Tilia platyphyllos, tilal de fueya ancha,[1] tilal común o tilal de fueya grande, ye una especie arbórea perteneciente a la familia de les Malvaceae, bien habitual nos montes d'Europa. Estrémase fácilmente del Tilal de fueya estrecha o montés, Tilia cordata.
Árbol caducifoliu de copa de forma piramidal, con tueru de corteza gris, sedada llonxitudinalmente, y que puede algamar gran altor (unos 30m). Cañes y yemes de color coloráu bermeyón. Fueyes de 6-12 cm de llargor, de forma orbicular-ovada, dentada y puntiaes, fai verde botella y parte del viesu daqué difumináu, rematen nun llargu y evidente picu. Pequeñes flores de 5 pétalos blanques o amarellentaes bien golioses. Axuntar en ramilletes d'ente 2 y 7 coyíos por un llargu rabillu que cuelga d'una fueyuca en forma de llingüeta. Esta fueyuca (bráctea) ye bien llamativa y carauterística, un tanto correosa y de color verde maciu. Frutu ovaláu, bien pelosu y con 5 costielles que resalten, siquier cuando maduru. Contién de 1 a 2 granes. Maurez al términu del branu o na seronda. La corteza ye abuxada, llisa n'exemplares nuevos y arciada a lo llargo nos más añosos. Ramillas de color pardu acoloratáu o verdoses, de primeres y pelosillas. Floria a final de primavera y pel branu.[2]
Especie bastante esixente en mugor, puede habitar en suelos caliares o xilizos. Llega a formar rodales monoespecíficos. Montes mistos de fasteres predreses, fozes, ribayos. Crez chiscáu nos montes caducifolios onde suel apaecer en compañía de caxigals, pinos, ablanares, fayes, pládanos, alcafresnues y fresnos.
Estendíu per gran parte d'Europa, especialmente pel centru y sur, qu'algama hasta l'oeste d'Asia. N'España distribúise pelos sistemes pirenaicu, cantábricu y ibéricu.[3]
Principalmente utilícense les flores y les bráctees seques, pero tamién se recoyer les fueyes, la corteza y la albura que ye la parte blanca de debaxo de la corteza del árbol.
Los flavonoides tienen un efeutu ansiolíticu, sedante y diuréticu nidiu. Los aceites esenciales tienen una aición sedante y antiespasmódica (utilizaos polos dolores menstruales). Los mucílagos son demulcentes sobre les mucoses dixestivu y respiratoriu. Comprobóse que los estractos de les flores tienen actividá antifúngica.
Los componentes de la albura tienen propiedaes como reductores de la mafa sanguínea, provoquen les aiciones espasmódiques del tracto dixestivu y dexen la relaxación del esfínter de Oddi.
Amás la tila ye un bon diaforética, que provoca un aumentu de sudoración y fai menguar la temperatura corporal.
Ye apropiáu utilizar la tila contra l'ansiedá, el velea, resfriaos, síndromes gripales, tos irritante, asma, indixestiones, migrañas por disfunción hepatobiliar, tiemblos gastrointestinales, gastritis ...
La manera más común de consumir Tilia platyphyllos ye faciendo fervinchos de les sos inflorescencies o de la albura, pero tamién s'utilicen los estractos de les flores pa fabricar xampúes o xeles. La albura utilizar pa formar cápsules y poder tomales como pastillas.
Tienen otres aplicaciones amás de les melecinales. Utilícense como árboles decorativos porque apurren muncha solombra, aprovéchase la so madera que pesa pocu y dexa trabayar bien y les fueyes fresques peracabar n'ensalaes.
Les bolsitas o nel so defectu la tila en yerba debería de ser d'unos 3 gr d'inflorescencies per taza enagua fervida, dexándolo diez minutos; pueden tomase hasta un llitru diariu. Por casu 1 taza dempués de les comíes y 1 enantes de chase. D'esta manera tamién ameyoramos el descansu amás de les dixestiones. La tila tamién puede añedir a l'agua de bañu.[ensin referencies]
Tilia platyphyllos describióse por Giovanni Antonio Scopoli y espublizóse en Kew Bulletin 26: 328. 1972.[4]
Titlia: nome xenéricu que remanez del griegu antiguu ptilon (= nala), pola carauterística de les bráctees foliácees que facilita espardimientu pol vientu de les granes.
platyphyllos: epítetu llatín que significa "con fueyes anches"[6]
Fueyes
Nuevu árbol aislláu de T. platyphyllos nos Alpes italianos
Vista xeneral de cañes en floriamientu - Ribera Esti de los estanques, Parque del Planetariu (Madrid)
Fueyes ya inflorescencies - Ribera Esti de los estanques, Parque del Planetariu (Madrid)
Inflorescencies en vía de fructificación - Ribera Esti de los estanques, Parque del Planetariu (Madrid)
.
Esta páxina forma parte del wikiproyeutu Botánica, un esfuerciu collaborativu col fin d'ameyorar y organizar tolos conteníos rellacionaos con esti tema. Visita la páxina d'alderique del proyeutu pa collaborar y facer entrugues o suxerencies. Tilia platyphyllos, tilal de fueya ancha, tilal común o tilal de fueya grande, ye una especie arbórea perteneciente a la familia de les Malvaceae, bien habitual nos montes d'Europa. Estrémase fácilmente del Tilal de fueya estrecha o montés, Tilia cordata.
El Tell[1] (Tilia platyphyllos) és un arbre originari d'Europa central tot i que s'ha escampat per tot el continent Europeu i a parts d'Àsia occidental. A Catalunya es pot trobar als Pirineus, al Montseny, a Montserrat i a les Muntanyes de Prades.[2] A Espanya es pot trobar repartit per tota la serralada pirinenca, fins a les muntanyes cantàbriques i fins i tot a les serralades de Cuenca.
Tilia platyphyllos és un nom en llatí que significa til·ler de fulles amples o grans. En el nostre entorn també és coneguda amb altres noms vulgars com: Til·ler, tiller, tillol, tília, til·la, tell, tey, farot.[3]
Creix als boscos caducifolis barrejat amb altres arbres com els faigs o altres arbres ombrívols, requereix molta humitat i sòls rics en calç o silicis, molt fèrtils. Tolera un gran ventall de temperatures, excepte les més altes de l'estiu. Es pot trobar a uns 1.000 metres d'altitud, tot i que no sol créixer més amunt dels 1.500 metres.
És un arbre gran, que pot arribar a mesurar 30 metres d'alçada, tot i que normalment no creix tant, ja que s'utilitza com a arbre ornamental per proporcionar ombra, perquè té un gran port piramidal i un fullatge molt espès. Té una rel fasciculada molt profunda. La tija és llenyosa, el tronc té una escorça fosca de color gris amb petites esquerdes. Les branques joves són entre vermelles i marrons, creixen sempre cap amunt formant grans angles.
És un arbre caducifoli de fulles simples. Les fulles són grans d'entre 8 i 14 cm de llarg, el limbe té forma de cor (fulles cordiformes) i lleugerament asimètriques a la base, són pràcticament glabres i tenen l'àpex punxegut. Els marges són dentats de manera irregular. Les fulles són de color verd fosc per l'anvers i més pàl·lides i amb vellositats blanquinoses pel revers, en aquesta cara inferior hi destaca molt la nervació de les fulles, és palmada amb nervis secundaris i terciaris que es van creuant. Les fulles del til·ler es troben escampades al llarg de les branques i es col·loquen de manera horitzontal a cada costat de la branca, amb les làmines mirant cap a la llum o una mica tombades
Les flors del tell són hermafrodites, petites, pentàmeres i dialipèteles, desprenen una olor molt suau. Formen inflorescències en corimbe inserides a una bràctea de color verd pàl·lid en forma de fulla. Aquestes bràctees serveixen perquè el fruit sigui arrossegat pel vent, permetent la disseminació de la llavor. Cada inflorescència conté entre 3 i 5 flors. El calze està format per cinc sèpals que tenen una forma entre ovalada i lanceolada, són membranosos i de color blanquinós. Situats entre cada dos sèpals hi creix un pètal (5 pètals lliures), aquests són una mica més llargs i estrets que els sèpals i de color groc pàl·lid. Els estams són molt nombrosos, estan lleugerament soldats a la base i tenen els filaments lliures de color blanc i les anteres grogues. El gineceu està format per un ovari súper cobert de pèls i un estil de color verd.
El fruit és petit, globulós i indehiscent, fa entre 0.8 i 1.2 cm de diàmetre. Té una càpsula llenyosa amb 5 costelles longitudinals molt marcades.
Principalment s'utilitzen les flors i les bràctees seques, però també es recol·lecten les fulles, l'escorça i l'albura que és la part blanca de sota l'escorça de l'arbre.
Els Flavonoides tenen un efecte ansiolític, sedant i diürètic suau. Els olis essencials tenen una acció sedant i antiespasmòdica (utilitzats pels dolors menstruals). Els mucílags són demulcents sobre les mucoses digestives i respiratòries. S'ha comprovat que els extractes de les flors tenen activitat antifúngica.
Els components de l'albura tenen propietats com a reductors de la viscositat sanguínia, provoquen les accions espasmòdiques del tracte digestiu i permeten la relaxació de l'esfínter d'Oddi.
A més la til·la és un bon diaforètic, que provoca un augment de sudoració i fa disminuir la temperatura corporal.
És apropiat utilitzar el Tell de fulles grans contra l'ansietat, l'insomni, refredats, síndromes gripals, tos irritant, asma, indigestions, migranyes per disfunció hepatobiliar, espasmes gastrointestinals, gastritis...
La manera més comuna de consumir Tilia platyphyllos és fent infusions de les seves inflorescències o de l'albura, però també s'utilitzen els extractes de les flors per fabricar xampús o gels. L'albura s'utilitza per formar càpsules i poder prendre-les com a pastilles.
Els tells tenen altres aplicacions a part de les medicinals. S'utilitzen com a arbres decoratius perquè proporcionen molta ombra, s'aprofita la seva fusta que pesa poc i permet treballar-la bé i les fulles fresques es consumeixen en amanides.
El tell no presenta gaire toxicitat, però el consum excessiu d'infusions de til·la pot provocar obstruccions de les vies biliars i es recomana no prendre extractes d'albura quan es pren medicació anticoagulant.
No s'ha observat efectes nocius durant la lactància ni l'embaràs.
El Tell (Tilia platyphyllos) és un arbre originari d'Europa central tot i que s'ha escampat per tot el continent Europeu i a parts d'Àsia occidental. A Catalunya es pot trobar als Pirineus, al Montseny, a Montserrat i a les Muntanyes de Prades. A Espanya es pot trobar repartit per tota la serralada pirinenca, fins a les muntanyes cantàbriques i fins i tot a les serralades de Cuenca.
