Bolševník perský (Heracleum persicum) je jeden ze tří druhů obřích bolševníků, které v současné době invadují do Evropy. Je trochu ve stínu svého ve většině Evropy se prosazujícího příbuzného bolševníku velkolepého, neboť se na rozdíl od něj masivněji šíří pouze ve Fennoskandinávii. Vzhledem i vlastnostmi je velmi podobný s bolševníkem velkolepým.
Původní oblastí výskytu bolševníku perského je oblast Turecka, Íránu a Iráku. V současné době je aktuální jeho invaze do Fennoskandinávie, kde invaduje společně s bolševníkem velkolepým. Oba druhy se do Evropy dostaly stejným způsobem: jakožto okrasné rostliny vysazované v zahradách a parcích.
První jednoznačně prokazatelný záznam o vysazení bolševníku perského v Evropě pochází z Anglie z roku 1819 (stejně jako v případě bolševníku velkolepého jde o botanickou zahradu Kew Gardens v Londýně), v roce 1836 byla semena z londýnských bolševníků prodávána zahradníkům v Norsku.
Proč se bolševník perský dokázal ve volné přírodě uchytit pouze ve Fennoskandinávii, zatímco jeho příbuzný zaplavuje téměř celou Evropu, není zcela jasné, zdá se, že startovní podmínky měly podobné. Krom Fennoskandinávie se prokázal výskyt bolševníku perského i v přilehlých oblastech (jižní cíp Švédska, Dánsko), ne zcela průkazná jsou hlášení o výskytu v Maďarsku, Lotyšsku a Velké Británii.
Vzhledem je velmi podobný b. velkolepému a b. Sosnowského, od nichž se však odlišuje tím, že po vykvetení rostlina neodumře, ale může vykvést znovu. Dále má oproti nim podstatně výraznější anýzovitou vůni.
Boj s bolševníkem perským je podobný boji s bolševníkem velkolepým, jediným podstatným rozdílem je už zmíněný fakt, že dospělé rostliny b. perského po vykvetení neodumřou. Na to je třeba pamatovat při použití již tak nepříliš efektivní metody boje spočívající v odsekávání dozrávajících květenství – b. perskému totiž relativně rychle dorostou nová.
Obrázky, zvuky či videa k tématu bolševník perský ve Wikimedia Commons
Galerie bolševník perský ve Wikimedia CommonsBolševník perský (Heracleum persicum) je jeden ze tří druhů obřích bolševníků, které v současné době invadují do Evropy. Je trochu ve stínu svého ve většině Evropy se prosazujícího příbuzného bolševníku velkolepého, neboť se na rozdíl od něj masivněji šíří pouze ve Fennoskandinávii. Vzhledem i vlastnostmi je velmi podobný s bolševníkem velkolepým.
Golpar oder Persischer Bärenklau (Heracleum persicum), persisch گلپر, DMG golpar (lokale Namensvarianten Gul-i-sipar, Gul-i-parr; Goleper; Giafari[1]), in Norwegen Tromsøpalme genannt, ist eine Pflanzenart innerhalb der Familie der Doldenblütler (Apiaceae). Sie wächst in feuchten Gebirgsregionen im Iran, der Nordost-Türkei sowie im nördlichen Irak. Die Art ist in Skandinavien verwildert und als Neophyt eingebürgert. Einbürgerungen in anderen Teilen Europas sind verstreut nachgewiesen oder vermutet, aber bisher wohl nicht weit verbreitet.
Der Persische Bärenklau wächst als mehrjährige krautige Pflanze, er erreicht eine Wuchshöhe von 1,8 bis 2,8 Meter. Eine Einzelpflanze kann ein bis fünf Stängel besitzen, diese sind gefurcht, innen hohl und im basalen Abschnitt 30 bis 40 Millimeter dick. Die Stängel tragen borstige, abstehende kurze Haare. Sie sind an der Basis purpurrot gefärbt, nach oben hin grün, meist mit kleinen, purpurroten Flecken. Die Blätter besitzen eine große, purpurne Blattscheide, ihr Stiel ist 55 bis 100 Zentimeter lang. Die Blattspreite ist gefiedert, sie erreicht 43 bis 120 Zentimeter Länge und 34 bis 80 Zentimeter Breite, das Verhältnis von Länge zu Breite ist etwa 1,1 bis 1,5. Sie ist auf der Unterseite dicht mit abstehenden Borstenhaaren bedeckt, die Oberseite ist kahl. Das Blatt ist zusammengesetzt aus zwei bis vier (selten nur einem) Blättchen, die weiter in zwei bis vier Abschnitte geteilt sind, deren Rand stumpf gesägt ist. Ihre Enden sind breit zugespitzt.
