Los geotrúpidos (Geotrupidae) son una familia de coleópteros polífagos, con más de 600 especies descrites.[3] El so tamañu bazcuya ente 5 y 45 mm. La mayoría son coprófagos (alimentar d'escrementos), pero tamién hai especies saprófagues (vexetales en descomposición) y micetófagas (fungos).
Machos y femes escaven conxuntamente galeríes soterrañes nes que depositen reserves d'alimentu (cuchu, restos de fueyes) pa les futures bárabos.[4]
Según Bouchard y collaboradores:[5]
.Los geotrúpidos (Geotrupidae) son una familia de coleópteros polífagos, con más de 600 especies descrites. El so tamañu bazcuya ente 5 y 45 mm. La mayoría son coprófagos (alimentar d'escrementos), pero tamién hai especies saprófagues (vexetales en descomposición) y micetófagas (fungos).
Machos y femes escaven conxuntamente galeríes soterrañes nes que depositen reserves d'alimentu (cuchu, restos de fueyes) pa les futures bárabos.
Els geotrúpids (Geotrupidae) són una família de coleòpters polífags de las superfamília dels escarabeoïdeus, amb més de 600 espècies descrites.[1] La seva mida oscil·la entre 5 i 45 mm. La majoria són copròfags (s'alimenten d'excrements), però també hi ha espècies sapròfagues (vegetals en descomposició) i micetòfages (fongs).
Mascles i femelles excaven conjuntament galeries subterrànies en les quals dipositen reserves d'aliment (fems, restes de fulles) per a les futures larves.[2]
La darrera revisió de les famílies de coleòpter reconeix tres subfamílies dins els geotrúpids:[3]
Els Lethrinae, considerats abans una subfamília pròpia, són contemplats com una tribu dels Geotripinae.[3]
Els geotrúpids (Geotrupidae) són una família de coleòpters polífags de las superfamília dels escarabeoïdeus, amb més de 600 espècies descrites. La seva mida oscil·la entre 5 i 45 mm. La majoria són copròfags (s'alimenten d'excrements), però també hi ha espècies sapròfagues (vegetals en descomposició) i micetòfages (fongs).
Mascles i femelles excaven conjuntament galeries subterrànies en les quals dipositen reserves d'aliment (fems, restes de fulles) per a les futures larves.
Chrobákovití (Geotrupidae, z řeckého geos, země a trypetes, vrtat) je čeleď brouků. Obecně jsou nazýváni hnojníky nebo hovnivály.
Většina z nich si v zemi vyhrabává chodby, tunel a hnízda, do kterých kladou svá vajíčka a larvy. Jsou typicky saprofágní, svá hnízda zásobují listovou hrabankou (často hnijící), příležitostně jsou koprofágní. Vajíčka kladou do a nebo pod zdroj jejich budoucí potravy, který zahrabávají do země a vyvíjející larvy se pak na těchto zásobách živí. Chodby některých druhů sahají až do hloubky 2 metrů.
Některé druhy spolu komunikují stridulací, třením určitých částí těla o sebe.
Předtím, než byli Geotrupidae klasifikováni jako samostatná čeleď, byli zařazeni jako podčeleď Geotrupinae v čeledi Scarabaeidae. Čeleď Bolboceratidae byla včleněna do podčeledi Bolboceratinae, na základě stejného počtu segmentů tykadel, ale na základě studia dalších znaků je Scholtz & Browne (1995) povýšili do čeledi Bolboceratidae.
Čeleď má více než 600 druhů v asi 25 rodech a třech podčeledích.
V tomto článku byl použit překlad textu z článku Geotrupidae na anglické Wikipedii.
Obrázky, zvuky či videa k tématu chrobákovití ve Wikimedia Commons
nadčeleď Bostrichoidea: Anobiidae • Bostrichidae • Dermestidae • Jacobsoniidae
nadčeleď Chrysomeloidea: Cerambycidae • Chrysomelidae • Megalopodidae • Orsodacnidae
nadčeleď Cleroidea: Acanthocnemidae • Chaetosomatidae • Cleridae • Melyridae • Phloiophilidae • Phycosecidae • Prionoceridae • Trogossitidae
nadčeleď Cucujoidea: Alexiidae • Biphyllidae • Boganiidae • Bothrideridae • Cavognathidae • Cerylonidae • Coccinellidae • Corylophidae • Cryptophagidae • Cucujidae • Discolomatidae • Endomychidae • Erotylidae • Helotidae • Hobartiidae • Kateretidae • Laemophloeidae • Lamingtoniidae • Languriidae • Monotomidae • Nitidulidae • Passandridae • Phalacridae • Phloeostichidae • Propalticidae • Protocucujidae • Silvanidae • Smicripidae • Sphindidae
nadčeleď Curculionoidea: Anthribidae • Attelabidae • Belidae • Brentidae • Caridae • Curculionidae • Ithyceridae • Nemonychidae
nadčeleď Lymexyloidea: Lymexylidae
nadčeleď Buprestoidea: Buprestidae • Schizopodidae
nadčeleď Byrrhoidea: Byrrhidae • Callirhipidae • Chelonariidae • Cneoglossidae • Dryopidae • Elmidae • Eulichadidae • Heteroceridae • Limnichidae • Lutrochidae • Psephenidae • Ptilodactylidae
nadčeleď Dascilloidea: Dascillidae • Rhipiceridae
nadčeleď Elateroidea: Artematopodidae • Brachypsectridae • Cantharidae • Cerophytidae • Drilidae • Elateridae • Eucnemidae • Lampyridae • Lycidae • Omalisidae • Omethidae • Phengodidae • Plastoceridae • Podabrocephalidae • Rhinorhipidae • Telegeusidae • Throscidae
Chrobákovití (Geotrupidae, z řeckého geos, země a trypetes, vrtat) je čeleď brouků. Obecně jsou nazýváni hnojníky nebo hovnivály.
Většina z nich si v zemi vyhrabává chodby, tunel a hnízda, do kterých kladou svá vajíčka a larvy. Jsou typicky saprofágní, svá hnízda zásobují listovou hrabankou (často hnijící), příležitostně jsou koprofágní. Vajíčka kladou do a nebo pod zdroj jejich budoucí potravy, který zahrabávají do země a vyvíjející larvy se pak na těchto zásobách živí. Chodby některých druhů sahají až do hloubky 2 metrů.