Llysieuyn blodeuol lluosflwydd Pisgwydden dail mawr sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Malvaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Tilia platyphyllos a'r enw Saesneg yw Large-leaved lime.[1] Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Pisgwydden Deilen Fawr, Eurwernen, Gwaglwyfen, Pisgen, Pisgwydd, Plisgwrn, Plisgwrnen,Plisgyrnen.
Mae'r planhigyn hwn yn perthyn yn eithaf agos i'r ocra, cotwm a cacao. Mae'r dail blewog wedi'u gosod ar yn ail a cheir pum sepal a phum petal ym mhob blodyn.
Llysieuyn blodeuol lluosflwydd Pisgwydden dail mawr sy'n enw benywaidd. Mae'n perthyn i'r teulu Malvaceae. Yr enw gwyddonol (Lladin) yw Tilia platyphyllos a'r enw Saesneg yw Large-leaved lime. Ceir enwau Cymraeg eraill ar y planhigyn hwn gan gynnwys Pisgwydden Deilen Fawr, Eurwernen, Gwaglwyfen, Pisgen, Pisgwydd, Plisgwrn, Plisgwrnen,Plisgyrnen.
Mae'r planhigyn hwn yn perthyn yn eithaf agos i'r ocra, cotwm a cacao. Mae'r dail blewog wedi'u gosod ar yn ail a cheir pum sepal a phum petal ym mhob blodyn.
Lípa velkolistá, příp. širolistá, (Tilia platyphyllos Scop.) je statný strom dosahující výšky přes 25 m, za určitých podmínek však může růst též jako keř. Hodně se podobá lípě malolisté, se kterou se často kříží. Čisté jedince lze rozeznat podle barvy chmýří v úhlech žilek – u lípy malolisté je rezavé, u lípy velkolisté bělavé. Kříženec se nazývá lípa obecná (Tilia x vulgaris Hayne, syn. Tilia europaea L. p.p.) a může vypadat různě. Obecně lze říci, že lípa velkolistá má větší květy i plody než malolistá. Zralý oříšek na rozdíl od plodu lípy malolisté nelze v prstech zmáčknout, je mnohem více dřevnatý a žebernatý.
Lípa velkolistá roste přirozeně v západní, střední a jihovýchodní Evropě, izolovaně v jižním Švédsku, na Kavkaze a v Malé Asii. V České republice ji můžeme vidět zejména v listnatých lesích od nížin až do nižších horských poloh. Je to typický druh suťových lesů (sv. Tilio-Acerion), vzácně jako příměs bučin.
Pokud jde o její užití, platí v podstatě totéž, co u lípy malolisté. Lípy patří k typickým středoevropským dřevinám, které jsou i jako dřevina užitková stále ještě žádány. Lipové dřevo je velmi světlé a měkké. Hodí se proto zejména pro práce řezbářské nebo modelářské. Lipové lýko je vysloveně houževnaté a pevné a před zavedením umělých hmot bylo s oblibou používáno jako pletivo. Kvetoucí lípy jsou jako pastva včel velmi cenné - med z lipových květů je velice žádaný. Lipový květ patří také k nejznámějším domácím léčebným prostředkům. Čaj z lipového květu se užívá jako prostředek proti nachlazení, často v kombinaci s medem. Sbírají se kompletní květenství. Musí se sušit ve stínu bez dalšího přísunu tepla.
Lípa velkolistá je velmi proměnlivý druh, proto je rozlišováno několik poddruhů.
Lípy velkolisté patří k dlouhověkým stromům. Nejstarším žijící na našem území jsou: Klokočovská lípa (1000 let), Bzenecká lípa (700-900 let), Kamenická lípa (700-1000 let), Tisíciletá lípa v Kotli (350-1100 let), Běleňská lípa (800-900 let), Sudslavická lípa (600-1100 let), Husova lípa (600-1050 let), Cisterciácká lípa (přes 700 let), Vejdova lípa (550-950 let), Tisíciletá lípa ve Staré Lysé (500-1000 let), Mladějovická lípa (350-1000 let), Tatobitská lípa (500-800 let, Tilia platyphyllos x euchlora) a Praskoleská lípa (500-800 let). Odhady věku se zpravidla velmi různí, u některých stromů mohou být vyšší odhady věku nadsazené.
Obvodem kmene nejmohutnější žijící lípy velkolisté v České republice jsou: Vejdova lípa (1305 cm, 2009), Sudslavická lípa (1190 cm, 2010), Lukasova lípa (1160 cm, 2009), Opatovická lípa (995 cm, 2010, kmen není celistvý), Hadí královna (975 cm, 2009), Tatobitská lípa (956 cm, 2009), Dolní Popovská lípa (956 cm, 2004, kmen rozdělen vedví), Janovská lípa (955 cm, 2006), Husova lípa (952 cm, 2010). Rozměry se v průběhu času mění, některé lípy přirůstají, u jiných se kmeny rozpadají.
Nejvyššího doloženého obvodu dosahovala lípa velkolistá v Bzenci - 1400 cm před rozpadem kmene na počátku 20. století. Obvodu 1250 cm dosahovala Běleňská lípa do poškození bleskem roku 1951. 1010 cm měla i Lhotecká lípa (dnes 600 cm).
Lípa velkolistá, příp. širolistá, (Tilia platyphyllos Scop.) je statný strom dosahující výšky přes 25 m, za určitých podmínek však může růst též jako keř. Hodně se podobá lípě malolisté, se kterou se často kříží. Čisté jedince lze rozeznat podle barvy chmýří v úhlech žilek – u lípy malolisté je rezavé, u lípy velkolisté bělavé. Kříženec se nazývá lípa obecná (Tilia x vulgaris Hayne, syn. Tilia europaea L. p.p.) a může vypadat různě. Obecně lze říci, že lípa velkolistá má větší květy i plody než malolistá. Zralý oříšek na rozdíl od plodu lípy malolisté nelze v prstech zmáčknout, je mnohem více dřevnatý a žebernatý.
Storbladet Lind (Tilia platyphyllos) er et op til 30 meter højt træ, der i Danmark f.eks. ses i parker og alléer. Det kendes fra Småbladet Lind på sine hårede bladstilke og årsskud.
Storbladet Lind er et stort, løvfældende træ med en først kuglerund, senere højt cylindrisk krone. Stammen er kraftig og ret med opstigende hovedgrene. Barken er først spredt behåret og rød på lyssiden, men grøn på skyggesiden. Senere bliver den mørkegrå og svagt furet. Til sidst er den grå med flade kamme. Knopperne er spredte og ægformede, mørkerøde med spredte hår.
Bladene er 6-12 cm lange (uden stilk), næsten runde til ovale og har skævt hjerteformet grund. De har tydelig spids og en skarpt savtakket rand. Oversiden er håret og mørkegrøn, mens undersiden er bleggrøn med tæt hårklædning langs nerverne. Blomsterne sidder i små, hængende stande. De enkelte blomster er gulhvide og duftende. Frugterne sidder flere sammen på et bredt forblad. De er runde og tydeligt ribbede. De modner godt og ses af og til selvsået i Danmark.
Rodnettet består af et hjerteformet, dybtgående system af hovedrødder og talrige, fint forgrenede smårødder lige under overfladen. Se i øvrigt under Småbladet Lind.
Højde x bredde og årlig tilvækst: 30 x 20 m (45 x 30 cm/år).
Storbladet Lind vokser på fugtig og næringsrig bund i Mellem- og Sydeuropa. Her danner den (sammen med andre løvtræer) slutstadiet i tusinder af års skovudvikling.
I Danmark ses den sandsynligvis kun som oprindeligt vildtvoksende på øer og i isolerede skove i den sydlige del af landet. Den plantes i parker og alléer.
Storbladet Lind (Tilia platyphyllos) er et op til 30 meter højt træ, der i Danmark f.eks. ses i parker og alléer. Det kendes fra Småbladet Lind på sine hårede bladstilke og årsskud.
Die Sommerlinde (Tilia platyphyllos), botanische Schreibweise mit Bindestrich Sommer-Linde, auch Großblättrige Linde (Tilia grandifolia) genannt, ist eine Laubbaum-Art aus der Gattung der Linden (Tilia) in der Familie der Malvengewächse (Malvaceae). Sie war 1991 Baum des Jahres.[1]
Die Sommerlinde ist ein Baum, der Wuchshöhen von bis zu 40 Metern und einen Stammumfang von über 9,0 Metern erreichen kann.[2] Sie hat dunkelgrüne und feinrissige Blätter. Die Baumkrone ist hoch mit ziemlich steil ansteigenden Ästen. Als junger Baum hat die Sommerlinde meist eine mehr halbkugelige Krone. Die Borke ist rissig und blättert alljährlich ab.
Die jungen Austriebe sind rötlich-grün und deutlich behaart.
Die kahlen Knospen besitzen Knospenschuppen, die auf der dem Licht zugewandten Seite glänzend rot und auf der dem Licht abgewandten Seite gelblich-grün bis olivfarben sind. Die End- und Seitenknospen sind schmal bis breit eiförmig. Die Endknospen sind etwas zusammengedrückt und nicht größer als die Seitenknospen. Die Seitenknospen sind seitlich zusammengedrückt und vom Zweig abstehend.[3]
Die Laubblätter sind eiförmig bis rundlich und bespitzt, sie sind an der schiefen Basis mehr oder weniger herzförmig. Der Blattrand ist mehr oder weniger scharf-kerbig gesägt. Die Blätter sind oben dunkelgrün und behaart, unten heller und vor allem auf den Nerven dicht behaart. Die Größe der Blätter ist sehr variabel, etwa zwischen 2 und 18 cm (Länge wie Breite). Das Blatt sitzt an einem behaarten, etwa 2 bis 5 cm langen Stiel.
Die Sommerlinde blüht im Juni und ist damit in Mitteleuropa die am frühesten blühende Lindenart. Die gestielten Blüten hängen in Trugdolden zu 2 bis 5, meist zu 3 bis 4 (manchmal bis zu 6). Der Hauptstiel jeder Trugdolde ist mit einem flügelartigem, 14–18 mm breitem und bis zu 8 cm langem, weißlich-grünem Hochblatt verwachsen. Die zwittrigen, 5-zähligen Blüten sind etwa 12 mm groß und besitzen eine doppelte Blütenhülle. Die fünf gelblich-grünen Kelchblätter sind 4–6 mm lang. Die fünf gelblich-weißen Kronblätter sind länglich-eiförmig und 6–8 mm lang. Die ca. 30 Staubblätter sind etwas länger als die Krone. Der behaarte Fruchtknoten ist oberständig.[3][4]
Die dickwandige, kugel- bis birnenförmige Frucht hat fünf Rippen, ist dicht behaart und wird etwa 8 bis 10 mm groß.[4]
Unterschied zwischen Sommer- und Winterlinde
Die Chromosomenzahl beträgt 2n = 82.[5]
Sich öffnende Seitenknospe
Blätter
Blütenknospen
Blüten
Früchte
Neben der Sommerlinde kommen aus der Gattung Linden (Tilia) in Mitteleuropa noch die Winterlinde und der Hybrid aus der Sommer- und der Winterlinde, die Holländische Linde vor. Die Silber-Linde ist in Südosteuropa verbreitet.
