поява його біля берегів збігається з температурою води близько +14…+ 15 °C, тобто навесні та восени. Взимку зграї з риб різних розмірів (від 60 до 135 см) тримаються на глибинах 100—200 м, де температура води +7…+8 °С. Тут вони живляться хамсою й ставридою. А влітку, з травня по серпень, на глибинах 40—45 м переважають самиці завдовжки понад 100 см. У цей час дорослі самиці та молодь тримаються на глибинах понад 40 м. Тут вони живляться переважно шпротом і мерлангом, які не витримують значного прогрівання води й опускаються в придонні шари води.
Живородна акула. Самиця народжує понад 15 малят завдовжки 22— 27 см. Дорослими вони стають через 13—17 років. Розміри катрана не перевищують 150 см, а маса досягає 15—20 кг.
З м'яса можна виготовляти консерви й балики. З печінки, маса якої становить до 30 % маси тіла, виробляють технічний і медичний жир, багатий на вітаміни А і D. З хвостів, голів та плавців виготовляють клей. Плавці також ціняться як харчовий продукт, а яйця, що досягають в діаметрі 4 см, можна споживати.
Рацион короткопёрых колючих акул разнообразен. Он состоит из костистых рыб, таких как скумбрия, песчанка, хек, пикша, сайда, атлантический лосось, менхаден, камбала, а также крабов, кальмаров, креветок, головоногих, полихет, морских анемонов, медуз и даже водорослей[19]. Несмотря на небольшой размер, устройство челюстей и зубов этих акул позволяет им наносить мощные укусы.
В свою очередь катраны могут стать добычей крупных рыб, в том числе акул, морских млекопитающих, косаток и даже чаек, которые сбрасывают небольших акул на камни, чтобы умертвить[20].
На катранах паразитируют инфузории Trichodina fultoni и Trichodina jadranica[21], myxosporea Chloromyxum leydigi, Chloromyxum ovatum[21] и Chloromyxum squali[22], различные виды моногеней, в том числе Erpocotyle abbreviata, Heterocotyle minima, Microbothrium apiculatum и Squalonchocotyle squali[23], цестоды (Chimaerarhynchus rougetae, Eutetrarhynchus ruficollis, Grillotia erinaceus[24] и и т. д.[25]), трематоды Hemiurus levinseni, Otodistomum veliporum, Prosorhynchus squamatus и Steganoderma formosum[26], нематоды Contracaecum sp. , Hysterothylacium aduncum и Metanisakis tricupola и веслоногие рачки Lernaeopoda galei и Pseudocharopinus bicaudatus[21].
Катраны размножаются яйцеживорождением, оплодотворение внутреннее. Спаривание происходит весной. Развивающиеся яйца размещаются в расширенных яйцеводах и располагаются в двух тонких желатинозных капсулах[2]. Каждая капсула содержит от 3 до 13 яиц (обычно 1—4) диаметром около 4—4,5 см. Развитие зародышей в теле самки продолжается 18—22 месяца. Молодь появляется на свет обычно весной, но иногда вымётывание растягивается до осени. В помёте бывает от 6 до 29 мальков длиной 22—27 см[27].
Самцы достигают половой зрелости в возрасте 11 лет при длине 80—100 см, самки становятся половозрелыми в возрасте 18—21 год при длине 98,5—159 см[28]. Максимальная продолжительность жизни составляет 75 лет[10].
Катраны не представляют опасности. Человек может лишь пораниться колючками или лучами плавников во время неосторожного перебирания улова, поскольку пойманные акулы способны сильно выгибаться. Железы у основания шипов вырабатывают слабый яд.
Короткопёрая колючая акула — один из самых многочисленных видов акул в мире. По оценкам на пике численности у побережья Массачусетса в середине XX века ежегодно добывали около 27 000 000 короткопёрых колючих акул[18][8].
Мясо короткопёрых колючих акул не имеет специфического для многих других акул аммиачного запаха и в некоторых странах ценится даже выше, чем сельдь[2]. Его используют в свежем и солёном виде, из него производят консервы и балык. Из печени, масса которой составляет до 30 % массы тела, вырабатывают технический и медицинский жир, богатый витаминами А и Е. Из хвостов, голов и плавников делают клей. Плавники также ценятся как пищевой продукт. Этих акул в большом количестве ловят в Японии, Китае, Англии, Норвегии и других странах. До Второй мировой войны маринованное или копчёное мясо катранов поступало в Германии на рынок под названием «морской угорь» и было очень популярно[2]. Однако в мясе короткопёрых колючих акул могут накапливаться тяжелые металлы[20].