Některé druhy spolu komunikují stridulací, třením určitých částí těla o sebe.
Die Mistkäfer (Geotrupidae) sind eine Familie der Käfer innerhalb der Überfamilie Scarabaeoidea. Sie wurden früher als Unterfamilie zur Familie der Blatthornkäfer (Scarabaeidae) gezählt. Bis vor kurzem wurde ihr auch die jetzige Familie Bolboceratidae als Unterfamilie zugerechnet. Diese wurde aber von Browne & Scholtz 1995 in den Familienrang erhoben.[1] Die Tiere leben in Wäldern, auf Feldern und in der Steppe.[2] Bekannt sind etwas mehr als 150 Arten,[3] 59 davon in Europa,[4] in Mitteleuropa 11 in sechs Gattungen.[5]
Die Käfer sind 10 bis 45 Millimeter lang. Sie haben eine dunkelbraune, violette oder schwarze Farbe, häufig metallisch schimmernd. Der Kopf ist nicht nach unten gekrümmt. Die Facettenaugen sind bei den Geotrupinae vollständig, ansonsten teilweise durch einen Canthus getrennt, die Ommatidien sind voll entwickelt (eucon). Der Epipharynx ist abgerundet und hat bei den Lethrinae einen eingekerbten Vorderrand; bei den anderen Unterfamilien ist er gerade. Die Fühler sind bei den Geotrupinae und den Lethrinae 11-gliedrig, bei den Taurocerastinae 10-gliedrig und tragen eine dreigliedrige Keule. Die Mandibeln sind bei den Taurocerastinae und den Geotrupinae langgestreckt, an der Spitze doppelt gezähnt und haben mesal eine Bürste und Verbindung. Bei den Lethrinae unterscheiden sie sich zwischen den Männchen und Weibchen; bei ersteren sind sie größer. Sie sind außerdem stark sklerotisiert Molaroberflächen und Bürste sind asymmetrisch gezahnt. Die Maxillarpalpen sind viergliedrig, die Labialpalpen gewöhnlich auch, bei den Lethrinae haben sie jedoch drei Glieder. Bei den Lethrinae ist die Maxilla stark modifiziert. Ein Empodium ist ausgebildet. Der dorsodistale Grat der Flügelader 2Ax hat einen langen und gekrümmten Apex und einen auffällig langen anterioren Bereich. Die Querader ScA-BR von 1BP ist ausgebildet. Die Stigmen am ersten bis achten Hinterleibssegment sind funktional. Das Stigma des ersten Hinterleibssegments befindet sich bei den Geotrupinae und Lethrinae am Sternit, die Stigmen II bis VII in der Pleuralmembran, bei der Gattung Geotrupes befindet sich das Stigma des achten Hinterleibssegment am Tergit, ansonsten ebenso in der Pleuralmembran. Bei den Taurocerastinae befindet sich das Stigma des ersten bis siebten Hinterleibssegments in der Pleuralmembran, das des achten am Tergit. Nur bei den Geotrupinae ist ein Zentralnervensystem bekannt, bei dem die Ganglien des Meso- und Metathorax miteinander teilweise verbunden und alle Ganglien des Hinterleibs mit dem Metathorax verbunden sind.[3]
Der Körper der Larven ist breit C-förmig. Die Segmente des Thorax und das erste bis sechste Segment des Hinterleibs sind dorsal in zwei Falten unterteilt. Das Cranium ist symmetrisch. Punktaugen (Ocelli) fehlen. Mit Ausnahme der Gattungen Taurocerastes und Frickius ist eine Frontoclypealnaht nicht ausgebildet. Die Stirnplatte (Clypeus) ist symmetrisch oder asymmetrisch. Das Labrum ist dreifach gelappt. Die Fühler sind dreigliedrig und haben keinen großen Sinnesfleck. Die Mandibeln sind asymmetrisch, haben ventral einen Fortsatz, und es fehlt der ventrale Stridulationsbereich. Galea und Lacinia sind deutlich voneinander getrennt. Am Schenkelring (Trochanter) der mittleren Beine und der hinteren Beine ist ein Organ zur Geräuscherzeugung ausgebildet. Die Hinterbeine sind bei manchen Arten deutlich verkürzt. Die Stigmen sind siebförmig (cribriform).[3]
Die Imagines sind tag- und nachtaktiv, im Flug schwerfällig. Bei ihnen kann man Brutfürsorge beobachten: Männchen und Weibchen graben unterirdische Gänge bzw. eine Brutkammer und legen dort Nahrungsvorräte für ihre Larven an.[2] Die Geotrupinae ernähren sich von Dung bis zu Pilzen und Humus. Die Lethrinae sind die einzige Unterfamilie, die frische Blätter sammelt und mazeriert. Die Taurocerastinae ernähren sich vom Dung pflanzenfressender Säugetiere.