Man kann mehrere Unterarten der Sommerlinde unterscheiden:
Die Unterart Tilia platyphyllos subsp. caucasica wird besser zur Kaukasischen Linde (Tilia dasystyla Steven) gestellt.
Illustration von Jacob Sturm
Illustration in Kohl 1895
Die Sommerlinde ist in Mittel- und Südeuropa heimisch, kommt aber relativ selten wild vor.[6]
An schuttreichen Hangstandorten vermag sie sich aufgrund ihrer hohen Austriebskraft gegenüber anderen Baumarten durchzusetzen. Sie ist daher häufig in Hangschuttwäldern und Schluchtwäldern vertreten. Sie ist eine Charakterart des Verbands Tilio-Acerion, kommt aber auch in Gesellschaften des Verbands Fagion vor.[5] Sie gilt als Baum der mittleren Gebirgslagen. Im Freistand entwickelt sie eine mächtige Krone, ist jedoch empfindlich gegen Spätfröste. Die Sommerlinde steigt in den Nordalpen meist bis auf 1000 m, in den Südalpen auch höher.[7] In den Allgäuer Alpen steigt sie in Bayern am Gleitweg im Oytal in Strauchform bis zu einer Höhenlage von 1450 Metern auf.[8]
Von den in Mitteleuropa autochthonen Linden ist die Sommerlinde die am weitesten verbreitete Art.
Linden werden häufig sehr alt (bis zu 1000 Jahre), was viele Baumdenkmäler in Deutschland zeigen. Der Volksmund behauptet, dass Linden „dreihundert Jahre kommen, dreihundert Jahre stehen und dreihundert Jahre vergehen“. Selbst uralte, hohle Linden entwickeln manchmal noch eine erstaunliche Vitalität. Das Geheimnis ihrer Langlebigkeit sind neue Innenwurzeln, die vom greisen Stamm aus in Richtung Boden wachsen, sich dort verankern und eine junge Krone bilden, wenn der alte Baum abstirbt. Die Linde verjüngt sich also sozusagen von innen heraus.
Die im Juni und Juli lebenden Raupen des Linden-Blütenspanners ernähren sich von den Stempeln und Staubgefäßen der Sommerlinde, seltener von deren Blütenblättern.[9]
Die Sommerlinde spielt in Forstkulturen Mitteleuropas eine untergeordnete Rolle. Als Park- und Alleebaum wird sie jedoch häufig angepflanzt. Die Blüten der Sommerlinde sind in der Imkerei eine recht gute Bienenweide aufgrund des hohen Zuckergehalts ihres Nektars (bis zu 94 %) und seines hohen Zuckerwerts (bis zu 7,7 mg Zucker/Tag je Blüte).[10] Honigerträge von rund 0,8 kg pro Blühsaison und Baum sind möglich.[11] Die Sommerlinde gehört zu den Baumarten mit der besten Austriebsfähigkeit. Die schnellwüchsige Baumart wurde als Unterholz in Mittelwäldern herangezogen. Ihr Holz wurde, trotz des relativ geringen Brennwerts, daher als Brennholz genutzt.
Die jungen, noch weichen Lindenblätter sind essbar und eignen sich wegen ihres ausgesprochen milden Geschmacks gut für Salat.[12]
In der Pflanzenheilkunde werden heute hauptsächlich die Blüten der Linde genutzt. Diese bestehen aus den getrockneten Blütenständen der Sommer- oder der Winterlinde. Der Droge wird eine antitussive, adstringierende, diaphoretische, diuretische, sedierende und analgetische Wirkung zugeschrieben, die bisher kaum durch experimentelle Daten gestützt ist. Anwendungsgebiete sind Katarrhe der Atemwege und trockener Reizhusten. Weiter werden Lindenblüten als Diaphoretikum bei fiebrigen Erkältungs- und Infektionskrankheiten genutzt, bei denen eine Schwitzkur gewünscht ist. Für die therapeuthische Verwendung bei Erkältungskrankheiten und trockenem Reizhusten liegt eine Positiv-Monographie der Kommission E (1990) vor.[13] Ihre Wirksamkeit wird zudem durch die Erfahrung in der Hausmedizin belegt.
Ein Extrakt der Sommer-Linde hat in vitro eine hemmende Wirkung auf die Pankreaslipase des Schweins gezeigt.[14]
Leonhart Fuchs erwähnt in seinem Kräuterbuch von 1543 verschiedene Anwendungen der Blätter und der Rinde sowie eine Zubereitung aus Lindenblüten („auß Linden blůst ein Conserua/oder zucker“).[15] Erst im 17. Jahrhundert entdeckte man offenbar die schweißtreibende Wirkung des Lindenblütentees, der als Heilmittel eingesetzt wird. Zuvor schon soll der unmittelbare Blütenduft genutzt worden sein.[16]
Das Holz der Sommer-Linde unterscheidet sich nicht vom Holz der Winter-Linde und der Holländischen Linde. Bei der Verwendung des Holzes wird daher nicht zwischen diesen Arten unterschieden. Die Hauptnutzung des Lindenholzes liegt in der Bildhauerei, der Schnitzerei und Drechslerei. Vor allem die berühmten Werke der Spätgotik, so von Tilman Riemenschneider oder Veit Stoß, wurden häufig aus Lindenholz hergestellt. Heute wird für Schnitzarbeiten jedoch häufiger das leichter beschaffbare Holz der Weymouths-Kiefer (Pinus strobus) eingesetzt.[17]
In vielen Regionen Deutschlands wurde der Dorfmittelpunkt einst mit Sommerlinden gekennzeichnet. Er war Verkündstätte, Versammlungsort, hier wurde Gericht gehalten. Noch Kurfürst August von Sachsen unterzeichnete seine Verordnungen mit „Gegeben unter der Linde“. Bekannte Gerichtslinden sind zum Beispiel die Mahllinden bei Oberdorla und die Gerichtslinde (Mallinde) oberhalb Berka v. d. Hainich.
Es fanden jedoch auch die Feste des Dorfes unter der Linde statt. In manchen Orten wurde dafür sogar ein Tanzboden hoch oben zwischen den Ästen der Linde aufgebaut. Die seitliche Einfassung der „Lindenzimmer“ bildeten Hohlbrüstungen, die mit geleiteten Lindentrieben geschlossen wurden. Das fröhliche Treiben fand dann inmitten des Baumes statt. Auch die Musikanten spielten dort oben auf. Erhalten sind unter anderem die Tanzlinden von Limmersdorf bei Bayreuth, von Galenbeck in Mecklenburg-Vorpommern und Effeltrich. Eine andere ehemalige Tanzlinde ist die von Schenklengsfeld in der Nähe von Bad Hersfeld.
Eine weitere Besonderheit sind die sogenannten Apostellinden, bei denen zwölf Äste einer Linde künstlich in die Breite gezogen wurden und die weit ausladenden Äste mit Eichen- oder Steinsäulen gestützt werden. Damit entsteht eine riesige Lindenlaube. Die bekannteste Apostellinde ragt in Gehrden bei Warburg und kann über eine eiserne Wendeltreppe erklommen werden. Eine weitere schmückt die Ortsmitte in Effeltrich, wo die niedrige, weit ausladende Krone von einem zweireihigen Balkengerüst mit 24 Stützen getragen wurde.
Alte Sommerlinden in der Feldflur oder im Wald kennzeichnen häufig Dorfwüstungen. Die Sambacher Linde westlich von Mühlhausen stand beispielsweise früher im Zentrum des Weilers Tutterode.
In Norddeutschland, insbesondere in Westfalen, wurden Sommerlinden auf die Westseite der Häuser gepflanzt und Jahr für Jahr wie ein Spalier parallel zum Haus beschnitten. Diese natürliche Außenhaut hält im Sommer die Sonne vom Haus und kühlt dieses, im Herbst wurde das Laub als Futter oder Einstreu abgeschnitten und die Herbst- und Wintersonne konnte das Haus wärmen.
Linden sind im germanischen Glauben der Göttin Freya geweiht. Da Freya als Göttin der Liebe, Schönheit und Fruchtbarkeit gilt, lassen sich auch symbolische Bedeutungen (siehe unten) und Bräuche (Dorffeste dienten früher unter anderem der Paarbildung) darauf zurückführen.
Analog dazu gelten Eichen dem Gott Thor geweiht.
Die Linde ist das Symbol ehelicher Liebe, der Güte, der Gastfreundschaft und Bescheidenheit. Diese Symbolik soll auf Ovids Erzählung von Philemon und Baucis zurückgehen, dem alten Ehepaar, das sich nichts mehr erwünschte als gemeinsam zu sterben, damit keiner von ihnen den Tod des anderen erleben müsse. Zeus erfüllte ihnen diesen Wunsch; als der Tod zu ihnen kam, verwandelte er die beiden in Bäume: Philemon in eine Eiche und Baucis in eine Linde.
Bettina Brentano schrieb einst an ihren Bruder Clemens:
„Die Linden blühen, Clemente, und der Abendwind schüttelt sich in ihren Zweigen. Wer bin ich, daß ihr mir all euren Duft zuweht, ihr Linden? Ach, sagen die Linden, du gehst so einsam zwischen unseren Stämmen herum und umfaßt unsre Stämme, als wenn wir Menschen wären, da sprechen wir dich an mit unserm Duft.“
Die Sommerlinde hat auch im deutschen Volksliedgut Eingang gefunden. Die erste Strophe des bekannten Liedes Am Brunnen vor dem Tore von Wilhelm Müller nach der Melodie von Franz Schubert lautet:
Am Brunnen vor dem Tore, da steht ein Lindenbaum:
ich träumt in seinem Schatten so manchen süßen Traum;
ich schnitt in seine Rinde so manches liebe Wort;
es zog in Freud und Leide zu ihm mich immer fort.
In der ersten Strophe des bekannten deutschen Volksliedes Kein schöner Land in dieser Zeit wird die Linde als Treffpunkt erwähnt:
Kein schöner Land in dieser Zeit,
als hier das uns’re weit und breit.
Wo wir uns finden
wohl unter Linden
zur Abendzeit.
Der häufigste Gasthausname in Deutschland ist mit über 1000 Nennungen „Zur Linde“.[18]
Gerichtslinde in Wetter-Amönau
Linde in Schenklengsfeld, ältester Baum Deutschlands
Habitus der rund 700 Jahre alten Sommerlinde in Hochneukirchen
Die Sommerlinde (Tilia platyphyllos), botanische Schreibweise mit Bindestrich Sommer-Linde, auch Großblättrige Linde (Tilia grandifolia) genannt, ist eine Laubbaum-Art aus der Gattung der Linden (Tilia) in der Familie der Malvengewächse (Malvaceae). Sie war 1991 Baum des Jahres.