Die Blüten stehen in einem doppeldoldigen, konvex gebogenen Blütenstand zusammen, dieser ist 10 bis 15 Zentimeter hoch und 30 bis 50 Zentimeter breit. Die Dolde besitzt 10 bis 18, die Döldchen 10 bis 15 bleibende Hüll- bzw. Hüllchenblätter, diese sind (drüsenlos) behaart und mit einem weißlichen Indument aus Papillen überzogen. Jedes Döldchen besitzt ca. 40 (maximal bis 80) weiße Blüten. Wie typisch für die Gattung, sind die Blütenblätter der Randblüten vergrößert.[2]
Hieracium persicum ist, anders als andere große Arten der Sektion Pubescentia eine echte ausdauernde Pflanze (pollakanth), die mehrfach hintereinander blühen kann. Die Art ist nicht einfach von anderen großwüchsigen Bärenklau-Arten der Sektion zu unterscheiden, mit denen sie Hybride bilden kann. Ein auffallendes Unterscheidungsmerkmal ist der markante Anis-Geruch der ganzen Pflanze.[3]
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 22.[4]
Die Art wächst in den Gebirgen des Iran, vor allem im Elburs-Gebirge, im Pontischen Gebirge und den Gebirgen Ostanatoliens in der Türkei sowie im Norden des Irak.[5] Sie fehlt im Kaukasus.
Heracleum persicum wurde bereits im 19. Jahrhundert als Zierpflanze nach Europa eingeführt und ist hier verwildert. Ihre Einbürgerungsgeschichte ist unsicher, weil sie bis in jüngste Zeit regelmäßig mit anderen, nahe verwandten Arten wie dem Riesen-Bärenklau (Heracleum mantegazzianum) verwechselt wurde, mit dem sie in Skandinavien auch zusammen vorkommen kann, generell ist der Riesen-Bärenklau aber in Skandinavien viel seltener und auf den Süden beschränkt. Hybride sind sowohl mit Heracleum mantegazzianum wie auch mit Heracleum sphondylium bekannt und bilden teils große Bestände. Als Datum für die Einführung wird 1836 angegeben. Ende des 19. Jahrhunderts werden für Süd-Schweden erste Verwilderungen angegeben. Die Art war, nach den reichen Vorkommen nahe Tromsø im Norden Norwegens schon lange als „tromsøpalme“ bekannt. Sie wurde viele Jahrzehnte aber fälschlich als Heracleum laciniatum oder Heracleum mantegazzianum angegeben.[6] In der Flora von Tromsø von 1901 wird sie bereits sicher nicht nur als Kulturpflanze, sondern als eingebürgert charakterisiert.[7] Kleine Vorkommen sind darüber hinaus aus Dänemark und aus England bekannt geworden, ihre genaue Verbreitung dort ist aber unklar. Die Artzugehörigkeit wurde in genetischen Studien bestätigt. Die genetischen Daten deuten darauf hin, dass es mindestens zwei unabhängige Einschleppungsereignisse gegeben haben muss. Die norwegischen Pflanzen könnten von Populationen in Finnland abstammen.[8][9]
Alle bisherigen Angaben für Deutschland erwiesen sich als Fehlbestimmungen.[10]
Die Pflanze ist 2016 in die „Liste der unerwünschten Spezies“ für die Europäische Union aufgenommen worden.[11]
Die Samen werden als Gewürz in der persischen Küche verwendet. Die sehr dünnen, kleinen Samenkapseln haben einen aromatischen und leicht bitteren Geschmack. Es gibt sie meist in Pulverform zu kaufen; sie werden oft fälschlicherweise als „Angelica- oder Engelswurzsamen“ bezeichnet.[12] Mit dem Pulver würzt man Bohnen, Linsen und andere Hülsenfrüchte und Kartoffeln.[13] Golpar wird auch in Suppen und Eintöpfen verwendet oder als Salatdressing mit Essig und Granatapfelkernen, in den der frische Salat getunkt wird.[14] Beliebt ist auch die pure Variante des Würzens von Granatapfelkernen mit Golpar.
In der persischen Küche werden auch die Blütenblätter in Gewürzmischungen wie z. B. Advieh für Reis, Bohnengerichte und Huhn verwendet. Die Blätter und Blattstiele werden dabei gebeizt (bekannt als Golpar Toraei, persisch: گلپر تورایی). In der Türkei (Provinz Van) werden die jungen Stängel und Blattstiele als Gemüse oder als Gewürz verwendet.[15]
Golpar ist nur bedingt haltbar, denn es verliert seine Aromata recht schnell. Die Lagerung sollte dunkel und in trockener Umgebung erfolgen.[16]
Die Art wird auch volksmedizinisch gegen Blähungen und Durchfall verwendet, eine pharmakologische Nutzung wird getestet.[17]
Die Pflanze besitzt eine hohe Anzahl von ätherischen Ölen:[18]
Golpar oder Persischer Bärenklau (Heracleum persicum), persisch گلپر, DMG golpar (lokale Namensvarianten Gul-i-sipar, Gul-i-parr; Goleper; Giafari), in Norwegen Tromsøpalme genannt, ist eine Pflanzenart innerhalb der Familie der Doldenblütler (Apiaceae). Sie wächst in feuchten Gebirgsregionen im Iran, der Nordost-Türkei sowie im nördlichen Irak. Die Art ist in Skandinavien verwildert und als Neophyt eingebürgert. Einbürgerungen in anderen Teilen Europas sind verstreut nachgewiesen oder vermutet, aber bisher wohl nicht weit verbreitet.