Bei den Lethrinae wurde nachgewiesen, dass sich die Tiere auf dem Weg von ihrer Brutkammer zur Nahrungsquelle unter anderem nach dem Sternenlicht orientieren.[3] Eine von Marie Dacke geleitete Studie über dieses Orientierungsverfahren aus dem Jahr 2013[6] wurde mit einem Ig-Nobelpreis ausgezeichnet. 2016 wurde veröffentlicht, dass sich Mistkäfer dafür einen Schnappschuss des Nachthimmels mit seinen Leuchtquellen merken, während sie sich um die Hochachse drehend auf der Mistkugel tanzen.[7]
Die Familie wird in drei Unterfamilien unterteilt. Die Monophylie der Familie ist durch folgende Autapomorphien gut begründet: Bei den Imagines ist die mesale Mandibularbürste groß, das Prementum ist vom Mentum getrennt, der dorsodistale Ast der Flügelader 2Ax hat einen langen und gekrümmten Apex und einen auffällig langen anterioren Bereich, die Querader ScA-BR von 1BP ist ausgebildet und der Karyotyp beträgt 2n = 22 und nicht 20. Außerdem kann man bei den adulten Käfern Brutfürsorge beobachten. Auch die Monophylie der Unterfamilien ist gut begründet.[3]
Die folgende Übersicht listet alle Unterfamilien sowie einige mitteleuropäischen Arten:[3]
Männchen von Anoplotrupes stercorosus (Waldmistkäfer)
Geotrupes mutator (Veränderlicher Mistkäfer)
Männchen von Geotrupes spiniger
Männchen von Geotrupes stercorarius (Gemeiner Mistkäfer)
Männchen von Typhaeus typhoeus (Stierkäfer)
Weibchen von Trypocopris vernalis (Frühlingsmistkäfer)
Männchen von Lethrus apterus (Rebenschneider)
Die Mistkäfer (Geotrupidae) sind eine Familie der Käfer innerhalb der Überfamilie Scarabaeoidea. Sie wurden früher als Unterfamilie zur Familie der Blatthornkäfer (Scarabaeidae) gezählt. Bis vor kurzem wurde ihr auch die jetzige Familie Bolboceratidae als Unterfamilie zugerechnet. Diese wurde aber von Browne & Scholtz 1995 in den Familienrang erhoben. Die Tiere leben in Wäldern, auf Feldern und in der Steppe. Bekannt sind etwas mehr als 150 Arten, 59 davon in Europa, in Mitteleuropa 11 in sechs Gattungen.
Bi de Schietkleiers, in Oostfreesland ok Peertieken, Scharntieken, Scharnwevers oder Schiettieken, (Geotrupidae) hannelt sik dat um en Familie mank de Kävers (Coleoptera). Se höört to de Böverfamilie Scarabaeoidea mit to. Vörmols sünd se as Unnerfamilie to de Scarabäuskävers (Scarabaeidae) mit torekent wurrn. Dat is noch nich lang her, dor wurr ok de hüdige Familie Bolboceratidae as Unnerfamilie to de Schietkleiers mit torekent. Man de is vun Browne & Scholtz 1995 in den Rang vun en Familie böört wurrn. De Deerter leevt in'n Woold, up Feller un in'e Steppen. En beten mehr as 150 Aarden sünd bekannt, dormank 59 in Europa. In Middeleuropa leevt 11 Aarden in fief Geslechter.
De Kävers sünd 10 bit 45 Millimeters lang. Vun 'e Farven sünd se dunkelbruun, vigelett oder swatt, faken glimmert se as Metall.
De Imagines sünd Dag un Nacht togange un sünd man wat traag, wenn se flegen doot. Se scheert sik um ehr Broddels: Heken un Seken buddelt Gäng oder en Kamer to'n Bröden unner de Eer un leggt dor ok Freten for de Budden hen. De Geotrupinae freet Schiet bit hen to Swämme un Humus. De Lethrinae sammelt as eenzige Unnerfamilie frische Blöder. De Taurocerastinae vertehrt de Schiete vun Söögdeerter, de Planten freten doot. Bi de Lethrinae is rutfunnen wurrn, datt se den Weg vun de Brödelkamer na dat Freten unner annern mit Hölp vun dat Steernlicht finnt. 2016 is rutbrocht wurrn, datt Schietenkleiers sik dor en Bild vun den Nachthimmel un siene Lichter for marken doot. Dat kriegt se hen, wenn se sik upsteilt un up de Mestkogel dreiht.[1]
De Familie warrt in dree Unnerfamilien updeelt. Se sünd her uptellt, tohopen mit en poor Aarden:
. Mehr Biller, Videos oder Audiodateien to’t Thema gifft dat bi Wikimedia Commons. Bi de Schietkleiers, in Oostfreesland ok Peertieken, Scharntieken, Scharnwevers oder Schiettieken, (Geotrupidae) hannelt sik dat um en Familie mank de Kävers (Coleoptera). Se höört to de Böverfamilie Scarabaeoidea mit to. Vörmols sünd se as Unnerfamilie to de Scarabäuskävers (Scarabaeidae) mit torekent wurrn. Dat is noch nich lang her, dor wurr ok de hüdige Familie Bolboceratidae as Unnerfamilie to de Schietkleiers mit torekent. Man de is vun Browne & Scholtz 1995 in den Rang vun en Familie böört wurrn. De Deerter leevt in'n Woold, up Feller un in'e Steppen. En beten mehr as 150 Aarden sünd bekannt, dormank 59 in Europa. In Middeleuropa leevt 11 Aarden in fief Geslechter.
Geotrupidae (from Greek γῆ (gē), earth, and τρῡπητής (trȳpētēs), borer) is a family of beetles in the order Coleoptera. They are commonly called earth-boring dung beetles or dor beetles.[1] Most excavate burrows in which to lay their eggs. They are typically detritivores, provisioning their nests with leaf litter (often moldy), but are occasionally coprophagous, similar to dung beetles. The eggs are laid in or upon the provision mass and buried, and the developing larvae feed upon the provisions. The burrows of some species can exceed 2 metres in depth.
A few species communicate by stridulation (rubbing body parts together to make sounds).
They were originally classified as the subfamily Geotrupinae in the family Scarabaeidae before being elevated to a family. Traditionally the family Bolboceratidae was included (as the subfamily Bolboceratinae) on the basis of the number of antenna segments, but examination of a different set of characteristics prompted Scholtz & Browne (1995) to elevate Bolboceratidae to a family, a result supported by recent phylogenetic research.[2]
The family has more than 600 species in about 30 genera in two subfamilies; recent phylogenetic studies indicate that Taurocerastinae is not related to Geotrupinae, and is instead more closely related to Lucanidae and Diphyllostomatidae.[2]
Wikispecies has information related to Geotrupidae. Wikimedia Commons has media related to Geotrupidae. Geotrupidae (from Greek γῆ (gē), earth, and τρῡπητής (trȳpētēs), borer) is a family of beetles in the order Coleoptera. They are commonly called earth-boring dung beetles or dor beetles. Most excavate burrows in which to lay their eggs. They are typically detritivores, provisioning their nests with leaf litter (often moldy), but are occasionally coprophagous, similar to dung beetles. The eggs are laid in or upon the provision mass and buried, and the developing larvae feed upon the provisions. The burrows of some species can exceed 2 metres in depth.
A few species communicate by stridulation (rubbing body parts together to make sounds).