Tiglia (Napulitano) - La téglia (/'teʎːa/) (Tilia platyphyllos Scop.), è n'álbere spegliande de la famiglia de le Tiliaceae (o Malvaceae, pe la classefecazione APG), che pò cambà cchiù de ne sècule.
Álbere ávete affin’a 40 m, le frunne suó còrefórme, che gle late sechettate, la pággena pessotte ne ccone pelosa, che ciérte ciuffitte de pire ghiangaštre a gl’ángule de le nervature, ch'a maje-giugne puórtene sotte tíleche gle sciuore ermafredite, mbrefemate, che cèrte brattée, de chelore ghianghe-giallaštre. Sse sciuore suó reštritte 2-5 a la vòta é piénnene a cape sotte. Gle frutte suó capsule peccerélle che cèrte cuštate che jéscene fòre, é che la scòrza tòsta é legnosa.
La téglia è spasa a l'Europa cundenendale é a gle Cáucase
A l'Etalia esíštene, a gle štate naturale, ebbía du spèce de tégle, vale a dice šta spèce jécche é la téglia a frunne peccerélle o Tilia cordata. Le du spèce z'íbridane ésse fra ésse dènne uríggene a Tilia × vulgaris, che vè spisse chiandata mmiés'a gle parche urbane. È fácele a ze chenfonne tra le du spèce, ma se ze tramènde le chiande buone buone, ce se rrènne cunde ca:
Z’adduóprene gl’uocchie (sotte forma de macerate glicéreche) é gle sciuore (anziéma a la brattéa a forma de scénna).
Z’adduóprene le frunne crude (nzalata) o còtte a la fressora, gle sciuore prima che sceríscene (cáppere) é la semènda che šta dénd'a gle frutte (tè assá uogle).
È assá chenesciuta pure comme chianda mellífera, è vesetata da le lape che ne predúcene ne mèle, spisse meneflerale, che creštallizza chiane chiane.
Le léna de ssa téglia suó addeprate comm'a chélle de l'ata spèce sòccia, Tilia cordata.
Tiglia (Napulitano) - La téglia (/'teʎːa/) (Tilia platyphyllos Scop.), è n'álbere spegliande de la famiglia de le Tiliaceae (o Malvaceae, pe la classefecazione APG), che pò cambà cchiù de ne sècule.
Wiôlgòlëstnô lëpa (Tilia platyphyllos L.) – to je drzéwiã z rodzëznë lëpowatëch. Ji kwiatë są wiele razy pò 3 w lopkach. Ta lëpa czasem rosce na Kaszëbach.
Wiôlgòlëstnô lëpa (Tilia platyphyllos L.) – to je drzéwiã z rodzëznë lëpowatëch. Ji kwiatë są wiele razy pò 3 w lopkach. Ta lëpa czasem rosce na Kaszëbach.
Tilia platyphyllos, the large-leaved lime or large-leaved linden, is a species of flowering plant in the family Malvaceae (Tiliaceae). It is a deciduous tree, native to much of Europe, including locally in southwestern Great Britain, growing on lime-rich soils. The common names largeleaf linden[1] and large-leaved linden are in standard use throughout the English-speaking world except in the British Isles, where it is known as large-leaved lime.[2] The name "lime", possibly a corruption of "line" originally from "lind", has been in use for centuries and also attaches to other species of Tilia.[3] It is not, however, closely related to the lime fruit tree, a species of citrus.
The specific epithet platyphyllos (greek: πλατύφυλλος) means in greek "with broad leaves".[4]
Tilia platyphyllos is a narrowly domed tree with a moderate growth rate, and can eventually attain a height of 40 m. The reddish-brown young stems later develop dark grey bark with fine fissures and furrows. The branches spread upwards at wide angles. The twigs are reddish-green and slightly pubescent.[5] The foliage consists of simple, alternately arranged leaves. As indicated by its common name, this tree has larger leaves than the related Tilia cordata (small-leaved lime), 6 to 9 cm (exceptionally 15 cm). They are ovate to cordate, mid to dark green above and below, with white downy hair on the underside, particularly along the veins, tapering into a mucronate tip. The margin is sharply serrate, and the base cordate; the venation is pinnate along a midrib. The pubescent petiole is usually 3–4 cm long, but can vary between 1.5–5 cm. The autumn foliage is yellow-green to yellow.
The small, fragrant, yellowish-white flowers are arranged in drooping, cymose clusters in groups of 3 to 4. Their whitish-green, leaf-like bracts have an oblong-obovate shape. The geniculate peduncles are between 1.5–3 cm long. The hermaphroditic flowers have 5 sepals and 5 tepals, numerous stamens, but no staminodes. The superior ovary is 2–10 locular with one smooth style. The flowers are pollinated by bees and some butterflies, notably the White-letter Hairstreak. The fruit is a fat, round, tomentose, cream-colored nutlet with a diameter of 1 cm or less. It has a woody shell with 3–5 ridges.
.jpg)
Leaves
Flowers
White-letter Hairstreak nectaring on T. platyphyllos flower
_JPG1R.jpg)
Roots
Vegetative bud starting to open
Tilia platyphyllos is widely planted throughout the temperate world as an ornamental tree in parks and city streets. Numerous cultivars are available, including 'Aurea', (golden leafed), 'Fastigiata', 'Laciniata' (seemingly torn leaves), 'Örebro' (columnar), 'Princes Street' (narrow crown), 'Rubra' (red twigged), 'Tortuosa' (twisted branches), and 'Tiltstone Filigree' (upswept branches).[6]
The cultivar 'Rubra' has gained the Royal Horticultural Society's Award of Garden Merit.[7][8]
Tilia platyphyllos readily hybridizes with Tilia cordata, the hybrid being the common lime T. × europaea (syn. T. × vulgaris).
Fossils of Tilia platyphyllos have been described from the fossil flora of Kızılcahamam district in Turkey, which is of early Pliocene age.[9]
Tilia wood is used for carving, and almost all parts of the tree can be used for fodder, ropes or firewood. Bast and honey, which were historically the main products of Tilia, may have been an important factor in the spread of the species and its status as a typical agroforestry tree in the Middle Ages. Tilia spp. are also important for amenity use, shelterbelts and game plantings in the open landscape, in urban areas and recreational forestry.[10]
The plant also contains tannins that can act as an astringent.[11] The wood is burned to charcoal and ingested for intestinal disorders and used topically for edema or infection, such as cellulitis or of the lower leg.[11]
Tilia platyphyllos, the large-leaved lime or large-leaved linden, is a species of flowering plant in the family Malvaceae (Tiliaceae). It is a deciduous tree, native to much of Europe, including locally in southwestern Great Britain, growing on lime-rich soils. The common names largeleaf linden and large-leaved linden are in standard use throughout the English-speaking world except in the British Isles, where it is known as large-leaved lime. The name "lime", possibly a corruption of "line" originally from "lind", has been in use for centuries and also attaches to other species of Tilia. It is not, however, closely related to the lime fruit tree, a species of citrus.
The specific epithet platyphyllos (greek: πλατύφυλλος) means in greek "with broad leaves".
Tilia platyphyllos, tilo de hoja ancha,[1] tilo común o tilo de hoja grande, es una especie arbórea perteneciente a la familia de las Malvaceae, muy habitual en los bosques de Europa. Se distingue fácilmente del Tilo de hoja estrecha o silvestre, Tilia cordata.
Árbol caducifolio de copa de forma piramidal, con tronco de corteza gris, agrietada longitudinalmente, y que puede alcanzar gran altura (unos 30m). Ramas y yemas de color rojo bermellón. Hojas de 6-12 cm de longitud, de forma orbicular-ovada, dentada y punteadas, haz verde botella y parte del envés algo difuminado, rematan en un largo y evidente pico. Pequeñas flores de 5 pétalos blancas o amarillentas muy olorosas. Se reúnen en ramilletes de entre 2 y 7 cogidos por un largo rabillo que cuelga de una hojuela en forma de lengüeta. Esta hojuela (bráctea) es muy llamativa y característica, un tanto correosa y de color verde pálido. Fruto ovalado, muy peloso y con 5 costillas que resaltan, al menos cuando maduro. Contiene de 1 a 2 semillas. Madura al término del verano o en otoño. La corteza es grisácea, lisa en ejemplares jóvenes y resquebrajada a lo largo en los más añosos. Ramillas de color pardo rojizo o verdosas, al principio y pelosillas. Florece a final de primavera y en verano.[2]
Especie bastante exigente en humedad, puede habitar en suelos calizos o silíceos. Llega a formar rodales monoespecíficos. Bosques mixtos de laderas rocosas, hoces, barrancos. Crece salpicado en los bosques caducifolios donde suele aparecer en compañía de quejigos, pinos, avellanos, hayas, arces, serbales y fresnos.
Extendido por gran parte de Europa, especialmente por el centro y sur, que alcanza hasta el oeste de Asia. En España se distribuye por los sistemas pirenaico, cantábrico e ibérico.[3]
Véase simbología del tilo
Principalmente se utilizan las flores y las brácteas secas, pero también se recolectan las hojas, la corteza y la albura que es la parte blanca de debajo de la corteza del árbol.
Los flavonoides tienen un efecto ansiolítico, sedante y diurético suave. Los aceites esenciales tienen una acción sedante y antiespasmódica (utilizados por los dolores menstruales). Los mucílagos son demulcentes sobre las mucosas digestivas y respiratorias. Se ha comprobado que los extractos de las flores tienen actividad antifúngica.
Los componentes de la albura tienen propiedades como reductores de la viscosidad sanguínea, provocan las acciones espasmódicas del tracto digestivo y permiten la relajación del esfínter de Oddi.
Además la tila es un buen diaforética, que provoca un aumento de sudoración y hace disminuir la temperatura corporal.
Es apropiado utilizar la tila contra la ansiedad, el insomnio, resfriados, síndromes gripales, tos irritante, asma, indigestiones, migrañas por disfunción hepatobiliar, espasmos gastrointestinales, gastritis ...
La manera más común de consumir Tilia platyphyllos es haciendo infusiones de sus inflorescencias o de la albura, pero también se utilizan los extractos de las flores para fabricar champús o geles. La albura se utiliza para formar cápsulas y poder tomarlas como pastillas.
Tienen otras aplicaciones aparte de las medicinales. Se utilizan como árboles decorativos porque proporcionan mucha sombra, se aprovecha su madera que pesa poco y permite trabajar bien y las hojas frescas se consumen en ensaladas.