Heracleum persicum, commonly known as Persian hogweed or by its native name Golpar (Persian: گلپر) is a species of hogweed, a perennial herbaceous plant in the carrot family Apiaceae. It grows wild in humid mountainous regions in Iran and some adjacent areas. Having been introduced in the 1830s, it has spread across Scandinavia. It is now very common in northern Norway, where one of its names is Tromsø palm.[1] [2] The plant has also been spotted in Sweden.[3] In Finland, it has been declared as invasive species.[4]
Persian hogweed is a polycarpic perennial,[5][6] that is, a mature plant flowers and bears fruit season after season.
In Europe, Persian hogweed is included since 2016 in the list of Invasive Alien Species of Union concern (the Union list).[7] This implies that this species cannot be imported, cultivated, transported, commercialized, planted, or intentionally released into the environment in the whole of the European Union.[7]
The seeds are used as a spice in Persian cooking. The very thin, small mericarps (seed-like fruits) are aromatic and slightly bitter. They are usually sold in powdered form and are often erroneously sold as "angelica seeds". The powder is sprinkled over broad beans, lentils and other legumes, and potatoes. Golpar is also used in soups and stews. It is often used sprinkled over pomegranate arils.[8] Golpar is also mixed with vinegar into which broad beans are dipped before eating.
Golpar can be used in small amounts (1 or 2 tsp per pound) when cooking beans to reduce the effect of gas in the digestive tract associated with consuming beans.[9]
In Persian cuisine, the petals are used in the spice mixture advieh to flavor rice dishes, as well as in chicken, Fish and bean dishes.
The tender leaves and leaf stalks can also be pickled (known as golpar torshi).
The sap of the Tromsø palm contains furanocoumarins, which in combination with ultraviolet light, leads to phytophotodermatitis.[6] There is some anecdotal evidence that H. persicum may be less dangerous than H. mantegazzianum with respect to phototoxicity.[1]
Known ways to fight Tromsø palm are the constant cutting of new shoots. When cutting down, protective equipment is recommended, and metal cutting tools should be cleaned after use because the juice is oxidizing.
Distribution of Persian hogweed within Scandinavia Heracleum persicum, commonly known as Persian hogweed or by its native name Golpar (Persian: گلپر) is a species of hogweed, a perennial herbaceous plant in the carrot family Apiaceae. It grows wild in humid mountainous regions in Iran and some adjacent areas. Having been introduced in the 1830s, it has spread across Scandinavia. It is now very common in northern Norway, where one of its names is Tromsø palm. The plant has also been spotted in Sweden. In Finland, it has been declared as invasive species.
Persian hogweed is a polycarpic perennial, that is, a mature plant flowers and bears fruit season after season.
Heracleum persicum, o golpar, conocida en inglés como Persian hogweed o simplemente hogweed, es una planta policlorosa herbácea perenne de la familia de la zanahoria Apiaceae, originaria de la región de Irán (Persia). Crece en forma silvestre en las regiones montañosas húmedas de Irán, así como en algunas áreas adyacentes. Es similar a Angelica archangelica, aunque no está relacionado con el género Angélica. [1] Habiendo sido introducido en la década de 1830, se ha extendido por toda Escandinavia. Ahora es muy común en el norte de Noruega, donde se conoce como la palma de Tromsø. [2] La planta también se ha visto en Suecia. [3] En Finlandia, ha sido declarada como especie invasora. [4]
La "hogweed persa" es una policarpo perenne,[5][6] es decir, una planta madura que florece y da frutos temporada tras temporada.
La hierba persa crece como una planta herbácea perenne, alcanza una altura de 1,8 a 2,8 metros. Una planta individual puede tener de uno a cinco tallos, están marcados, huecos en el interior y de 30 a 40 milímetros de grosor en la sección basal. Los tallos llevan el pelo corto y erizado. Son de color púrpura en la base, verde arriba, generalmente con pequeñas manchas de color púrpura. Las hojas tienen una gran vaina de hojas púrpuras, su tallo tiene una longitud de 55 a 100 pulgadas. La lámina de la hoja es pinnada, alcanza 43 a 120 centímetros de largo y 34 a 80 centímetros de ancho, la proporción de largo a ancho es de aproximadamente 1.1 a 1.5. Está densamente cubierta en la parte inferior con pelos de cerdas que sobresalen, la parte superior está descubierta. La hoja se compone de dos a cuatro (rara vez solo una) hojuelas, que se dividen en dos o cuatro secciones, cuyo borde está recortado. Sus extremos son ampliamente puntiagudos.
Las flores se encuentran juntas en una inflorescencia curvada, convexa y doble, de 10 a 15 pulgadas de alto y de 30 a 50 pulgadas de ancho. La umbela tiene de 10 a 18 umbeleas, son peludas (sin glándulas) y están cubiertas con un documento blanquecino de papilas. Cada Döldchen posee aproximadamente 40 (máximo a 80) flores blancas. Como es típico del género, los pétalos de las flores marginales se agrandan.[7]
Heracleum persicum, a diferencia de otras especies grandes de la sección de Pubescentia, es una verdadera planta perenne que puede florecer varias veces. La especie no es fácilmente distinguible de otras especies de garras de oso de gran tamaño de la sección, con las que puede formar híbridos. Una característica distintiva sorprendente es el distintivo olor a anís de toda la planta. [7] El número de cromosomas es 2n = 22.