Los geotrúpidos (Geotrupidae) son una familia de coleópteros polífagos, con más de 600 especies descritas.[3] Su tamaño oscila entre 5 y 45 mm (milímetros). La mayoría son detritívoros, coprófagos (se alimentan de excrementos), pero también hay especies saprófagas (se alimentan de vegetales en descomposición) y micetófagas (se alimentan de hongos).
Machos y hembras excavan conjuntamente galerías subterráneas en las que depositan reservas de alimento (estiércol, restos de hojas) para las futuras larvas. Los túneles de algunas especies pueden medir más de 2 m (metros).[4]
Algunas especies se comunican por estridulación, frotando las partes del cuerpo para producir sonido.
Según Bouchard y colaboradores:[5]
Datos: Q309217
Multimedia:
Especies: Geotrupidae
Los geotrúpidos (Geotrupidae) son una familia de coleópteros polífagos, con más de 600 especies descritas. Su tamaño oscila entre 5 y 45 mm (milímetros). La mayoría son detritívoros, coprófagos (se alimentan de excrementos), pero también hay especies saprófagas (se alimentan de vegetales en descomposición) y micetófagas (se alimentan de hongos).
Machos y hembras excavan conjuntamente galerías subterráneas en las que depositan reservas de alimento (estiércol, restos de hojas) para las futuras larvas. Los túneles de algunas especies pueden medir más de 2 m (metros).
Algunas especies se comunican por estridulación, frotando las partes del cuerpo para producir sonido.
Geotrupidae on kovakuoriaisiin (Coleoptera) turilasmaisten (Scarabaeoidea) yläheimoon kuuluva heimo.
Useimmat ryhmän kuoriaiset kaivavat koloja, joihin naaraat munivat munansa. Tyypillisesti useat ryhmän lajit varustavat pesänsä lehtiaineksella, joka on usein homeista. Toisinaan ryhmän lajit ovat myös lantakuoriaisten tapaan koprofagisia. Kuoriaiset munivat munansa ravintoaineksen sekaan tai päälle ja hautaavat ne. Munista kuoriutuvat ja kehittyvät toukat saavat sitten ravintonsa niitä ympäröivästä ravintovarannosta. Joidenkin lajien pesäkolot voivat olla jopa yli 2 metriä syviä. Muutamat ryhmän lajit kommunikoivat äänillä, joita ne tuottavat ruumiinosia hankaamalla.[1]
Alun perin koko kuoriaisryhmä oli luokiteltu Geotrupinae-alaheimoksi, joka kuului lehtisarvisten (Scarabaeidae) heimoon. Myöhemmin ryhmä ylennettiin kuitenkin omaksi heimokseen, Geotrupidae. Heimoon kuuluu yli 600 kovakuoriaislajia, jotka on luokiteltu noin 25 sukuun kolmessa eri alaheimossa. Nämä kolme ryhmään kuuluvaa alaheimoa ovat:[1]
Perinteisesti tähän kuoriaisten ryhmään kuului myös alaheimo Bolboceratinae, jolloin perusteena oli niiden tuntosarvien jaokkeiden lukumäärä. Myöhempien erilaisiin piirteisiin keskittyneiden tutkimusten perusteella ryhmä ylennettiin kuitenkin omaksi heimokseen, Bolboceratidae.[1]
Kovakuoriaisryhmän tieteellinen nimi Geotrupidae koostuu kahdesta osasta. Ensimmäinen osa, geos, viittaa sanaan "maa". Jälkimmäinen osa, trypetes, viittaa kairaamiseen tai poraamiseen. Englannin kielessä tätä ryhmää kutsutaan nimillä dor beetles, "sittiäiset" tai earth-boring dung beetles, "maata kairaavat lantakuoriaiset".[1]
Geotrupidae on kovakuoriaisiin (Coleoptera) turilasmaisten (Scarabaeoidea) yläheimoon kuuluva heimo.
Useimmat ryhmän kuoriaiset kaivavat koloja, joihin naaraat munivat munansa. Tyypillisesti useat ryhmän lajit varustavat pesänsä lehtiaineksella, joka on usein homeista. Toisinaan ryhmän lajit ovat myös lantakuoriaisten tapaan koprofagisia. Kuoriaiset munivat munansa ravintoaineksen sekaan tai päälle ja hautaavat ne. Munista kuoriutuvat ja kehittyvät toukat saavat sitten ravintonsa niitä ympäröivästä ravintovarannosta. Joidenkin lajien pesäkolot voivat olla jopa yli 2 metriä syviä. Muutamat ryhmän lajit kommunikoivat äänillä, joita ne tuottavat ruumiinosia hankaamalla.
Les Geotrupidae forment une famille d'insectes coléoptères, issus de la super-famille des Scarabaeoidea (scarabées).
Cette famille a été décrite par l'entomologiste français Pierre-André Latreille en 1802, sous le nom de Geotrupidae.
Bolboceratidae (Mulsant, 1842)
Il existe 3 sous-familles selon ITIS
Ces insectes observés tantôt seuls, tantôt en groupes de plus d'une dizaine d'individus, jouent un rôle majeur dans le recyclage des excréments, et pour certaines espèces des cadavres d'invertébrés, y compris d'individus de leur propre espèce. On les voit parfois boire la sève d'arbres coupés, ou mourir par dizaines dans un fond de canette de bière abandonnée en forêt.
Le géotrupe Anoplotrupes stercorosus peut consommer des champignons en décomposition (Boletus) et des cadavres d'escargots ou de reptiles (lézards, orvets, serpents...), notamment écrasés sur les pistes et layons forestiers (mortalité animale due aux véhicules), ou écrasés par des VTT, piétons, chevaux ou autres gros animaux.
Les géotrupidés rassemblent, dans des galeries souterraines, des excréments qui serviront de nourriture à leurs larves. Ce faisant, ils contribuent au microdrainage et à l'aération des sols, mais surtout à leur enrichissement.
Les Geotrupidae forment une famille d'insectes coléoptères, issus de la super-famille des Scarabaeoidea (scarabées).