Las bolsitas o en su defecto la tila en hierba debería de ser de unos 3 gr de inflorescencias por taza agua hervida, dejándolo diez minutos; se pueden tomar hasta un litro diario. Por ejemplo 1 taza después de las comidas y 1 antes de acostarse. De esta manera también mejoramos el descanso aparte de las digestiones. La tila también se puede añadir al agua de baño.[cita requerida]
Tilia platyphyllos fue descrita por Giovanni Antonio Scopoli y publicado en Kew Bulletin 26: 328. 1972.[4]
Titlia: nombre genérico que deriva del griego antiguo ptilon (= ala), por la característica de las brácteas foliáceas que facilita propagación por el viento de las semillas.
platyphyllos: epíteto latíno que significa "con hojas anchas"[6]
Hojas
Joven árbol aislado de T. platyphyllos en los Alpes italianos
Vista general de ramas en floración - Ribera Este de los estanques, Parque del Planetario (Madrid)
Hojas e inflorescencias - Ribera Este de los estanques, Parque del Planetario (Madrid)
Inflorescencias en vía de fructificación - Ribera Este de los estanques, Parque del Planetario (Madrid)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
_in_Kohl_1895,_plate_52.png)
.JPG)
.jpg)
|coautores= (ayuda) Tilia platyphyllos, tilo de hoja ancha, tilo común o tilo de hoja grande, es una especie arbórea perteneciente a la familia de las Malvaceae, muy habitual en los bosques de Europa. Se distingue fácilmente del Tilo de hoja estrecha o silvestre, Tilia cordata.
Suurelehine pärn (Tilia platyphyllos) on pärnaliste sugukonda pärna perekonda kuuluv lehtpuu.[1]
Suurelehise pärna levila on Lääne- ja Kesk-Euroopas. Eestisse on suurelehine pärn sisse toodud ja kasvab peamiselt pargipuuna.[2]
Koor on noorelt valkjashall, vanemas eas hallikaspruun. Võrsed noorelt helepruunid, valkjate karvadega. Lehed on ümmargused, läbimõõt harilikult 6–10 cm pikad, tömpja või südaja alusega, teravneva tipuga, teravsaagja servaga. Alt helerohelised, pealt tumerohelised. Vanemas eas on lehed alt pehmekarvased. Leheroots on kuni 5 cm pikk ja on karvane. Õitsemise aeg on juulis, õisikus on 3–8 õit mõlemast soost. Kollakasvalged õied on meerikkad ja lõhnavad hästi. Õite hea lõhn meelitab ligi putukaid, kes aitavad puud tolmeldada. Vili on pähklisuurune pikal rootsul, kuni 0,9 cm pikk ja pikliku või kerajas kujuga. Pähklikeses on 1–2 halli- või pruunikarvast seemet.
Suurelehisele pärnale on kõige lähedasem sugulasliik harilik pärn (Tilia cordata). Erinevad selle poolest, et hariliku pärna lehtede alaküljel roodude hargnemiskohtadel on roostjad karvad, aga suurelehisel pärnal on seal valged karvad.[1]
Suurelehine pärn on mullastiku suhtes nõudlik. Tormikindel, kuna sammasjuurestik on hästi arenenud.[3]
Puit on kerge, mille tõttu on see väga hinnatud puidutööstuses. Suurelehine pärn on väga hea meetaim, ta talub saastunud õhku ja seetõttu leidub teda põhiliselt haljastuses, kasutatakse mitmeid võravorme.[2]
Suurelehine pärn (Tilia platyphyllos) on pärnaliste sugukonda pärna perekonda kuuluv lehtpuu.
Ezki hostozabala (Tilia platyphyllos) ezkien familiako zuhaitza da.
Hosto erorkorrak dituen zuhaitz sendoa eta hostotsua da ezkia; 30 m garai izan daiteke.
Ezkiaren enborra zuzena da. Azala grisaxka da, eta arrailak ditu.
Hostoak bihotz-formakoak eta zerradunak dira; berde ilunak eta ilegabeak gainaldean, eta zilar-kolorekoak eta pubeszenteak azpialdean.
Udaren hasieran loratzen da ezkia. Loreak horixkak eta usaintsuak dira, eta braktea batetik jaiotzen diren 6-10 lorez osatutako infloreszentzia zintzilikarietan sortzen dira.
Fruituak udazkenean heltzen dira.Txikiak, globularrak eta oso iletsuak dira, eta 5 saihets nabarmen dituzte.
Ezkia trokarte, arroila eta amildegietan bizi da gehienbat, eta baso mistoak eratzen ditu. Kareharrizkoa du berezko lurzorua. Europako erdialdean eta hegoaldean hedatzen da. Euskal Herri osoan dago.
Ezkiaren zura biguna eta kalitate handikoa da, eta ebanisterian oso estimatua.
Lorategiak eta parkeak apaintzeko erabiltzen da ezkia.
Lore lehorrekin eta brakteekin, infusio diuretiko eta lasaigarriak prestatzen dira. Azalak propietate bronkio-zabaltzaileak eta antiespasmodikoak ditu, eta, beraz, arnas aparatuko gaixotasunen tratamenduetarako erabiltzen da.
Ezkiaren eztia oso goxoa eta aromatikoa da.
Ezki hostozabala (Tilia platyphyllos) ezkien familiako zuhaitza da.
Isolehtilehmus (Tilia platyphyllos) on lehmusten sukuun (Tilia) kuuluva lehtipuulaji. Se on suosittu koristepuuna levinneisyysalueensa luoteis- ja keskiosissa. Risteyttämällä isolehtilehmus metsälehmuksen (Tilia cordata) kanssa saadaan puistolehmus (Tilia × vulgaris).
Isolehtilehmuksen erottaa muista lehmuksista helpoiten suurista lehdistä ja säännöllisen pyöreästä latvuksesta. Lehtien alapinnalla on hapsikarvoitusta. Rungossa ei ole muhkuroita tai vesoja. Kukinnoissa on vain 2–5 kukkaa. Hedelmät ovat isoja ja voimakassärmäisiä. Isolehtilehmus voi hyvällä kasvupaikalla saavuttaa noin 40 metrin korkeuden, Suomessa kuitenkin enintään 25 m.
Isolehtilehmusta tavataan luontaisena Espanjasta ja Isosta-Britanniasta Mustanmeren läheisyyteen. Pohjoisimmat alkuperäiset esiintymät sijaitsevat Lounais-Ruotsissa. Istutettuna laji menestyy hyvin Suomessakin (sisämaassa keskiosiin, rannikolla Peräpohjolaan asti). Se on hiljaittain alkanut leviämään luultavasti viljelykarkulaisena Suomenkin luontoon.
Isolehtilehmus (Tilia platyphyllos) on lehmusten sukuun (Tilia) kuuluva lehtipuulaji. Se on suosittu koristepuuna levinneisyysalueensa luoteis- ja keskiosissa. Risteyttämällä isolehtilehmus metsälehmuksen (Tilia cordata) kanssa saadaan puistolehmus (Tilia × vulgaris).
Tilia platyphyllos
Le tilleul à grandes feuilles (Tilia platyphyllos Scop.) (syn. T. grandifolia) est un arbre de la famille des Tiliaceae, ou des Malvaceae, sous-famille des Tilioideae, selon la classification phylogénétique. C'est une espèce des régions tempérées d'Europe, souvent plantée comme arbre d'alignement.
Altitude : jusqu'à 1 800 m.
Taille : de 30 à 40 m.
Floraison : d'avril à juin.
Cycle de vie : jusqu'à 1 000 ans.
Répartition : en France, il est présent dans la moitié est, dans les Pyrénées et en Corse ainsi que dans le nord du pays. Il manque dans le Midi méditerranéen. Assez rare dans l'état naturel, il est souvent planté en haies.
Toxicité : comestible.
Habitat : forêts de montagnes et gorges.
Fleurs : fleurs en fausse ombelle par 2-5 sur une bractée foliacée.
Feuilles : grandes feuilles en forme de cœur oblique (10-15 cm), feutrées sur leur face inférieure, à poils jaune-blanc à l'angle des nervures.
Écorce : lisse et grise, puis formation d'un rhytidome brun foncé à noirâtre, fissuré longitudinalement; sillons étroits et peu profonds; crêtes entrecroisées en réseau[1].
Tiges : jeunes rameaux luisants, vert côté ombre, brun rougeâtre côté lumière, glabres ou légèrement duveteux, puis glabrescents; ponctués de lenticelles claires allongées.
Reproduction : fruits durs, à cinq côtes saillantes. Disposés en bouquets, ils sont portés par un long pédoncule muni d'une bractée (aile) étroite, qui facilite leur dispersion par le vent.
Des rejets sont souvent observés sur le tronc[1].
Il se distingue de Tilia cordata Mill. (Tilleul à petites feuilles) par la présence d'une pubescence blanchâtre sur la face inférieure des feuilles, à l'aisselle et le long des nervures.
Durant le néolithique, le bois du tilleul était probablement utilisé comme arme. Pierre Pétrequin, éditeur de Construire une maison 3 000 ans av JC nous décrit l'opération : « Il n'est pas indispensable d'abattre les arbres pour les écorcer ; la solution la plus satisfaisante est d'encocher la base des jeunes tilleuls et, depuis le bas, d'arracher par traction les bandes d'écorce qui vont se détacher au niveau des premières branches. Ces bandes d'écorces sont mises à rouir, c'est-à-dire qu'on les immerge pendant un mois en moyenne, sous un tas de pierres pour les plaquer au fond. L'écorce rouie se transforme en excellente filasse, très résistante, qu'il est possible de torsader et de toronner ; à partir d'une écorce de 5 m de long et de 17 cm de largeur, on a réalisé 12 m de corde de 2 cm de diamètre (deux torons), en 30 minutes à deux personnes. »
En Gaule, le tilleul était l'arbre traditionnel du centre du village, En Allemagne, cet arbre est plus populaire que les chênes : c'est en dessous d'un tilleul que les Germains se rassemblaient pour rendre la justice. Dans les villages, le tilleul servait de point de ralliement pour les assemblées et sous certains des plus vieux on aménageait une petite piste de danse. Dans l'ouest de l'Allemagne plus de 850 noms de localités évoquent les tilleuls mais son utilisation en tisane dans ce pays n'est pas aussi commune qu'en France, voire assez rare.
Le tilleul était appelé "L'arbre sorcier" pour ses pouvoirs curatifs qui étaient attribués à des esprits puissants qui habitaient son écorce. Dans les îles Canaries, à Fierro, existait un tilleul gigantesque que les gens du pays appellent le Garoé, l'Arbre saint ou encore “l'arbre qui pleure”. Les années de sécheresse, il en tombe de l'eau fraîche, suffisamment pour abreuver tous les habitants de l'île, animaux et êtres humains. Cependant, pour les botanistes, le Garoé n'était pas un tilleul mais un laurier endémique des Canaries de l'espèce Ocotea foetens.