Las semillas se utilizan como especia en la cocina persa. Las vainas de semillas muy delgadas y pequeñas son aromáticas y ligeramente amargas. Por lo general, se venden en forma de polvo y a menudo se venden erróneamente como "semillas de angélica". El polvo se espolvorea sobre habas, lentejas y otras legumbres, y papas. Golpar también se utiliza en sopas y guisos. A menudo se utiliza esparcido sobre arilos de granada. [8]Golpar también se mezcla con vinagre en el que se sumergen las hojas de lechuga antes de comerlas.
Golpar se puede usar en pequeñas cantidades (1 o 2 cucharaditas por libra) cuando se cocinan frijoles para reducir el efecto del gas en el tracto digestivo asociado con el consumo de frijoles. Semillas de golpar (H. persicum) molidas. [9]
En la cocina persa, los pétalos se utilizan en la mezcla de especias aconsejada para dar sabor a los platos de arroz, así como en platos de pollo y frijoles.
Las hojas tiernas y los tallos de las hojas también pueden ser encurtidos (conocido como golpar torshi).
La savia de la palma de Tromsø contiene furanocumarinas, que en combinación con la luz ultravioleta, conduce a la fitofotodermatitis. [6]Existe alguna evidencia anecdótica de que H. persicum puede ser menos peligroso que H. mantegazzianum con respecto a la fototoxicidad. [1]
Las formas conocidas de luchar contra la "palma de Tromsø" son el corte constante de nuevos brotes. Al cortar, se recomienda usar equipo de protección y las herramientas de corte de metal deben limpiarse después de su uso porque el jugo es oxidante.[1][6]
|fechaacceso= requiere |url= (ayuda) 
Datos: Q1418112
Multimedia:
Especies: Heracleum persicum
Heracleum persicum, o golpar, conocida en inglés como Persian hogweed o simplemente hogweed, es una planta policlorosa herbácea perenne de la familia de la zanahoria Apiaceae, originaria de la región de Irán (Persia). Crece en forma silvestre en las regiones montañosas húmedas de Irán, así como en algunas áreas adyacentes. Es similar a Angelica archangelica, aunque no está relacionado con el género Angélica. Habiendo sido introducido en la década de 1830, se ha extendido por toda Escandinavia. Ahora es muy común en el norte de Noruega, donde se conoce como la palma de Tromsø. La planta también se ha visto en Suecia. En Finlandia, ha sido declarada como especie invasora.
La "hogweed persa" es una policarpo perenne, es decir, una planta madura que florece y da frutos temporada tras temporada.
Jättiputket eli jättiläisukonputket (Heracleum persicum -ryhmä) ovat ukonputkien sukuun ja sarjakukkaiskasvien heimoon kuuluva lajiryhmä. Siihen luokitellaan kuuluvaksi kaukasianjättiputki (Heracleum mantegazzianum), persianjättiputki (Heracleum persicum, syn. H. laciniatum) ja armenianjättiputki (Heracleum sosnowskyi). Jättiputket ovat alun perin Aasiasta, mistä ne ovat levinneet muihin maanosiin koristekasveina.
Suomessa jättiputket luokitellaan nykyään selvästi haitallisiksi tulokaslajeiksi. Jättiputkien suuret, maanalaiset siemenpankit tekevät niistä hankalan hävitettävän – pelkän maanpäällisen osan poisto juurineen ei riitä, vaan jättiputkia ilmestyy samalle paikalle viimeistään seuraavana kesänä.
Jättiputkien kasvinesteen sisältämät myrkylliset furanokumariinit aiheuttavat iholle päästyään auringonvalon vaikutuksesta palovammoja muistuttavia haavoja ja rakkuloita ihoon, jotka paranevat hitaasti. Kasvinesteen sisältämät yhdisteet voivat aiheuttaa jopa näön menetyksen joutuessaan silmiin.[2]
Jättiputket kasvavat suuriksi: puolestatoista jopa 4,5 metriä korkeiksi.[3] Jättiputket tuottavat hyvin runsaasti siemeniä, leviävät helposti ja niiden hävittäminen on vaikeaa.[4]
Jättiputket valtaavat nopeasti alaa. Niiden kukinnon siemenaiheet voivat säilyttää itävyytensä, vaikka kukintovarsi katkaistaisiin. Siemenet ovat itämiskykyisiä ainakin 5-8, jopa 10 vuotta. Vanhat juurakot versovat kasvuun heti lumien sulettua, ja siementaimet ilmestyvät näkyviin parin viikon kuluessa.[5] Suomessa ylivoimaisesti yleisimmin esiintyvä jättiputkilaji on kaukasianjättiputki.[6]
Keski-Euroopassa kasvin hävittäminen vanhoilta kasvupaikoilta on kestänyt jopa kymmenen vuotta. Varmimmat ja nopeimmat torjuntatulokset saataneen yhdistämällä kemiallinen torjunta (glyfosaatti- tai MCPA-valmisteet) sekä mekaaniset menetelmät. Torjunta-aineen pitoisuuden tulee olla riittävä, ja vesistörajoituksia on noudatettava. Bio-merkityillä glyfosaattivalmisteilla sallittu ruiskutusetäísyys on kolme metriä sen hetkisestä veden pinnasta. Käsittelyn saa tarvittaessa tehdä bio-merkityillä valmisteilla vesirajaan asti, jos käytetään sivelymenetelmää. Suojaetäisyys on riskianalyysissä määritetty ruiskutuksen tuulikulkeuman perusteella. Glyfosaatti on vesieliöille haitallista. MCPA-valmisteilla suojaetäisyys on pidempi.[7]
Torjunta-aine tappaa kasvit juurineen ja siementaimet poistetaan mekaanisesti kun niitä ilmestyy. Naudat, lampaat ja siat voivat jossain määrin syödä jättiputkia ja myös tällaisesta torjunnasta on hyviä kokemuksia. Eläimet voivat kuitenkin saada vammoja silmiin, sieraimiin ja suuhun. Suuria määriä syöneille eläimille voi tulla ruoansulatuksen ongelmia.[8]
Jättiputket eli jättiläisukonputket (Heracleum persicum -ryhmä) ovat ukonputkien sukuun ja sarjakukkaiskasvien heimoon kuuluva lajiryhmä. Siihen luokitellaan kuuluvaksi kaukasianjättiputki (Heracleum mantegazzianum), persianjättiputki (Heracleum persicum, syn. H. laciniatum) ja armenianjättiputki (Heracleum sosnowskyi). Jättiputket ovat alun perin Aasiasta, mistä ne ovat levinneet muihin maanosiin koristekasveina.