Ciaróg mhór scothdhubh. 24 mm ar fhad is é fásta. Cumhdaigh na sciathán eitreach, cnapadharcáin. Beireann sé uibheacha i dtolláin faoi bhualtrach bó is capaill. Itheann na larbhaí bána feolmhara an bualtrach.
Is síol ainmhí é an t-alt seo. Cuir leis, chun cuidiú leis an Vicipéid.
Balegaši (balegari, lat. Geotrupidae), porodica kornjaša koja čini dio natporodice Scarabaeoidea. Ime je došlo po rodu Geotrupes, a najpoznatij imu je predstavnik obični zujak (Geotrupes stercorarius).
Balegaši su koprofagi, nekada uključivani u porodicu Scarabaeidae[1], iz koje su kasnije izdvojeni rodovi koji čine danas porodice Trogidae i Geotrupidae. O vrstama ovih i srodnih pordica govori se kao o balegarima ili balegašima na nivou natporodice Scarabaeoidea. Premda nisu fitofagi, balegaši mogu napraviti štete na poljoprivrednim usjevima, gdje se koristi stajsko gnojivo. Predstavnike porodica Geotrupidae i Aphodiidae mogu se često sresti na leševima [2], dok se Trogidae koriste za čišćenje skeleta u muzejima. [2]
Balegaši (balegari, lat. Geotrupidae), porodica kornjaša koja čini dio natporodice Scarabaeoidea. Ime je došlo po rodu Geotrupes, a najpoznatij imu je predstavnik obični zujak (Geotrupes stercorarius).
Balegaši su koprofagi, nekada uključivani u porodicu Scarabaeidae, iz koje su kasnije izdvojeni rodovi koji čine danas porodice Trogidae i Geotrupidae. O vrstama ovih i srodnih pordica govori se kao o balegarima ili balegašima na nivou natporodice Scarabaeoidea. Premda nisu fitofagi, balegaši mogu napraviti štete na poljoprivrednim usjevima, gdje se koristi stajsko gnojivo. Predstavnike porodica Geotrupidae i Aphodiidae mogu se često sresti na leševima , dok se Trogidae koriste za čišćenje skeleta u muzejima.
Geotrupidae Latreille, 1802 è una famiglia di insetti dell'ordine dei coleotteri che comprende una cinquantina di generi e circa 620 specie in tutto il mondo.
Il nome deriva dalle parole greche "geos" che significa terra e "trypetes" che significa scavatore, in riferimento alle abitudini fossorie di questi insetti.[1].
Hanno una lunghezza che va da 10 a più di 30 mm. Il corpo è tozzo di forma ovale o rotondeggiante. Il capo è relativamente piccolo in proporzione al corpo e in alcuni casi ornato da rilievi, tubercoli o corna cefaliche. Gli occhi disposti ai lati del capo, sono divisi in due metà, superiore e inferiore, da una espansione della gena detta "canthus".
Le mandibole sono ben visibili dall'alto. In alcuni generi sono molto sviluppate e atte a tagliare parti tenere di Piante erbacee.
Le antenne sono lamellate come in tutti gli Scarabaeoidea, formate da 11 articoli, carattere questo che li distingue dagli altri appartenenti a questa superfamiglia. Gli ultimi 3 articoli, che sono mobili, formano la clava antennale, asimmetrica e tomentosa.
Il pronoto è in genere più largo che lungo e, in alcune specie, provvisto di corna anche molto sviluppate.
Le elitre possono essere lisce o solcate, ricoprono quasi completamente l'addome lasciando poco scoperti solo gli ultimi segmenti che vanno a formare il pigidio. Alla base delle elitre è ben visibile lo scutello che ha forma triangolare.
Le ali sono nascoste al di sotto delle elitre e in alcune specie sono ridotte e non funzionali.
Le tibie anteriori sono generalmente dentate in modo da favorire l'attività fossoria. Le tibie posteriori sono spesso dotate di rilievi trasversali, carene, in numero variabile e molto utili per la determinazione dei vari gruppi. All'apice delle tibie posteriori e di quelle mediane sono presenti due speroni. I femori anteriori sono muniti, sul loro lato interno, di un cuscinetto ovale di setole biancastre o ramate, oppure di una fila di pori.
Sono insetti spesso muniti di dense setole soprattutto sull'addome. Gli stigmi addominali sono tutti posizionati sulle membrane pleurali.
I colori sono in genere il nero o il marrone, ma spesso si hanno colorazioni metalliche dalle tonalità verdi, bluastre o violacee, queste in molte specie sono limitate però al lato ventrale dell'insetto.
La larva è di tipo melolontiforme, di colore bianco, con corpo molle e capo chitinizzato e munito di robuste mandibole. Hanno antenne composte da tre articoli. Sull'ultimo urite sono presenti dei caratteristici rilievi a cuscinetto che circondano l'apertura anale.
Sono insetti per lo più coprofagi ma non mancano le specie fitofaghe o micetofaghe. In alcuni casi specie coprofaghe si adattano anche ad una dieta saprofaga o necrofaga.
Quasi tutti i rappresentanti della famiglia scavano delle gallerie sotterranee ramificate, profonde in alcuni casi anche 3 metri, nelle quali trasportano il cibo. Su di esso depongono le uova e su di esso si sviluppano le larve. La maggior parte delle specie scava le gallerie direttamente sotto la fonte di cibo o di fianco ad essa, altre (Lethrus spp. o Thorectes spp.) le scavano anche a parecchi centimetri di distanza. Le operazioni di scavo delle gallerie e accumulo del cibo vengono svolte da entrambi i sessi.[2]
La maggior parte di questi insetti ha un'estrema importanza ecologica interrando grandi quantità di escrementi depositate dai grossi erbivori, aumentando così la fertilità del suolo, ma soprattutto eliminando possibili fonti di patogeni.
D'altra parte si sono verificati casi di danni sporadici e di scarsa entità alle coltivazioni, causati essenzialmente dall'attività di scavo, in terreni dove era stata effettuata una concimazione con letame.
Le specie fitofaghe, come Lethrus apterus, possono essere invece dannose ad alcune colture. Si sono infatti verificati casi di attacchi ai giovani germogli di vite e ad altre piante erbacee.[3]
La sistematica di questo gruppo di insetti è stata ed è ancora adesso molto dibattuta e tra gli studiosi vengono di volta in volta considerati monofiletici o polifiletici.