Sur les feuilles se forment des galles formées par une réaction des tissus de la tige à la présence d'œufs puis de larves d'acariens. Sur le limbe se développent des galles en cornicules de l'espèce Eriophyes tiliae tiliae, appelée aussi Phytopte du tilleul. À l'aisselle des nervures, se développent des galles velues de l'acarien Eriophyes exilis. Ces excroissances forment une touffe de poils à la base qui obstrue le minuscule opercule de la galle mais affectent très peu la vigueur de l'arbre car les larves quittent l'arbre dès l'automne pour s'installer sur les rameaux, sous l'écorce ou à la base des bourgeons où elles passeront l'hiver.
Les miels de tilleul sont appréciés.
Les fleurs séchées sont utilisées en tisane, seules ou en mélange.
Le bois est apprécié pour la sculpture car il se travaille facilement. En revanche, il pourrit rapidement et casse avec le temps.
Le bois de tilleul peut être vendu entre 90 [2].
Les feuilles sont émollientes.
Les fleurs en infusion légère sont sédatives, mais en infusion trop longue et forte elles peuvent provoquer des insomnies.
L'aubier est cholérétique, diurétique et antispasmodique.
Tilia platyphyllos
Le tilleul à grandes feuilles (Tilia platyphyllos Scop.) (syn. T. grandifolia) est un arbre de la famille des Tiliaceae, ou des Malvaceae, sous-famille des Tilioideae, selon la classification phylogénétique. C'est une espèce des régions tempérées d'Europe, souvent plantée comme arbre d'alignement.
O tileiro de folla grande[1] (Tilia platyphyllos),o tileiro común, é unha especie arbórea pertencente á familia das tiliáceas, moi habitual nos bosques de Europa. En Galiza só aparece coma ornamental.
Árbore caducifolia de copa de forma piramidal, co toro de casca cinsenta, gretada lonxitudinalmente, e que pode acadar grande altura (uns 30m). Pólas e xemas de cor avermellada. Follas de 6–12 cm de lonxitude, de forma orbicular-ovada, dentada e punteadas, face verde botella e parte do envés algo esvaecido, rematan nun longo e evidente pico. Flores miúdas de 5 pétalos brancas ou amarelentas moi recendentes. Reúnense en feixes de entre 2 e 7 collidos por un longo rabiño que pendura dunha especie de folliña a xeito de lingüeta. Esta folliña (bráctea) é moi rechamangueira e característica, un tanto fibrosa e de cor verde pálida. Froito ovalado, moi viloso e con 5 costelas que resaltan, polo menos cando maduro. Contén de 1 a 2 sementes. Madura a finais do verán ou polo outono. A casca é cinsenta, lisa en exemplares novos e rachada ao longo nos máis idosos. Ramiñas de cor parda avermellada ou verdosas, ao principio e aveludadas. Florea a final de primavera e no verán.[2]
Especie bastante esixente en humidade, pode medrar en solos calcarios ou silíceos. Chega a formar mouteiras monoespecíficas. fragas de abas rochosas, foces e cavorcos. Medra espallado nas fragas caducifolias onde adoita aparecer na compaña de carballos(caxigos, veriños etc), piñeiros, abeleiras, faias, pradairos, capudres e freixos.
Atópase espallado por gran parte de Europa, especialmente polo centro e sur, chegando até o oeste de Asia. Na península Ibérica aparece nos Pireneos, no Cordal Cantábrico e no Sistema Ibérico.[4] Non chega aos montes galegos.
Follas
Árbore nova illada de T. platyphyllos nos Alpes italianos
Vista xeral das pólas en floración - Parque del Planetario (Madrid)
Follas e inflorescencias - Parque del Planetario (Madrid)
Inflorescencias en vía de frutificación - Parque del Planetario (Madrid)
O tileiro de folla grande (Tilia platyphyllos),o tileiro común, é unha especie arbórea pertencente á familia das tiliáceas, moi habitual nos bosques de Europa. En Galiza só aparece coma ornamental.
Zažna lipa (Tilia platyphyllos) je štom z podswójby lipowych rostlinow (Tilioideae) znutřka swójby šlězowych rostlinow (Malvaceae).
Zažna lipa je w lěće zeleny štom, kotryž docpěje wysokosć wot 30 do 40 metrow.
Króna je šěroka, kulojta a husta. Zdónk je dołhi a runy.
Skora je na spočatku ćmowošěra abo brunošěra, pozdźišo je skorata a njese huste rjapy a lajsty.
Młode wurostki su zwjetša čerwjenojće-brune a móškate. Skora młodych hałuzow při sorće Rubra je błyšćaca čerwjena.
Korjenjowy system je daloko rozhałuzowany. Čopojty korjeń je sylny.
Zymske pupki su čerwjenojte a njesu 2-5 šupiznow. Wone su jejkojte hač křiwje-jejkojte a na kónčku kosmate, ale kónčki pupk faluje.
Łopjena docpěja dołhosć wot 5 hač 16 cm, su dwurynčkowe, křiwje jejkojte hač křiwje wutrobojte, skerje mjechke a ćeńke, na hornim boku ćmowozelene, na spočatku kosmate, na delnim boku zelene. Jich stołpik docpěje dołhosć wot 3 hač do 5 cm a je móškojće kosmaty. Łopjency maja rozdźělnu wulkosć, z dołhosću wot hač do 15 cm a ze šěrokosću wot hač do 12 cm, při čimž we wobłuku štomoweje króny su často mjeńše a na wódnych prućinach docpěja dołhosć wot hač do 25 cm. Kroma łopjena je wótro rězana.
Kćěje w juniju. Žołtojte, dwusplažne kćenja steja po dwěmaj hač po pjećoch we kwětnistwje a docpěja wulkosć wot 1 hač 1,5 cm. Wone su ze swětłym, křidleškojtym, 5 hač 12 cm dołhim nošnym łopješkom zarosćene a po mjedźe wonja. Nimo toho wone njesu pjećličbnu wobalku. Keluškowe łopješka su dołhojće-jejkojte, w směrje kónčka kosmate a docpěwaja dołhosć wot 5 hač do 6 mm. Krónowe łopješka su wopak dołhojće-jejkojte, do spódka zwuzčene, rozšěrjene a docpěja dołhosć wot 6 hač do 8 mm. 25 hač 30 próškowych łopješkow tróšku krónowe łopješka přesahuje, při čimž sterilne próškowe łopješka faluja. Płódnik njesu dołhu pěstu a pjeć pěstkowych lapow.
Tołstosćěnaty, drjewjane worjechowe płody su kulowate hač krušwojte, pjećhranite, rjapikate, šěropjelsćojće kosmate a docpěja dołhosć wot 8 hač do 9 mm (~1 cm) a šěrokosć wot 7 hač do 8 cm. Płódnistwo njese 7-8 cm dołhe, 14-18 cm šěroke křidleška a docpěje dołhosć wot hač do 10 cm. Płody w septembrje dozrawja.
Rosće we wudolinowych a bukowo-lipowych hórskich lěsach, lipowo-klonowych lěsach, klonowo-jasnikowo-wjazowych hórskich a zwisowych lěsach, ale tež na zasypkowych zwisach wutwori wobrosty. Ma radšo wutkate a bazowe, často wapnite hač na prawym měrje kisałe, kamjentne hlinjane pódy.
Rostlina je w zapadnej, srjedźnej a juhowuchodnej Europje rozšěrjena, ale tež rozpjeršowane w Małej Aziji a w Kawkazu wustupuje. Ale faluje w zapadnym a južnym dźělu iberiskeje połkupy, na britiskich kupach a w najwjetšim dźělu Skandinawiskeje, na Sardinje a Sicilskej, ale tež w madźarskej runinje.
W lěće 2001 bu listowa znamka wot Deutsche Post AG z wobrazom zažneje lipy wudata. Na tej je hódnota wot 110 pjenježkow a 0,56 € ćišćana.
Zwobrazowany štom steji w městnych dźělu Himmelsberg města Kirchhain.
Zažna lipa (Tilia platyphyllos) je štom z podswójby lipowych rostlinow (Tilioideae) znutřka swójby šlězowych rostlinow (Malvaceae).
Fagurlind (fræðiheiti: Tilia platyphyllos) er lauffellandi tré eða runni af stokkrósaætt. Tréð verður um 30 m hátt og 20 m breitt í heimkynnum sínum.
Il tiglio nostrano (Tilia platyphyllos Scop.), noto anche col nome di tiglio nostrale è un albero caducifoglio della famiglia delle Malvacee.[2]
Albero alto fino a 40 m, a foglie caduche, cuoriformi, a margine seghettato, con la pagina inferiore pubescente, con ciuffetti di peli biancastri negli angoli delle nervatura, che a maggio-giugno portano all'ascella i fiori profumati, forniti di brattea, di colore bianco-giallastro e riuniti in infiorescenze pendenti formate da 2-5 fiori ermafroditi, i frutti sono piccole capsule con costole sporgenti, ed endocarpo duro e legnoso.
Tilia platyphyllos è diffuso nell'Europa continentale e nel Caucaso
In Italia esistono, allo stato spontaneo, solo due specie di tigli, ossia questa specie e Tilia cordata. Le due specie si ibridano fra loro dando origine a Tilia × europaea (detto anche Tilia × vulgaris), entità sovente usata nei parchi urbani e nelle alberature. La distinzione fra le due specie pure non è difficile, se si osservano le piante con attenzione, e può basarsi su questi elementi:
È molto noto anche come pianta mellifera, è bottinata dalla api ottenendo un miele, spesso monoflorale, che ha cristallizzazione lenta.
Il legno di questo tiglio è usato al pari di quello dell'altra specie simile, Tilia cordata.
Il tiglio nostrano (Tilia platyphyllos Scop.), noto anche col nome di tiglio nostrale è un albero caducifoglio della famiglia delle Malvacee.
Didžialapė liepa (lot. Tilia platyphyllos) – dedešvinių (Malvaceae) šeimos medis, kilęs iš žemyninės Europos. Vėliau buvo sodinamas pietryčių Didžiojoje Britanijoje kur paplitęs kalkinis dirvožemis.
Tai siaurų aptakų medis, augantis vidutiniu tempu ir pasiekiantis 40 m aukštį. Jauni stiebeliai rausvai rudi, bet vėliau žievė tampa tamsiai pilka su smulkiais įtrūkimais ir vagelėmis. Šakelės yra rausvai žalios ir šiek tiek plaukuotos. Lapija sudaryta paprastai, pakaitomis išdėstyti lapai. Didžialapės liepos lapai yra didesni už mažalapės liepos. Jų ilgis nuo 6 iki 9 cm (išskirtiniais atvejais 15 cm). Jie ovalus, širdiški ties viduriu tamsiai žalios spalvos, kitoje pusėje su balkšvais plaukeliais. Lapkotis paprastai yra 3-4 cm ilgio, bet gali svyruoti tarp 1,5-5 cm. Rudenį lapų spalva svyruoja nuo gelsvai žalios iki geltonos. Žiedeliai nedideli kvepiantys, gelsvai baltos spalvos ant šakos išsidėstę nusvirusiomis grupelėmis nuo 3 iki 4. Apdulkinami bičių. Vaisius mažas, apvalus, plaukuotas, kreminės spalvos riešutėlis, kurio skersmuo 1 cm ar mažiau.