Suomessa jättiputket luokitellaan nykyään selvästi haitallisiksi tulokaslajeiksi. Jättiputkien suuret, maanalaiset siemenpankit tekevät niistä hankalan hävitettävän – pelkän maanpäällisen osan poisto juurineen ei riitä, vaan jättiputkia ilmestyy samalle paikalle viimeistään seuraavana kesänä.
Jättiputkien kasvinesteen sisältämät myrkylliset furanokumariinit aiheuttavat iholle päästyään auringonvalon vaikutuksesta palovammoja muistuttavia haavoja ja rakkuloita ihoon, jotka paranevat hitaasti. Kasvinesteen sisältämät yhdisteet voivat aiheuttaa jopa näön menetyksen joutuessaan silmiin.
Jättiputket kasvavat suuriksi: puolestatoista jopa 4,5 metriä korkeiksi. Jättiputket tuottavat hyvin runsaasti siemeniä, leviävät helposti ja niiden hävittäminen on vaikeaa.
De Perzische berenklauw (Heracleum persicum, synoniemen: Heracleum tromsoensis en H. laciniatum) is een vaste plant, die behoort tot de schermbloemenfamilie (Apiaceae). Het is een exoot uit Zuidwest-Azië. In de 19e eeuw is de soort in het noorden van Noorwegen als tuinplant geïntroduceerd.
De plant heeft 10 - 20 cm lange en 7 - 13 cm brede, klauwvormige bladeren. Ze is nauw verwant aan de gewone berenklauw, maar veel groter. Een nog veel sterker gelijkende verwante soort is de reuzenberenklauw, die echter groter wordt, maar één stengel vormt en na de bloei afsterft.
De Perzische berenklauw kan, afhankelijk van de groeiplaats, in de lente in een paar maanden tijd uitgroeien tot 1,5 - 2,5 m hoog. De plant vormt meerdere stengels. De borstelig behaarde, holle stengels met op de knopen tussenschotten zijn vanaf de basis roodbruin en tot 50 mm dik. De 10 - 20 cm lange en 7 - 13 cm brede gelobde bladeren zijn langer dan breed en aan de onderkant dicht behaard.
De Perzische berenklauw bloeit van juli tot in september met een samengesteld scherm van de 1ste orde vol witte, 15 - 30 mm grote bloemen, die vijf bloemdekbladen en vijf meeldraden hebben. De schermpjes hebben 50 - 85, witte, 15 - 30 mm grote bloemen. Het schutblad van het hoofdscherm valt spoedig af, de 10 - 18 schutblaadjes blijven zitten.
De gevleugelde, breed-ovale, tweedelige splitvrucht is 7 – 8 mm lang en heeft eenzadige deelvruchtjes.
Omdat de Perzische berenklauw zo kiemkrachtig is en met zijn bladeren al het licht voor andere planten wegneemt, wordt de soort beschouwd als een onkruid.
De Perzische berenklauw is vooral schapen eetbaar. Het sap van de plant bevat furocoumarinen, die voor mensen sterk fototoxisch zijn. Blootstelling aan zonlicht na contact met het sap kan bij sommige mensen na 24 uur rode jeukende vlekken veroorzaken, die gevolgd worden door zwelling en blaarvorming (fytofotodermatitis). Het letsel kan eruitzien als een brandwond en het kan twee weken duren voordat het genezen is. Als litteken kan er een bruinverkleuring optreden. Wanneer het sap in de ogen komt, kan dit tot blindheid leiden. Als voorzorgsmaatregel moet dus elk contact met het plantensap vermeden worden; als dit toch gebeurd is, moet het sap zo snel mogelijk afgespoeld worden en moet blootstelling aan zonlicht van de huiddelen die in contact geweest zijn met het sap vermeden worden.
In de Iraanse keuken worden de bloemblaadjes van de Perzische berenklauw gebruikt in een specerijenmengsel voor het kruiden van rijstschotels, kip- en bonengerechten. De gemalen vruchten worden gebruikt voor het kruiden van Iraanse gerechten met tuinbonen, linzen en andere peulvruchten en groenten, aardappels, soepen en stoofpotten. Vaak wordt het ook gestrooid op granaatappelzaden. Verder wordt het poeder gebruikt in sladressings.