Per molto tempo i Geotrupidae furono considerati una sottofamiglia dei Lucanidi ed erano spesso inclusi in essa anche i Plecomidae[4].
Negli ultimi anni il dibattito si è focalizzato sull'accettare o meno le sottofamiglie dei Bolboceratinae e dei Taurocerastinae o considerarli come famiglie separate. Come conseguenza di ciò il numero di taxa e i rapporti che intercorrono tra essi variano a seconda degli autori.[1][4][5]
Una recente revisione (Bouchard 2011) suddivide la famiglia Geotrupidae nelle seguenti sottofamiglie:[6]
In Italia sono presenti le seguenti specie[1][8][9]:
Bolboceratinae
Geotrupinae
Geotrupidae Latreille, 1802 è una famiglia di insetti dell'ordine dei coleotteri che comprende una cinquantina di generi e circa 620 specie in tutto il mondo.
Mėšlavabaliai (lot. Geotrupidae) – įvairiaėdžių (Polyphaga) vabalų šeima (Seniau buvo laikoma plokštėtaūsių (Scarabaeidae) šeimos pošeimiu.)
Lietuvoje rastos 6 rūšys: Pošeimis Geotrupinae Gentis: Geotrupes
Paprastasis mėšlavabalis (Geotrupes stercorarius) 
Geotrupes mutator 
Geotrupes puncticollis Gentis: Trypocopris 
Žvilgantysis mėšlavabalis (Trypocopris vernalis) Gentis: Anoplotrupes 
Miškinis mėšlavabalis (Anoplotrupes stercorosus) Pošeimis Bolboceratinae Gentis: Bolboceras 
Grybinis mėšlavabalis (Bolboceras armiger) Mėšlavabaliai.
Mēslvaboļu dzimta (latīņu: Geotrupidae) — visēdāju vaboļu dzimta. Latvijā sastopamas septiņas sugas no piecām ģintīm un divām apakšdzimtām.[1]
Pasaules faunā ir sastopamas vairāk nekā 600 sugas no 68 ģintīm.[2] Nearktikas reģionā var sastopt 55 sugas no 11 ģintīm.[3]
Izauguša īpatņa garums var būt no 3 līdz 70 mm. Ķermenis ir ovāls vai apaļš, var būt dzeltenā, brūnā, dzeltenbrūnā, violetā vai melnā krāsā (visbiežāk ar metālisku mirdzumu vai retāk bez tā). Ūsiņas ar 11 segmentiem un ar 3 segmentārām vālītēm; visi segmenti ir pūkaini.[2]
Kāpuri barojas ar maitu vai dzīvnieku mēsliem. Izaugušas vaboles ēd sēnes vai dzīvnieku mēslus, taču ir tādas sugas, kuras nebarojas vispār.[3]
Mēslvaboļu dzimta (latīņu: Geotrupidae) — visēdāju vaboļu dzimta. Latvijā sastopamas septiņas sugas no piecām ģintīm un divām apakšdzimtām.
Echte mestkevers (Geotrupidae) vormen een familie in de superfamilie Scarabaeoidea uit de orde van de kevers (Coleoptera). De wetenschappelijke naam van de soort is voor het eerst geldig gepubliceerd in 1802 door Pierre André Latreille.[1]
Hoewel in dezelfde orde van de kevers, moet deze familie niet verward worden met andere families en soorten mestkevers.
De naam kan uit het Grieks worden vertaald als: "Grondboorder" (Geo = aarde, grond en Trypáni (τρυπάνι) = boren) en verwijst naar het tunnelgravende gedrag.
De volgende taxa zijn bij de familie ingedeeld:[2]
Of de Bolboceratinae nog tot deze familie worden gerekend is onduidelijk.[3] Anderzijds wordt de tribus Lethrini/Lethrinae (Mulsant & Rey, 1871) soms ook als onderfamilie gekwalificeerd.
Echte mestkevers (Geotrupidae) vormen een familie in de superfamilie Scarabaeoidea uit de orde van de kevers (Coleoptera). De wetenschappelijke naam van de soort is voor het eerst geldig gepubliceerd in 1802 door Pierre André Latreille.
Hoewel in dezelfde orde van de kevers, moet deze familie niet verward worden met andere families en soorten mestkevers.
De naam kan uit het Grieks worden vertaald als: "Grondboorder" (Geo = aarde, grond en Trypáni (τρυπάνι) = boren) en verwijst naar het tunnelgravende gedrag.
Tordivler (Geotrupidae) er en familie av biller i gruppen skarabider (Scarabaeoidea). Disse store, svarte billene som ofte er tallrike rundt husdyr er velkjente og dukker ofte opp i myter, sagn, eventyr og folkeviser som «Tordivelen og flua» . De flyr med en brummende summing på forsommeren og blir av mange oppfattet som et koselig innslag i kulturlandskapet, men noen av artene er blitt mye sjeldnere på grunn av driftsendringer i landbruket. Navnet tordivel har trolig sammenheng med det norrøne gudenavnet Tor, noe som spiller på disse billenes mytologiske rolle. Tordivlene er et nyttig ledd i omsetningen av plantenæringsstoffer ved at de graver ned store mengder gjødsel og slik bringer den nærmere planterøttene.
Middelsstore til store (4 – 40 mm), ovale og hvelvede, blanke, stort sett svarte biller. Kroppsbygningen er meget kraftig. Hodet er bredt og litt flatt, med forholdsvis små, runde fasettøyne. Noen arter har en knøl eller et horn midt i pannen. Antennene er forholdsvis korte, 11-leddete, de tre ytterste leddene danner en kølle eller kompakt vifte som kan spres noe. Kjevene (mandiblene) er kraftige, hos noen arter stikker de tydelig fram foran hodet. Brystskjoldet (pronotum) er blankt, bredere enn langt. Hos en del arter har det et eller tre lange, framoverrettede horn. Dekkvingene er ganske brede, sterkt hvelvede, halvkuleformert avrundet bak. Mange arter har tydelige lengdestriper, hos andre er dekkvingene helt glatte. Beina er meget kraftige. Framleggen (tibia) har store tenner på utsiden som billene bruker til å grave med. Mellom- og bakleggene har to lengdelister, også gjerne noen tverr-ribber i den ytre delen. Føttene er fem-leddete, tynne og forholdsvis korte. Undersiden er gjerne blålig eller fiolett metallglinsende.