Didžialapė liepa dažniausiai sodinama kaip dekoratyvinis medis parkuose. Naudojama sukurti šešėliui arba apsaugai nuo vėjo. Yra kelios veislės, kurios populiarios, tai – Tilia platyphyllos 'Asplenifolia, 'Filicifolia Nova', 'Laciniata', 'Vitifolia' – karpytalapiai; 'Aurea' – geltonais ūgliais, gesvais lapais, 'Rubra' – raudonais ūgliais, 'Prince's Street' ir 'Streetwise' – stačiašakiai, žiemą raudonais ūgliais, 'Pendula' – svyruoklinis.
De zomerlinde (Tilia platyphyllos) of grootbladige linde is een lindesoort die in Europa in het wild voorkomt, echter niet zo ver noordelijk als de winterlinde (Tilia cordata). Tevens wordt de soort gekweekt als sierboom. De hoogte kan 40 m bedragen. Lindes zijn populair doordat ze zomers een aangename geur verspreiden.
De kroon is hoog en kegelvormig. De takken groeien opwaarts. De twijgen zijn roodachtig groen en behaard.
De bladeren zijn rond of eirond met een toespitsing aan de top. De bladranden zijn scherpgezaagd. Zoals de naam aangeeft, zijn de bladeren een stuk groter dan die van de winterlinde: 6-15 cm × 6-15 cm groot. De bladsteel is harig en heeft een lengte van gemiddeld 3 cm. Het blad is aan de bovenzijde donkergroen en behaard; aan de onderzijde is het bleker en is voorzien van witte haartjes op de nerven.
De bloemen zijn geelachtig wit. Ze hangen in groepjes van drie of vier bij elkaar. Er is een witachtig groen schutblad van 5-12 cm lang.
De boom draagt ronde vruchten met een doorsnede van 1 cm of iets minder. Elke vrucht heeft drie tot vijf ribben en is dichtbedekt met haartjes.
Mediabestanden die bij dit onderwerp horen, zijn te vinden op de pagina Tilia platyphyllos op Wikimedia Commons. De zomerlinde (Tilia platyphyllos) of grootbladige linde is een lindesoort die in Europa in het wild voorkomt, echter niet zo ver noordelijk als de winterlinde (Tilia cordata). Tevens wordt de soort gekweekt als sierboom. De hoogte kan 40 m bedragen. Lindes zijn populair doordat ze zomers een aangename geur verspreiden.
Storlind (Tilia platyphyllos) er et løvtre av lindeslekten innenfor kattostfamilien. Sammen med arten lind (Tilia cordata) kan den danne den dyrkede hybriden parklind (Tilia × europaea, eller Tilia cordata × platyphyllos).
Stammen er glatt nederst uten stammeskudd. Årsskuddene er hårete. Bladplatene er mye større enn hos vanlig lind (Tilia cordata); hos storlind er de inntil 15 cm lange. Formen er den samme skjeve og hjerteformede, men hos storlind er de ikke like sirkelrunde i proporsjonene som hos lind. Bladstilken og begge sider av bladene er hårete. Hårduskene i nervevinklene på undersiden er hvite, ikke brune som hos lind. Blomsterkvasten har 2–5 blomster hengende, mens de to nøttene i hver fruktkvast er om lag 10 mm store. Nøtten har 5 tydelige lister, mens nøtten hos vanlig lind er omtrent helt glatt. Røttene kan være kraftige og klumpete over bakken.[1][2][3]
Dette er et stort tre som i Mellom-Europa blir 30–40 meter høyt med stammediameter på 1 meter. I Skandinavia blir det opptil 25 meter høyt. Storlind er en typisk art for de mellomeuropeiske løvskogene, og den vokser også i fjellskoger i middelhavslandene. Utbredelsen strekker seg fra Frankrike og Nord-Spania østover til Moldova, Nord-Hellas og vestlige Tyrkia. Arten har nordlige utposter i det sørvestlige Storbritannia, sørøstlige Danmark og spredt langs vestkysten av Sverige til Bohuslän. I Anatolia, Kaukasia og Nord-Iran vokser en nærstående art, Tilia rubra, som har rødlige skudd og snaue blad.[2][4][5]
Storlind er vanlig plantet i parker og langs gater i alle tempererte strøk, og den er også svært mye brukt i Norge. Arten finnes forvillet nordover til Trøndelag, men mangler på Vestlandet. Noen av de norske funnene i Østfold har vært omdiskutert, og en har ment at de kunne være opprinnelig viltvoksende. Arten hadde derfor status som kritisk truet i tidligere utgaver av Nasjonal rødliste, men den betraktes nå som fremmed i hele det norske utbredelsesområdet. I Fremmedartslista 2018 er storlind vurdert til høy risiko på grunn av stort invasjonspotensial og liten økologisk effekt.[3][6][7]
Typisk kroneform
Stamme på ungt tre
Bark på eldre tre
Knopp og hårete skudd
Blad
Håret bladstilk og hvite hårdusker på undersiden av bladet
Blomster
Frukt
Trevirke
Et 700 år gammelt tre i Østerrike
Storlind (Tilia platyphyllos) er et løvtre av lindeslekten innenfor kattostfamilien. Sammen med arten lind (Tilia cordata) kan den danne den dyrkede hybriden parklind (Tilia × europaea, eller Tilia cordata × platyphyllos).
Stammen er glatt nederst uten stammeskudd. Årsskuddene er hårete. Bladplatene er mye større enn hos vanlig lind (Tilia cordata); hos storlind er de inntil 15 cm lange. Formen er den samme skjeve og hjerteformede, men hos storlind er de ikke like sirkelrunde i proporsjonene som hos lind. Bladstilken og begge sider av bladene er hårete. Hårduskene i nervevinklene på undersiden er hvite, ikke brune som hos lind. Blomsterkvasten har 2–5 blomster hengende, mens de to nøttene i hver fruktkvast er om lag 10 mm store. Nøtten har 5 tydelige lister, mens nøtten hos vanlig lind er omtrent helt glatt. Røttene kan være kraftige og klumpete over bakken.
Dette er et stort tre som i Mellom-Europa blir 30–40 meter høyt med stammediameter på 1 meter. I Skandinavia blir det opptil 25 meter høyt. Storlind er en typisk art for de mellomeuropeiske løvskogene, og den vokser også i fjellskoger i middelhavslandene. Utbredelsen strekker seg fra Frankrike og Nord-Spania østover til Moldova, Nord-Hellas og vestlige Tyrkia. Arten har nordlige utposter i det sørvestlige Storbritannia, sørøstlige Danmark og spredt langs vestkysten av Sverige til Bohuslän. I Anatolia, Kaukasia og Nord-Iran vokser en nærstående art, Tilia rubra, som har rødlige skudd og snaue blad.
Storlind er vanlig plantet i parker og langs gater i alle tempererte strøk, og den er også svært mye brukt i Norge. Arten finnes forvillet nordover til Trøndelag, men mangler på Vestlandet. Noen av de norske funnene i Østfold har vært omdiskutert, og en har ment at de kunne være opprinnelig viltvoksende. Arten hadde derfor status som kritisk truet i tidligere utgaver av Nasjonal rødliste, men den betraktes nå som fremmed i hele det norske utbredelsesområdet. I Fremmedartslista 2018 er storlind vurdert til høy risiko på grunn av stort invasjonspotensial og liten økologisk effekt.
Costo artìcol a l'é mach në sbòss. Da finì.
Da finì.
Da finì.
Costo artìcol a l'é mach në sbòss. Da finì.
DistribussionDa finì.
NotissieDa finì.
Lipa szerokolistna, lipa wielkolistna (Tilia platyphyllos L.) – gatunek drzewa należący do rodziny ślazowatych. Występuje w Europie i w Turcji[2]. W Polsce występuje głównie na południu i jest rzadsza od lipy drobnolistnej.
Megafanerofit. Siedlisko: lasy liściaste i zarośla. Występuje głównie na niżu i w niższych położeniach górskich (naturalny zasięg do 800 m n.p.m., wyżej niż lipa drobnolistna). Wymaga gleb żyznych. W klasyfikacji zbiorowisk roślinnych gatunek charakterystyczny dla All. Tilio-platyphylli-Acerion pseudoplatani i Ass. Aceri platanoidis-Tiletum platyphylli[3].
Lipa szerokolistna, lipa wielkolistna (Tilia platyphyllos L.) – gatunek drzewa należący do rodziny ślazowatych. Występuje w Europie i w Turcji. W Polsce występuje głównie na południu i jest rzadsza od lipy drobnolistnej.
Teiul cu frunza mare, sau Tilia platyphyllos, este arbore, ce face parte din familia Tiliaceae. Acesta este răspândit în aproape toată Europa, în afară de zonele nordice reci. Arborele poate atinge o înălțime medie de 30 m, uneori până la 35 m, având un ritm de creștere destul de redus. Frunzele sunt mari, având un diametru de până la 15 cm.
Teiul cu frunnza mare este un arbore melifer.
Teiul cu frunza mare, sau Tilia platyphyllos, este arbore, ce face parte din familia Tiliaceae. Acesta este răspândit în aproape toată Europa, în afară de zonele nordice reci. Arborele poate atinge o înălțime medie de 30 m, uneori până la 35 m, având un ritm de creștere destul de redus. Frunzele sunt mari, având un diametru de până la 15 cm.
Lipa veľkolistá (Tilia platyphyllos) je strom z čeľade slezovité (Malvaceae).
Dorastá do výšky 40 metrov, kôra má šedú farbu. Kvety sú žltkasté.
Lipa je považovaná za liečivú rastlinu. Z kvetov sa robí napríklad čaj, ktorý posilňuje imunitný systém.[chýba zdroj]
Lipa veľkolistá
Listy lipy veľkolistej
Kvety lipy veľkolistej
Commons ponúka multimediálne súbory na tému Lipa veľkolistá
Wikidruhy ponúkajú informácie na tému Lipa veľkolistá
Bohuslind (Tilia platyphyllos Scop.) är ett ädellövträd i familjen malvaväxter. Den skiljs från skogslinden främst genom att dess blad är större (6–15 cm, jämfört med skogslindens 3–7 cm). Bohuslinden har även håriga blad, tydligare tvärnerver och vita hårtofsar i nervvinklarna, till skillnad mot skogslindens bruna.[1]
Bohuslinden blir 10–30 meter hög och har röd-gröna, svagt håriga kvistar. Bladen är mjukhåriga, skarpt sågtandade och har hjärtformad bas. Blomningen sker i juli och blommorna hänger i knippen med 2–5 (oftast 3–4)[2] vita blommor. Nöten blir hård med tjockt skal och har fem åsar.