De jonge bladeren en bladstelen worden op zuur gezet (golpar toraei (persisch:گلپر تورایی)).
In de plant komen veel etherische oliën voor[1].
De Perzische berenklauw (Heracleum persicum, synoniemen: Heracleum tromsoensis en H. laciniatum) is een vaste plant, die behoort tot de schermbloemenfamilie (Apiaceae). Het is een exoot uit Zuidwest-Azië. In de 19e eeuw is de soort in het noorden van Noorwegen als tuinplant geïntroduceerd.
Tromsøpalme (Heracleum tromsoensis, sjå òg avsnitt Usikkert opphav) er ein mangeårig urt i skjermplantefamilien.
Den er svært hardfør og kan verta inntil 50 år gammal og tre meter høy. Spreiingsevna gjer at den ofte hemmar eller utkonkurrerer annan plantevekst.
Planta finst naturleg i Vesleasia og i delar av Midtausten (Iran, Irak). Den står oppført på norsk svartelista som uønska og er utbreidd langs vegkantar, bekkekanter, og bakgårder i Nord-Noreg, frå Finnmark og sørover til Nord-Trøndelag, men den er òg funnen i Sør-Noreg, særleg i Osloområdet, men òg i Østfold og Vestfold.
Safta frå planta er giftig, og kan ved eksponering under sollys gje hudreaksjoner på utsette område (fytofototoksisk reaksjon). Dette gjev seg vanlegvis utslag i rauda, kløe, svie, eksem og i vondaste fall store blemmer (tredjegrads forbrenning) då giftstoffa gjer huda ømfintleg for UV-strålar. Denne ømfintligheten kan halda fram i inntil eitt år etter eksponeringen.
Kjende måtar å kjempa mot tromsøpalme på er konstant nedkutting av nye skot, og dessutan sauebeite. Ved nedklipping bør ein ha på seg vernutstyr, og dessutan huske på å vaska kutteredskaper i metall etter bruk, då safta verkar oksiderande.
I dei områda den veks, fortrenger den andre plantearter. I område der tromsøpalmen veks, er det færre plantearter og utbreiinga er òg mindre enn i område der tromsøpalmen ikkje voksar.[1]
Opphavleg kjem planta truleg frå Kaukasus, der den veks vilt. Engelskmennene innførde denne planta som solitærstaude (dvs. at den er så stor at den står åleine, ikkje i eit bed), og den kom følgjeleg på moten.
Planta vart først innførd som frø med ein engelsk botaniker til gruvene i Kåfjord i Alta i 1838. På 1860-talet skal planta ha vorte teken med til Mack-familien sin sommerhus på Elvebakken i Tromsø av Nanna Sabine Mack (fødd Klerck). Planta voks raskt, og var dekorativ, og dermed vart den planta både i bysenteret og på «støkkan» (sommerhusene) rundt om på Sør-Tromsøya, som etterkvart vart omgjeve av veritable palmeskogar. Enno i dag er tromsøpalmen konsentrert der der det ein gong stod eit sommerhus.
Analyse av DNA viser at arta vart først innførd frå Iran til England. Historiske kjelder har antydd at den kan ha kome frå England til Noreg, men dei genetiske resultata tyder at på innvandringsveien har vore frå England via Finland til Noreg.
Då det på grunn av storleiken til planta er vanskeleg å få tak i andre eksemplar å samanlikna den med, er det enno mange spekulasjonar om kva for ei art tromsøpalmen eigenleg tilhøyrar. Planta vart først innførd under namnet Heracleum asperum (sibirsk kupastinakk, frå engelsk Siberian Cowparsnip), men botanikere er endå samd i at dette namnet er feil. Då ingen med stor tryggleik har funne eit anna eksemplar av planta utanfor Noreg, er dens riktige namn enno omstridt. I bøker frå 1800-talet gjekk planta under namnet H. panaces, medan dei fleste nyare kjelder på vagt grunnlag kallar den H-EN. laciniatum. Nyleg er endå H. tromsoensis foreslegen som riktig namn i den norske standardfloraen, Lids flora. I tillegg er det foreslege fleire andre synonym på bakgrunn av meir eller mindre feilaktige antakelser. Den sterkaste kandidaten til no er sannsynlegvis den tyrkiske/iranske H-EN. persicum, men sjansen er større for at Tromsøpalmen er ein hybrid av denne og andre nært nærskylde planter, då planta vart innførd til Noreg som ei hageplante.
Tromsøpalmen kan vera vanskeleg å skilja frå den endå meir giftige kjempebjørnekjeksen (Heracleum mantegazzianum).
Det har i Nord-Noreg vore snakk om å utrydda planta. «Dei øydelegg mangfald og trivsel, og avgrensar arealbruk. I tillegg er dei giftige og kan føra til hudskader og helseproblem», skriv Forsking.no, og meiner at den bør utryddast.[2] Dette er òg konklusjonen i ein rapport frå NTNU og UiO. Det er enno uvisst korleis ein skal ta knekken på denne planta, men det er diskutert å kutta dem ned (dette er vanskeleg då planta er særs hardfør), gift eller å pløya jorda den er i. Det har vore freista i mindre omfang å fjerna den frå nokre stadar i Tromsø ved nedkutting og fylling av rothullet med salt for å tørka ut rotresten.