Larvene er korte og tykke, hvite, C-formede, ofte oppsvulmet mot bakenden.
Tordivlenes larver lever for det meste av møkk, selv om de også kan forekomme på sopp eller kadavere. De voksne billene kan også slikke i seg utflytende sevje. Hunnene graver dype tunneler under gjødselen og graver ut kamre som fylles med møkk som tjener som mat for larvene. Til slutt legges et egg i kamret. Formen på gangene kan variere mye fra art til art men de kan bli ganske dype – opptil 3 meter hos enkelte arter. Larvene klekkes, spiser og vokser i matkamret. De overvintrer i kamret, forpupper seg og den nye generasjonen klekkes neste år. De voksne billene kan være ute ganske tidlig på våren og er mest aktive i mai- juni. De flyr mye, særlig på kvelden, men de kan også treffes flygende midt på dagen, særlig tidlig på våren. Billene bærer ofte med seg gulbrune midd. Disse er ikke parasitter men derimot rovdyr som lever av smådyr i møkka, og de bruker billene til å transportere seg fra det ene spisestedet til det andre. Det er sannsynlig at billene også har nytte av middene ved at disse reduserer bestandene av fluelarver og lignende som konkurrerer med tordivel-larvene om maten. Tordivlene er godt utstyrt for å grave, og er, for sin størrelse, utrolig sterke. Det er ganske vanskelig å holde en tordivel inne i hånden uten at den bryter seg ut.
Minotaurbillen, Typhaeus typhoeus, finnes ikke i Norge men forekommer i Sverige og Danmark. Hannen av denne ca. 2 cm lange arten er lett å kjenne på at brystskjoldet bærer tre fremoverrettede horn – to lange på sidene og et kortere i midten. Hos hunnen er disse hornene redusert til kort knøler. Billen fins på sandige steder, og går særlig på kaninlort, selv om den også kan finnes på sauelort.
Stor tordivel (Geotrupes stercorarius) er den største norske arten, 20 – 25 mm lang. Dekkvingene har dype, tydelige lengdestriper. Bakleggene har tre tverr-ribber. Denne arten var tidligere svært vanlig i kulturlandskapet men har dessverre gått mye tilbake. Den liker særlig hestelort, og en mulig årsak til tilbakegangen kan være at arbeidshestene ble erstattet med traktorer. Den kan imidlertid også gå på andre typer gjødsel.
Sandtordivel (Geotrupes spiniger) ligner mye på G. stercorarius. Denne arten finnes på Sørlandet, men er sjelden.
Glattordivel (Trypocopris vernalis) er 12 – 20 mm lang, helt glatt, med tydelig, blå metallglans. Bakleggene har tre tverr-ribber. Denne arten fantes før særlig i skog, og går på heste-, storfe- og sauemøkk. Den har gått sterkt tilbake og er i dag sjelden og truet i Norge.
Skogtordivel (Anoplotrupes stercorosus) er den minste og vanligste av de norske tordivlene, gjerne 12 – 15 mm lang. Den ligner glattordivel, men kan skilles fra denne på at den bare har to tverr-ribber på bakleggen. Den er også vanligvis mindre (men størrelsen varierer mye) og har vanligvis antydning til lengdestriper på dekkvingene. Undersiden er glinsende metallisk. Den er vanlig og ofte tallrik i åpen skog og på beitemark, og går kanskje særlig på sauelort, men også på kumøkk.
Tordivler er på verdensbasis inndelt i omtrent 75 slekter.
Tordivler (Geotrupidae) er en familie av biller i gruppen skarabider (Scarabaeoidea). Disse store, svarte billene som ofte er tallrike rundt husdyr er velkjente og dukker ofte opp i myter, sagn, eventyr og folkeviser som «Tordivelen og flua» . De flyr med en brummende summing på forsommeren og blir av mange oppfattet som et koselig innslag i kulturlandskapet, men noen av artene er blitt mye sjeldnere på grunn av driftsendringer i landbruket. Navnet tordivel har trolig sammenheng med det norrøne gudenavnet Tor, noe som spiller på disse billenes mytologiske rolle. Tordivlene er et nyttig ledd i omsetningen av plantenæringsstoffer ved at de graver ned store mengder gjødsel og slik bringer den nærmere planterøttene.
Geotrupidae é uma família de coleópteros.[1]
Geotrupidae é uma família de coleópteros.
Tordyvlar (Geotrupidae) är en familj i insektsordningen skalbaggar. Systematiskt har gruppen även placerats som en underfamilj (Geotrupinae) till bladhorningar (familjen Scarabaeidae). Tordyvlar är vanligen glänsande svarta och lever till stor del på djurspillning, speciellt från betande däggdjur.
I svensk folktro ansågs tordyveln vara en lyckobringare. Därför fick man inte döda en tordyvel, utan måste behandla den med respekt. Om man hittade en tordyvel som ramlat på rygg och vände den rätt skulle man få tio synder förlåtna. Tordyveln hade också en varslande roll. Om årets första tordyvel kom fort flygande skulle vårens arbete förlöpa smidigt, om den hade löss mellan frambenen borde sådden inledas tidigt och om den hade löss mellan bakbenen var det bäst att dröja med sådden.[1]
Skogstordyvel
Skogstordyvel sedd underifrån
Vårtordyvel
Wikimedia Commons har media som rör tordyvlar.
Denna insekts-relaterade djurartikel saknar väsentlig information. Du kan hjälpa till genom att tillföra sådan.
Tordyvlar (Geotrupidae) är en familj i insektsordningen skalbaggar. Systematiskt har gruppen även placerats som en underfamilj (Geotrupinae) till bladhorningar (familjen Scarabaeidae). Tordyvlar är vanligen glänsande svarta och lever till stor del på djurspillning, speciellt från betande däggdjur.