Bohuslinden har sin huvudsakliga utbredning i Syd- och Centraleuropa, men växer även mycket sällsynt på kustnära, näringsrik jord i sydvästra Sverige och sydöstra Norge. Den finns även sparsamt på rika marker i sydvästra Storbritannien och har introducerats i New England i USA. Det första svenska fyndet av arten skedde i närheten av Strömstad i Bohuslän och publicerades 1852 [2]. Arten hybridiserar gärna med skogslind och skapar då parklind (Tilia x europaea). Det går att odla bohuslind som parkträd ända upp i Svealand.
Bohuslinden innehåller eteriska oljor, flavonoider, tanniner samt antiinflammatoriska ämnen och har traditionellt använts mot bland annat förkylning, magåkommor, högt blodtryck, migrän och som sedativum och vätskedrivande medel.
Wikimedia Commons har media som rör Bohuslind.
Bohuslind (Tilia platyphyllos Scop.) är ett ädellövträd i familjen malvaväxter. Den skiljs från skogslinden främst genom att dess blad är större (6–15 cm, jämfört med skogslindens 3–7 cm). Bohuslinden har även håriga blad, tydligare tvärnerver och vita hårtofsar i nervvinklarna, till skillnad mot skogslindens bruna.
Büyük yapraklı ıhlamur (Tilia platyphillos), ebegümecigiller (Malvaceae) (eskiden Tilaceae) familyasından 40 m kadar boylanan ağaç nadir olarak da çalı durumunda olan ıhlamur türü.
Tepe seyrek, geniş ve yuvarlakcadır. Yaşlı gövdeler koyu renkte, kabaca yırtılmış, kazık kök güçlü, yan kökler uzun, yeni sürgünler önceleri tüylü, parlak, zeytin yeşili ya da kızıl kahve rengindedir.
Yapraklar 6–12 cm uzunlukta, çarpık yumurta ya da yuvarlakca yürek biçiminde, kenarları düzenli ve keskin dişli, ucu sivri, üst yüzü koyu yeşil, bütün yüzde ya da damarlar üzerinde sade ya da beze tüyler bulunur. Alt yüzü mavimsi yeşil, tüylü ya da çıplaktır. Damar açılarında beyaz tüyler bulunur. Yaprak sapı 2–5 cm uzunlukta tüylüdür. Yapraklar sonbahar’da altın sarısı bir renk alır.
Çiçekler sarımsı beyaz renkte olup 3-17 çiçekli, sarkık yalancı şemsiye kuruluşunda, kuruluşlar yeni sürgünlerin yaprak koltuklarında bulunur. Çanaklar 5 parçalı, uzunca yumurta biçiminde, kenarları uca doğru tüylüdür. Taçlar ters uzunca yumurta biçiminde, olup 5–12 cm uzunluktadır. Meyve yuvarlakça, odunlaşmış, sert kabuklu olup kabuk üzerinde 4-5 tane, uzunca çıkıntı bulunur.
Tohum koyu boz kahverenginde, yumurta biçiminde, çenekler el görünüşünde, uzunca ve sivri dilimlere ayrılmıştır.
Haziran sonu – Temmuz başında çiçek açar. Tohum olgunluğu Eylül-Ekim aylarıdır. Büyümesi çabuktur. Filizlenme gücü yüksektir. Işık ağacıdır. Sıcaklık isteği nispeten fazladır.
Derin, serin yumuşak, besin ve madence zengin, ılımlı humuslu toprakları sever. Kireçli topraklarda da yetişmektedir. Tuzlu topraklardan kaçınır. Donlara ve kuraklığa karşı duyarlıdır. Güçlü kazık kök yapar, sığ ve fakir topraklarda kuvvetli yan kökler geliştirir, kuvvetli kök sürgünü verir.
Orta ve Güney Avrupa anavatanıdır. Nadiren yabani olarak da bulunur. Bulvar ve parkların ağaçlandırılmasında kullanılan bir ağaçtır.
Türkiye'de Rize, Trabzon, Artvin ve Çanakkale civarında doğal olarak bulunur.
Büyük yapraklı ıhlamur (Tilia platyphillos), ebegümecigiller (Malvaceae) (eskiden Tilaceae) familyasından 40 m kadar boylanan ağaç nadir olarak da çalı durumunda olan ıhlamur türü.
Молоді гілки волосисті, бруньки мохнасті. Листки чергові, округлі або яйцевидно-округлі, серцевидні, по краю гострозубчасті, зісподу — з борідками білих волосків у кутах жилок; черешки листків волосисті. Квітки правильні, ясно-жовті, зібрані по 2—5 у півзонтики. Плід — горішок, грушовидний, з п'ятьма випнутими гранями. Цвіте у червні.
Росте в мішаних і широколистяних лісах у західних областях України. Культивують у садах і парках.
Заготівля і зберігання, хімічний склад, фармакологічні властивості і використання, лікарські форми і застосування — усе так, як у статті Липа серцелиста.
Đoạn lá to, tên khoa học Tilia platyphyllos, là một loài thực vật có hoa trong họ Cẩm quỳ. Loài này được Giovanni Antonio Scopoli miêu tả khoa học đầu tiên năm 1771.[1] Đây là loài bản địa phần lớn các nước châu Âu, bao gồm cả địa phương ở miền tây nam nước Anh, đang phát triển trên đất nhiều đá vôi.
Bài viết liên quan đến họ Cẩm quỳ này vẫn còn sơ khai. Bạn có thể giúp Wikipedia bằng cách mở rộng nội dung để bài được hoàn chỉnh hơn. Đoạn lá to, tên khoa học Tilia platyphyllos, là một loài thực vật có hoa trong họ Cẩm quỳ. Loài này được Giovanni Antonio Scopoli miêu tả khoa học đầu tiên năm 1771. Đây là loài bản địa phần lớn các nước châu Âu, bao gồm cả địa phương ở miền tây nam nước Anh, đang phát triển trên đất nhiều đá vôi.
Tilia platyphyllos Scop., 1772
Охранный статус
Ли́па крупноли́стная (лат. Tília platyphýllos) — лиственное дерево рода Липа семейства Мальвовые (Malvaceae); ранее род Липа обычно выделялся в самостоятельное ныне упразднённое семейство Липовые (Tiliaceae).
Классифицировано несколько подвидов:
Однако, сайт IPNI сообщает об ещё одном подвиде — Tilia platyphyllos Scop. subsp. corinthiaca (Bosc ex K.Koch) Pigott[4].
Названия на других языках: англ. Large-leaved linden, в.-луж. zažna lipa, дат. storbladet lind, кат. tell de fulla gran, нем. Sommerlinde, нидерл. grootbladige linde, перс. نمدار برگدرشت, польск. lipa szerokolistna, словен. Lipa, тур. büyük yapraklı ıhlamur, фр. tilleul à grandes feuilles, чеш. lípa velkolistá
Дерево до 40 м высотой, с густой, широкопирамидальной кроной, с красновато-коричневыми, пушистыми, реже голыми молодыми побегами.
Почки красновато-коричневые, голые.
Листья до 14 см, округло-яйцевидные, сверху тёмно-зелёные, голые, снизу бледнее, с пучками светлых волосков в углах жилок, на черешках 2—6 см длиной. Листья распускаются на две недели позже, чем у липы мелколистной.
Цветки желтовато-кремовые, более крупные, чем у липы мелколистной, но в меньшем количестве в соцветии (2—5), цветёт на две недели раньше липы мелколистной, в начале июня.
Плод — почти шаровидный, войлочно-опушённый орешек с 5 продольными рубчиками и толстой скорлупой.
Естественно произрастает в лесах западной части Украины, в Молдове, на Кавказе, в Западной (Дания, Нидерланды, Бельгия), Центральной (Австрия, Чехия, Словакия, Венгрия, Польша, Швейцария) и Южной Европе (Турция, Испания, Франция (включая Корсику), Италия, страны бывшей Югославии, Албания, Болгария, Греция, Румыния).
В Средней России разводится в садах и парках.
Широко применяется в ландшафтной архитектуре и озеленении.
Ли́па крупноли́стная (лат. Tília platyphýllos) — лиственное дерево рода Липа семейства Мальвовые (Malvaceae); ранее род Липа обычно выделялся в самостоятельное ныне упразднённое семейство Липовые (Tiliaceae).
Классифицировано несколько подвидов:
Tilia platyphyllos Scop. subsp. pseudorubra C.K.Schneid. = [syn. Tilia flava Wolny ex Rochel] Tilia platyphyllos Scop. subsp. cordifolia (Besser) C.K.Schneid.Однако, сайт IPNI сообщает об ещё одном подвиде — Tilia platyphyllos Scop. subsp. corinthiaca (Bosc ex K.Koch) Pigott.
Названия на других языках: англ. Large-leaved linden, в.-луж. zažna lipa, дат. storbladet lind, кат. tell de fulla gran, нем. Sommerlinde, нидерл. grootbladige linde, перс. نمدار برگدرشت, польск. lipa szerokolistna, словен. Lipa, тур. büyük yapraklı ıhlamur, фр. tilleul à grandes feuilles, чеш. lípa velkolistá
闊葉椴（Tilia platyphyllos）是錦葵科的一種植物。闊葉椴是一種落葉樹，原產並廣泛分佈於歐洲[1][2]。闊葉椴也是常見的行道樹[3]，木材還可以用於雕刻。闊葉椴也經常是防護林的樹種[4]。
.jpg)
分類 界 : 植物界 Plantae 門 : 被子植物門 Magnoliophyta 綱 : 双子葉植物綱 Magnoliopsida 亜綱 : ビワモドキ亜綱 Dilleniidae 目 : アオイ目 Malvales 科 : シナノキ科 Tiliaceae 属 : シナノキ属 Tilia 種 : ナツボダイジュ T. platyphyllos 学名 Tilia platyphyllos Scop. ナツボダイジュ（夏菩提樹、学名：Tilia platyphyllos）とはシナノキ科の植物の一種。別名、セイヨウボダイジュ、ヨウシュボダイジュ[1]。
ヨーロッパ中央部および南部原産の落葉高木。世界の温帯で、街路樹や庭園樹としても多く植えられている[2]。
日照を好むが、強健で耐寒性が非常に高く、北海道中部以南であれば栽培可能。
フユボダイジュに比べるとやや樹高が高くなりやすく、高さ35mに達する高木になる場合もある。
葉形は大きめの広卵型で先端が短く尖り、表面はざらつきがある両面有毛。花には芳香があり、開花は6月〜7月頃。花色は淡黄色、秋には紅葉し、若木の時は円錐形、成木になると卵型の樹型になる。
この項目は、植物に関連した書きかけの項目です。この項目を加筆・訂正などしてくださる協力者を求めています（プロジェクト:植物／Portal:植物）。 
.jpg)
.jpg)
.jpg)
_e.JPG)
.JPG)
.jpg)