Tromsøpalme (Heracleum tromsoensis, sjå òg avsnitt Usikkert opphav) er ein mangeårig urt i skjermplantefamilien.
Den er svært hardfør og kan verta inntil 50 år gammal og tre meter høy. Spreiingsevna gjer at den ofte hemmar eller utkonkurrerer annan plantevekst.
Tromsøpalme (Heracleum tromsoensis, se også avsnitt Usikkert opphav) er en mangeårig urt i skjermplantefamilien.
Den er svært hardfør og kan bli inntil 50 år gammel og tre meter høy. Spredningsevnen gjør at den ofte hemmer eller utkonkurrerer annen plantevekst.
Planten finnes naturlig i Lilleasia og i deler av Midtøsten (Iran, Irak). Den står oppført på norsk svarteliste som uønsket og er utbredt langs veikanter, bekkekanter, og bakgårder i Nord-Norge, fra Finnmark og sørover til Nord-Trøndelag, men den er også funnet i Sør-Norge, særlig i Osloområdet og også i Østfold og Vestfold.
Saften fra planten er giftig, og kan ved eksponering under sollys gi hudreaksjoner på utsatte områder (fytofototoksisk reaksjon). Dette gir seg vanligvis utslag i rødme, kløe, svie, eksem og i verste fall store blemmer (andregrads forbrenning) da giftstoffene gjør huden ømfintlig for UV-stråler. Denne ømfintligheten kan vedvare i inntil ett år etter eksponeringen.
Kjente måter å bekjempe tromsøpalme på er konstant nedkutting av nye skudd, samt sauebeite. Ved nedklipping bør man ha på seg beskyttelsesutstyr, samt huske på å vaske kutteredskaper i metall etter bruk, da saften virker oksiderende.
I de områdene den vokser, fortrenger den andre plantearter. I områder der tromsøpalmen vokser, er det færre plantearter og utbredelsen er også mindre enn i områder der tromsøpalmen ikke vokser.[1]
Opprinnelig kommer planten trolig fra Kaukasus, hvor den vokser vilt. Engelskmennene innførte denne planten som solitærstaude (dvs. at den er så stor at den står alene, ikke i et bed), og den kom følgelig på moten.
Planten ble først innført som frø med en engelsk botaniker til gruvene i Kåfjord i Alta i 1838. På 1860-tallet skal planten ha blitt tatt med til Mack-familiens sommerhus på Elvebakken i Tromsø av Nanna Sabine Mack (født Klerck). Planten vokste raskt, og var dekorativ, og dermed ble den plantet både i bysentret og på «støkkan» (sommerhusene) rundt om på Sør-Tromsøya, som etterhvert ble omgitt av veritable palmeskoger. Ennå i dag er tromsøpalmen konsentrert der hvor det en gang sto et sommerhus.
Analyse av DNA viser at arten ble først innført fra Iran til England. Historiske kilder har antydet at den kan ha kommet fra England til Norge, men de genetiske resultatene tyder på at innvandringsveien har vært fra England via Finland til Norge.[1]
Da det på grunn av plantens størrelse er vanskelig å få tak i andre eksemplarer å sammenligne den med, er det fortsatt mange spekulasjoner om hvilken art tromsøpalmen egentlig tilhører. Planten ble først innført under navnet Heracleum asperum (sibirsk kupastinakk, fra engelsk Siberian Cowparsnip), men botanikere er dog enig i at dette navnet er feil. Da ingen med stor sikkerhet har funnet et annet eksemplar av planten utenfor Norge, er dens riktige navn fortsatt omstridt. I bøker fra 1800-tallet gikk planten under navnet H. panaces, mens de fleste nyere kilder på vagt grunnlag kaller den H. laciniatum. Nylig er dog H. tromsoensis foreslått som riktig navn i den norske standardfloraen, Lids flora. I tillegg er det foreslått flere andre synonymer på bakgrunn av mer eller mindre feilaktige antakelser. Den sterkeste kandidaten til nå er sannsynligvis den tyrkisk/iranske H. persicum, men sjansen er større for at Tromsøpalmen er en hybrid av denne og andre nært beslektede planter, da planten ble innført til Norge som en hageplante.
Tromsøpalmen kan være vanskelig å skille fra den enda mer giftige kjempebjørnekjeksen (Heracleum mantegazzianum).
Det har i Nord-Norge vært snakk om å utrydde planten. «De ødelegger mangfold og trivsel, og begrenser arealbruk. I tillegg er de giftige og kan føre til hudskader og helseproblemer», skriver Forsking.no,[2] og mener at den bør utryddes. Dette er også konklusjonen i en rapport fra NTNU og UiO. Det er ennå uvisst hvordan man skal ta knekken på denne planten, men det er diskutert å kutte dem ned (dette er vanskelig da planten er meget hardfør), gift eller å pløye jorda den er i. Det har vært forsøkt i mindre omfang å fjerne den fra noen steder i Tromsø ved nedkutting og fylling av rothullet med salt for å tørke ut rotresten.
Tromsøpalme (Heracleum tromsoensis, se også avsnitt Usikkert opphav) er en mangeårig urt i skjermplantefamilien.