I svensk folktro ansågs tordyveln vara en lyckobringare. Därför fick man inte döda en tordyvel, utan måste behandla den med respekt. Om man hittade en tordyvel som ramlat på rygg och vände den rätt skulle man få tio synder förlåtna. Tordyveln hade också en varslande roll. Om årets första tordyvel kom fort flygande skulle vårens arbete förlöpa smidigt, om den hade löss mellan frambenen borde sådden inledas tidigt och om den hade löss mellan bakbenen var det bäst att dröja med sådden.
Geotrupidae là một họ bọ cánh cứng.
Ban đầu chúng được xếp thành phân họ Geotrupinae trong họ Scarabaeidae trước khi tách thành họ riêng. Theo truyền thống họ Bolboceratidae từng là một phân họ (Bolboceratinae) theo phân đoạn anten, nhưng khi xét đến các đặc điểm khác nhau, Scholtz & Browne (1995) tách chúng thành họ riêng.
Họ này gồm hơn 600 loài được xếp vào 25 chi và 3 phân họ.
.jpg)
Phương tiện liên quan tới Geotrupidae tại Wikimedia Commons
Bài viết liên quan đến họ bọ cánh cứng Geotrupidae này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn.
Geotrupidae là một họ bọ cánh cứng.
История развития у разных видов протекает по-разному. Взрослые жуки зарываются в вертикальные норки, которые в глубину могут быть от 15 до 200 см, а также делают личиночные ячейки под покровом листвы, коровьим навозом, лошадиным помётом или человеческим калом. Норки нескольких видов могут быть глубиной до трёх метров. В некоторых местах есть виды, которые живут полуколониями. Большинство навозников — ночные жители и зачастую их влечёт свет ламп или прожекторов. Также есть виды, которые умеют скрипеть, например, обыкновенный в лесах на территории РФ жук-навозник (Geotrupes stercorarius), который в случае тревоги или опасности начинает скрипеть.[1]
Личинки питаются падалью или помётом животных. Взрослые жуки предпочитают грибы или помёт животных, но бывают виды, которые не питаются вовсе.[2]
Ведутся споры о систематике этого семейства. Разнообразие в строении личинок и имаго приводит к разным мнениям в рассмотрении классификации, эволюции и монофилии этой группы жуков и отдельных родов, находящихся в ней. Есть основание полагать, что группа имеет две чётко отличающиеся ветви: Bolboceratinae и Athyreinae, хотя Athyreinae внесено как триба в подсемейство Bolboceratinae, а также Geotrupinae, Taurocerastinae, и Lethrinae могут считаться трибами в подсемействе Geotrupinae. Шольц и Браун в 1996 году (Scholtz & Browne, 1996) подсемейство Bolboceratinae повысили до ранга семейства Bolboceratidae. Семейство навозников также может рассматриваться как подсемейство в семействе пластинчатоусых (Scarabaeidae).[1]
Норка навозника (Typhaeus typhoeus)
Навозник тащит мёртвого слизняка
Навозник тащит навозный шарик для самки
История развития у разных видов протекает по-разному. Взрослые жуки зарываются в вертикальные норки, которые в глубину могут быть от 15 до 200 см, а также делают личиночные ячейки под покровом листвы, коровьим навозом, лошадиным помётом или человеческим калом. Норки нескольких видов могут быть глубиной до трёх метров. В некоторых местах есть виды, которые живут полуколониями. Большинство навозников — ночные жители и зачастую их влечёт свет ламп или прожекторов. Также есть виды, которые умеют скрипеть, например, обыкновенный в лесах на территории РФ жук-навозник (Geotrupes stercorarius), который в случае тревоги или опасности начинает скрипеть.
ПитаниеЛичинки питаются падалью или помётом животных. Взрослые жуки предпочитают грибы или помёт животных, но бывают виды, которые не питаются вовсе.
センチコガネ（雪隠金亀子、雪隠黄金虫）は、コウチュウ目（鞘翅目）・コガネムシ上科・センチコガネ科（Geotrupidae）に分類される甲虫の総称。糞や腐肉を餌にするいわゆる糞虫の一群で、金属光沢のある鮮やかな体色をしたものが多い。
日本語ではその中の一種 Geotrupes laevistriatus Motschulsky,1857を指すが、他にも多くの種類がある。
成虫の体長は2cm前後の小型の甲虫で、コガネムシ科の昆虫より胸部が大きい。また、前翅に縦のすじがある種類が多い。体は金属光沢のある黒色で、種類や地域個体群によって紫、緑、藍色、金色などを帯びる。
成虫、幼虫共に糞を食べる糞虫である。和名の「センチ」は便所を指す語「雪隠（せっちん）」が訛ったもので、糞に集まる性質に由来する。
成虫が出現するのは夏で、ウシやウマなどの糞、または動物の死骸や腐ったキノコにも見られる。夕方に地表付近を低く飛んで糞などの餌を探し、夜には灯火にも飛来する。ただし、センチコガネの地域個体群によっては飛翔筋が退化しており、歩行のみで移動する。交尾したメスは獣糞を土中の巣穴に引き込んでこれで育児球を作り、それに産卵する。このとき、育児球を枯葉で包むことが報告されており、この点がコガネムシ科の糞虫の育児球と異なる。孵化した幼虫は育児球を食べて成長する。
糞虫として自然界の物質循環に果たす役割は大きい。また金属光沢のある鮮やかな体色から、他の糞虫同様に昆虫採集の対象ともなっている。
センチコガネ科の昆虫は世界に3亜科・25属・約600種が分布する。ただしセンチコガネ科ではなくコガネムシ科・センチコガネ亜科 Geotrupinae として扱う説もある。
また、近縁のムネアカセンチコガネ類も、センチコガネ科とする説、コガネムシ科の一亜科とする説、独立したムネアカセンチコガネ科 Bolboceratidae とする説があり、分類は流動的である。
日本列島に分布するセンチコガネ類は3種（1亜種）が知られる。
日本の都道府県で多数の種がレッドリストの指定を受けている[2]
_Male_(19339773078).png)
_male_(3937033645).jpg)
_Male_(19372749035).png)
_Male_(19537479652).png)
.jpg)
_apterus_(Laxmann,_1770)_Male_(27389391670).png)
_lateral.jpg)
_02.jpg)
_(2969875820).jpg)
.jpg)
_male_(3937033645).jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