В 1980-х годах в СССР получил популярность изготавливавшийся из хрящей катрана препарат «Катрекс», якобы помогавший справиться с раковыми опухолями. Тем не менее, его эффективность доказана не была[29]. Кроме того, акулий хрящ используют при лечении остеоартритов[20]. В конце XX века Франция была крупнейшим импортёром мяса катрана среди стран Евросоюза, а Норвегия — среди стран, не входящих в союз. Пик добычи пришёлся на 1972 год и составил 73 500 тонны, затем последовал спад и в 1990-х годах стабилизация уловов на уровне 36 000—51 000 тонн. Наибольшая часть обыкновенных катранов ловится в Северной Атлантике[11]. Эти акулы являются ценным материалом для проведения биомедицинских исследований, например, функции почек человека. Из выстилки желудка катранов был получен новый антибиотик широкого спектра скваламин[20], эффективный против целого ряда болезней, включая лихорадку Денге, жёлтую лихорадку и гепатиты B, C и D[30].
Массовый промысел, позднее созревание и медленный цикл воспроизведения, в том числе очень продолжительный срок беременности делают короткопёрых колючих акул чрезвычайно чувствительными к перелову. Иногда пойманных в качестве прилова катранов выбрасывают за борт. Уровень выживаемости у них довольно высок. Международный союз охраны природы присвоил этому виду статус «Уязвимый»[11]. В США в целях восстановления популяции этих акул введены квоты на их добычу[31].
白斑角鯊(學名:Squalus acanthias),又名棘角鯊或薩氏角鯊,軟骨魚綱角鯊目角鯊科的其中一種,是一種很著名的角鯊屬成員。牠們的特徵是在兩個背鰭上都有鰭棘,且沒有臀鰭。牠們分佈世界上大部份的淺水及海面海域,尤其是在溫帶的水域。
白斑角鯊背鰭有鰭棘,沒有臀鰭,背部有白點。尾鰭有不同稱的突,形成了歪形尾。雄性約於11歲時達至性成熟,長0.8至1米。雌性約於18至21歲性成熟及較雄性稍大,達1至1.24米。牠們的身體呈灰褐色及反蔭蔽。雄性的一對腹鰭變成了輸送精子的器官,稱為「鰭腳」,於交配時將鰭腳伸入雌性的陰溝中。
白斑角鯊的鰭棘是用來保護自己的:當被捕捉曷,牠會屈曲身體,以棘來割傷捕獵者。棘的底部會分泌輕微的毒素。
白斑角鯊的群族達數百至數千條。群族一般會由差不多體型及性別所組成。牠們以硬骨魚、細少的鯊魚及多種無脊椎動物為食物。牠們亦是其他大型魚類、其他鯊魚及水中的哺乳動物的獵物。
白斑角鯊是卵胎生的。卵子在母體內受精。雄性會將鰭腳伸入雌性的輸卵管,並沿鰭腳上部份的溝排出精子。在受精後,卵子會由一層薄膜所包圍,一般會包裹幾顆卵子。牠們會在冬季交配,妊娠期長達22至24個月,是脊椎動物中最長的。每胎平均約有6至7條幼鯊,最多及最少分別可達11條及12條。
白斑角鯊在歐洲、美國、加拿大、新西蘭及智利都會用作食物。魚肉主要銷往英格蘭、法國、比荷盧三國關稅同盟的國家及德國。鰭及尾巴則會作為價值較次等的魚翅。牠們會被作為肥料、肝油及飼料,加上牠們的體型,很適合作為實驗教學的材料。
|access-date=
中的日期值 (帮助)
白斑角鯊(學名:Squalus acanthias),又名棘角鯊或薩氏角鯊,軟骨魚綱角鯊目角鯊科的其中一種,是一種很著名的角鯊屬成員。牠們的特徵是在兩個背鰭上都有鰭棘,且沒有臀鰭。牠們分佈世界上大部份的淺水及海面海域,尤其是在溫帶的水域。