Den er svært hardfør og kan bli inntil 50 år gammel og tre meter høy. Spredningsevnen gjør at den ofte hemmer eller utkonkurrerer annen plantevekst.
Heracleum persicum é uma planta herbácea perene e polártica da família das cenouras Apiaceae, originária da região do Irã (antiga Pérsia). Ela cresce selvagem em regiões montanhosas úmidas no Irã, bem como em algumas áreas adjacentes. Como tempero, seu nome comum em inglês é "angelica", embora não seja relacionado ao gênero Angelica.[1] Tendo sido introduzido na década de 1830, ele se espalhou pela Escandinávia. Agora é muito comum no norte da Noruega, onde é conhecida como a palmeira de Tromsø[2]. A planta também foi localizada na Suécia.[3] Na Finlândia, foi declarada como espécie invasora.[4]
Heracleum persicum é um perene policarpica,[5][6] isto é, uma planta madura floresce e produz frutos, estação após estação.
As sementes são usadas como tempero na culinária persa. As vagens muito finas e pequenas são aromáticas e ligeiramente amargas. Eles geralmente são vendidos em forma de pó e muitas vezes são erroneamente vendidos como "sementes de Angelica". O pó é polvilhado com favas, lentilhas e outras leguminosas e batatas. Golpar também é usado em sopas e ensopados. É usado frequentemente polvilhado sobre os arils da romã.[7] Golpar também é misturado com vinagre onde as folhas de alface são mergulhadas antes de serem comidas.
O Golpar pode ser usado em pequenas quantidades (1 ou 2 colheres de chá por libra) ao cozinhar o feijão para reduzir o efeito do gás no trato digestivo associado ao consumo de feijão.[8]
Na culinária persa, as pétalas são usadas na mistura de especiarias para dar sabor a pratos de arroz, bem como em pratos de frango e feijão. As folhas tenras e os talos das folhas também podem ser decapados (conhecidos como golpar torshi).
A seiva da palmeira Tromsø contém furanocumarinas que, em combinação com a luz ultravioleta, levam à fitofotodermatite.[6] Existem algumas evidências de que o H. persicum pode ser menos perigoso que o H. mantegazzianum no que diz respeito à fototoxicidade.[1]
As formas conhecidas de combater a palma de Tromsø são o corte constante de novos brotos. Ao cortar, recomenda-se equipamento de proteção, e as ferramentas de corte de metal devem ser limpas após o uso porque o suco está oxidando.
Distribuição na Europa
Sementes moídas de golpar (H. persicum)
Heracleum persicum é uma planta herbácea perene e polártica da família das cenouras Apiaceae, originária da região do Irã (antiga Pérsia). Ela cresce selvagem em regiões montanhosas úmidas no Irã, bem como em algumas áreas adjacentes. Como tempero, seu nome comum em inglês é "angelica", embora não seja relacionado ao gênero Angelica. Tendo sido introduzido na década de 1830, ele se espalhou pela Escandinávia. Agora é muito comum no norte da Noruega, onde é conhecida como a palmeira de Tromsø. A planta também foi localizada na Suécia. Na Finlândia, foi declarada como espécie invasora.
Heracleum persicum é um perene policarpica, isto é, uma planta madura floresce e produz frutos, estação após estação.
Косить под ноль и выкапывать с корнем. Можно опрыскивать глифосатом. При уничтожении борщевика персидского, как и в случае с другими борщевиками, нужно носить защитную одежду, плотные перчатки и маску на лицо. Металлические инструменты, которыми косили борщевик, следует промыть после работы.
Высушенные семена борщевика персидского используются для приготовления острой горькой приправы голпар, традиционной для персидской кухни. Как правило, голпар используется для овощей (бобовые, картофель, салаты) а также в супах. При сушке семян ядовитость вроде бы пропадает.
Из-за нехорошего статуса персидского борщевика в Финляндии, приправа голпар там по сути находится под запретом. Самый распространённый способ обхода запрета – на упаковке с голпаром пишут, что он приготовлен не из борщевика, а из дягиля.
Другие крупные ядовитые борщевики:
Косить под ноль и выкапывать с корнем. Можно опрыскивать глифосатом. При уничтожении борщевика персидского, как и в случае с другими борщевиками, нужно носить защитную одежду, плотные перчатки и маску на лицо. Металлические инструменты, которыми косили борщевик, следует промыть после работы.
골파르(페르시아어: گُلپَر, 학명: Heracleum persicum 헤라클레움 페르시쿰[*])는 미나리과의 여러해살이풀이다.
서남아시아에 분포한다.[1] 이란과 터키가 원산지이다.[1]
골파르 씨는 작고 가늘며, 강한 향과 약한 쓴맛을 지닌다. 보통 말려서 가루를 내는데, 이 가루 향신료가 여러 가지 콩 요리나 국물 요리에 쓰인다. 식초와 섞어서 상추를 찍어 먹는 데 쓰기도 한다.
어린 잎·줄기는 절여서 토르시로 만들어 먹기도 한다. 골파르 잎과 줄기로 만든 토르시는 "토르시에 골파르(ترشی گلپر)"라 부른다.
골파르 꽃잎은 아드비예라 불리는 배합 향신료를 만드는 데 쓰인다.
골파르 씨 가루
